I samarbejde med Visit Sweden.
Sidste weekend var Nikolaj og jeg i Malmø. Til et mere end dejligt gensyn med en af min studietids yndlingsbyer. For selvom noget af min svigerfamilie bor lidt udenfor Malmø, så har jeg faktisk ikke været inde i selve byen i mere end fem år. Og det er en fejl, skulle det vise sig. For ikke nok med at der er blomstret et væld af herlige steder op, siden jeg har været der sidst, så blev jeg også mindet om, hvorfor det var et af mine foretrukne city-escapes dengang. For ikke nok med at det er tæt på, alt er lige lidt billigere end herhjemme og der er masser af dejlige steder hvad end man er fika-sulten, shoppelysten eller har brug for et skud kultur, så giver det altså også den der følelse af at være ude at rejse. Fordi det trods alt er et andet land, en lidt anden kultur og et lidt anderledes sprog. Således følte vi, at vi var på storbyferie og nød at det ikke krævede mere end en lillebitte togtur over på den anden side af sundet at opnå den fornemmelse.
Som jeg har skrevet før, så er jeg vildt begejstret over, at der er så meget fint at opleve i Sverige og resten af Skandinavien for den sags skyld og at man ikke altid partout behøver tage langt væk for at få tilfredsstillet rejselysten.
Hvis I har lyst til at gøre os turen efter, så har jeg samlet adresser (bl.a. på et virkeligt sejt hotel), højdepunkter og tips nedenfor. Lidt i en pærevælling, men om ikke andet nogenlunde i den rækkefølge vi oplevede dem i.
Jeg pønser allerede på en tur derover igen omkring jul. Dét er de nemlig også gode til svenskerne.
Vi overnattede på Ohboy Hotel, der er et vildt sejt og bæredygtigt hotel i området Västra Hamnen. Her havde vi en hyggelig, lille lejlighed, komplet med alt hvad man skal bruge. Og med alt mener jeg ikke bare stempelkande og inspirerende bøger, men også skateboard, regntøj, cykler, buskort og meget andet. Og det med cyklerne var altså et kæmpe hit. Hvor meget jeg end holder af at gå, så var det fedt at bruge tiden på selve seværdighederne og de steder vi gerne ville opleve, fremfor at gå til og fra dem alle. Men det var også fedt at opleve byen fra cykel. Vi følte os nærmest helt lokale. Faktisk blev vi så bidt af cykleriet, at vi savnede det, da vi havde tjekket ud (og dermed også efterlads hotelcyklerne) og derfor endte vi med at koble os på bycykelsystemet, så vi kunne hjule videre.
Pssst… man skal ikke tjekke ind på hotellet, men får blot tilsendt en kode til den respektive dør inden ankomst. Så uendeligt smart og herligt, at man ikke skal bruge tid på at stå i en reception og vente og at man kan ankomme når som helst.
Læs mere: Ohboy Hotel og Malmobybike (det kan anbefales at signe up hjemmefra, især hvis man er mere end 1).
Sådan en lækker restaurant med et virkeligt godt og interessant kort, hvor man vælger blandt masser af småretter. Jeg havde lyst til at prøve det hele, men vi besindede os en anelse og ’nøjedes’ med snobrød, en artiskokret, stenbiderrogn, diverse ’tacos’ og én dessert med vilde, svenske blåbær og én med boghvedepandekage, brunet smør, is og hindbær. Mmmm….
Læs mere: Restaurant Mutantur

Hvis ikke man bor ude i området ved Västra Hamnen, så kan det alligevel anbefales at gå (eller cykle ;)) en tur derud. Der er masser af smukke bygninger nye som gamle, hyggelig stemning og ikke mindst en meget velbesøgt skatepark. Nå ja, og Turning Torso ej at forglemme.
Læs mere: Turning Torso (nederst i artiklen)
Malmø Saluhall
Der lå den lækreste lille ’morgenmadspakke’ med varer fra Malmö Saluhall og ventede på os, da vi kom til hotellejligheden, således at vi ikke skulle bekymre os om morgenmad lørdag. Hvis ikke man er en forkælet bloggertype på tur, der bliver opvartet sådan, så kan jeg varmt anbefale at man selv stikker forbi det overdækkede madmarked, når man ankommer (det ligger ikke langt væk fra Ohboy Hotell, slet ikke hvis man napper cyklen, og køber ind til lækker morgenmad. Vi var også forbi saluhall’en de andre dage og købe en kop kaffe eller en is. Virkeligt dejligt sted.
Læs mere: Malmö Saluhall
Shopping
Man skulle jo næsten være et skarn, hvis ikke man udnyttede den lave svenske krone og gik lidt på shopping, når nu man var derovre. Svenske favoritter som & Other Stories og Filippa K er selvskrevne, men jeg er især vild med butikkerne med interiør og dims. Den slags kan dog ikke ophidse min bedre halvdel, men heldigvis fandt vi også en virkelig god outdoor biks og en konceptforretning med godt og blandet til både herrer og damer, så alle var glade.
Naturkompagniet
Mekka for alle der bare er en lille smule glade for friluftsliv eller hvis man vil købe Fjällräven i moderlandet. De har også et godt udvalg af et af mine yndlingsmærker i den genre, Patagonia.
Læs mere: Naturkompaniet
Granit
Elsker denne her butik, der har alt hvad mit lille hjerte begærer af kurveflet, brune hørpuder, stearinlys, smarte magneter, kontorartikler, planter, skærebrædder m.m.
Læs mere: Granit, butikken i Malmø ligger på Södergatan 3
Designtorget
Endnu en svensk indretningsfavorit, der både har smukke og finurlige sager og for det meste med en svensk designer som afsender. Lidt mere skæv og dimset end Granit og AB Småland, men så afgjort stadig et besøg værd.
Læs mere: Designtorget
Spirit Stores
Inde i storcenteret Hansa (der i øvrigt er aldeles udmærket) ligger Spirit Stores der er en virkelig lægger multibrand-forretning, der bl.a. forhandler det smukke, minimalistiske tøj fra svenske Totême. De har også herretøj.
Læs mere: Hansa og Spirit Stores
Aplace
Flot concept store til både mænd og kvinder med en mere end god brandportefølje. Bl.a. kan man få de lækre, rene skønhedsprodukter fra svenske LA Bruket foruden masser af pænt tøj. Her er en overvægt af danske mærker (Ganni, Stine Goya, Wood Wood, Samsøe Samsøe med flere) især til damerne, men der er også svenske godbidder iblandt.
Læs mere: Aplace
AB Småland
Sidste interiørdarling i denne omgang. AB Småland minder lidt om Granit (og det er ingen dårlig ting i min bog), men har endnu flere planter og også bl.a. børnetøj og smukke tæpper. Og så har de en virkelig lækker og hyggelig café.
Læs mere: AB Småland
Kärleksgatan 3
Fineste lille café hvor vi spiste dejlig frokost i en solplet. Alt vi fik var så lækkert (bl.a. ’danskerens rugbrød med avocado’) og gulvet smadderpænt i bonus. Det eneste der trak en my ned, var det manglende toilet til de tissetrængende turister.
Læs mere: Kärleksgatan 3
Det er altså bare kombucha ;)
Lørdag eftermiddag mødtes vi med Nikolajs far og hans kone, der begge bor i Malmø, for at drikke kaffe og sludre og spise kage på den hyggelige veganske café, Jord. De har efter sigende også dejlig morgenmad m.m. Og så fortryder jeg lidt at jeg ikke købte et af de fine, små vægtæpper, som de også sælger, med hjem.
Læs mere: Jord
Folkets Park
I folkets park er der både minigolf (! Drømmemanden var glad), bod med varm kakao og diverse kulturelle arrangementer og vi nød en halv times parkhæng på vejen fra Jord og inden vi skulle ’hjem’ på hotellet og slappe lidt af.
Læs mere: Folkets Park
Lørdag aften spiste vi på muntre Riket, der ligger i samme gade som Mutantur. Her er der en dejlig intim og hjemlig stemning à la vinbar og vi drak da også en god ’friktionsfri’ (tjenerens udtryk for en vin, der let ryger ned, det har jeg nu taget til mig) rødvin til vores mad. Igen lækre småretter dog fra et lidt mere simpelt kort end hos Mutantur.
Læs mere: Riket
Ribersborg Kallbadshus
Tidligt søndag morgen drog familiens badedyr (mig) til Ribersborg Kallbadshus, der dog ikke var i det helt så morgenfriske hjørne og viste sig først at åbne klokken ni. Så i stedet for at bade fra selve den smukke badeanstalt (der også tæller en restaurant), så nøjedes jeg med at bade fra stranden med udsigt til Turning Torso og det turkise bademenageri. Slet heller ikke tosset.
Læs mere: Ribersborg Kallbadhud og her
Atrium
Vi spiste søndagsbrunch på Atrium, der har et enkelt men godt kort med morgenmadsfavoritter foruden den fineste lille, tilstødende butik med smarte planter.
Læs mere: Atrium
St. Jakobs Stenugnsbageri
Lige overfor Atrium ligger den bedste bager (de har til huse flere steder i Malmø) og vi sørgede selvfølgelig for at købe en kanelbulle og en kardemommebulle med til senere.
Læs mere: St. Jakobs Stenugnsbageri og her
Kanalrundfart
Det var Nikolajs idé at tage på kanalrundfart i det strålende efterårsvejr og det skulle vise sig at være alletiders at opleve byen fra vandsiden, lade benene hvile lidt og ikke mindst spise førnævnte bagværk fra St. Jakobs og drikke medbragt kaffe imens.
Læs mere: Stromma kanalrundfart
Vil man hellere lave sin egen kanalrundfart kan man også det: Book A Boat
Sådan et hyggeligt, lille museum. De havde ’kun’ en udstilling om det tidlige fotografi, da vi var der, men den var til gengæld også fin og vi gik rundt og kiggede på og talte om de gamle billeder.
Der er gratis entré.
Læs mere: Moderna Museet og her
Malmö Konsthall
Vi ville også gerne have været forbi Malmö Konsthall, men da de var mellem udstillinger, var det kun caféen og butikken, der var åben, så den må vi have til gode til næste gang.
Der er gratis entré.
Læs mere: Malmö Konsthall og her
Inden vi skulle med toget hjem afsluttede vi med at sidde lidt på café udenfor på Davidshalls Torg og nyde det pragtfulde septembervejr. Hyggeligste lille, farveglade torv med butikker og caféer.
Læs mere: Shopping ved Davidshalls Torg
Snip, snap, snude, det var den tur til Malmø.
Sådan en dejlig tur og mere end herligt at få set og oplevet endnu mere af søsterlandet. På gensyn fine Sverige ♥
Ps. Vil man hellere tage bilen over, så er her en alletiders guide til parkering i Malmø.

































