Jeg har været kunde og kæmpe fan, næsten siden jeg flyttede hjemmefra. Det er ved at være et stykke tid siden. Dengang boede jeg her (og var glad for primærfarver i indretningen) og man kunne så vidt jeg husker ‘kun’ få kasser med frugt og/eller grønt hos Aarstiderne. Dog fik man en folder med lidt inspiration og et par opskrifter med, så man ikke var helt på herrens mark, hvis der dukkede en pusseløjerlig rod op, man ikke havde set før.
Der er sket en del siden (ikke mindst på indretningsfronten hos undertegnede), men herhjemme føles det stadig lidt som juleaften, når jeg hver anden mandag morgen åbner døren og der står to kasser fra Aarstiderne på måtten. Komplette med alle ingredienser og opskrifter til 4 måltider den kommende uge. Altsammen økologisk.
Madplanen er reddet og indkøbene er gjort på forhånd :)
Så det var lidt af en drøm, at teame op med netop Aarstiderne. Hvis ikke I kender til deres måltidskasser, så kig med her. Henover det næste stykke tid, kommer jeg til at vise jer indholdet af 3 forskellige måltidskasser og mine oplevelser med dem: VegetarKassen, FlexitarKassen og Den Lokale Måltidskasse. Og hver gang deler jeg også min favoritopskrift fra den pågældende uge.
Forrige uge var det således Vegetarkassen, der stod for skud og vi fik følgende lækkerier:
Dag 1: Flammkuchen med løg, creme fraiche, gouda og salat med solsikkekerner.
Dette blev også ugens absolutte favorit, så den opskrift skal I ikke snydes for. Den var i øvrigt også den nemmeste og hurtigste den uge, så dobbelt bonus.
Flammkuchen stammer fra Alsace og kan bedst beskrives som et kryds mellem en tærte og en pizza.
1 færdig tærtedej
100 g creme fraiche
100 g reven gouda
3 løg i tynde skiver
2 fed hvidløg (et fintsnittet, et presset)
1 kvist frisk rosmarin (plukket og hakket groft)
50 g solsikkekerner
1/2 citron
1 hjertesalat (i smalle både)
1/2 bakke cherrytomater (i halve eller kvarte)
Olivenolie
Salt & peber
Sennep
- Tænd ovnen på 200 grader
- Skyl og klargør grøntsagerne.
- Rul tærtedejen ud på en bageplade, smør creme fraiche på i et jævnt lag, og drys med ost.
- Fordel løg og fintsnittet hvidløg over dejen. Krydr med salt og peber og rosmarin.
- Kom dejen i ovnen, og bag den gylden og sprød 10-12 minutter.
- Kom solsikke kernerne i et lille fad og bag dem gyldne i ovnen, 5-6 minutter. Lad dem derefter afkøle.
- Rør en dressing af citronsaft, olivenolie, salt, peber, 1 presset fed hvidløg og evt. 1/2 tsk sennep
- Anret salat og tomater på et fad, vend med dressing og drys med solsikkekerner.
- Server stykker af flammkuchen med sprød salat ved siden af.
Dag 2: Æggewraps med kikærter og broccoli i karry.
Dag 3: Misobagt aubergine med østershatte, brune ris og ristet sesam.
Dag 4: Flækærtehummus med pitabrød og sprøde grøntsager.
Frokost af rester fra måltiderne + et æg.
Op: Vi fik masser af grøntsager, lækre måltider vi måske ikke lige selv var kommet på og der var noget så rigeligt. Jeg havde rester til frokost dagen efter alle gange. Kæmpe plus i min bog.
Ned: Majoriteten af kassens måltider tog 45 minutter + at lave og det gik ikke altid helt i spænd med, at vi i forvejen kommer sent hjem. Det er en lille detalje, men værd at overveje, når man bestiller kasse.
Men det følges selvfølgelig ad: Jo hurtigere kassens måltider er at lave, desto enklere er de (KvikKassen eksempelvis), jeg kan personligt bedre lide de lidt mere komplekse opskrifter (Vegetar/VeganerKassen eller VerdensKassen eksempelvis), og må således også være klar på at lægge lidt længere tid i køkkenet. Og når man sparer tid på både indkøb og at udtænke hvad der skal på bordet, går det nok også lige ;)
Aarstiderne leverer måltidskasser (og der er mange forskellige at vælge mellem) direkte til din hoveddør. Komplette med alle ingredienser der skal bruges, samt opskrifter. Alt er økologisk. Så dejligt og nemt.
Ps. Der er videoer fra VegetarKassen hver uge her.







