Bare en lille, beskeden omgang fredagsslik…
Det er desværre ikke til mig. Omend jeg indrømmet spiste en del, da jeg fyldte i glasset, ligesom der ‘desværre’ også blev lidt tilovers.
Glasset var en foræring til et hold særligt søde damer (med en særligt sød tand), og da gaven faldt i god jord og jeg selv syntes den var mægtigt hyggelig at lave, så ville jeg lige tippe jer om det.
Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke er raketvidenskab, men sådan et glas med godter er unægteligt en god (og pæn) værtindegave og jeg kan i alle tilfælde komme på et par stykker jeg kender, der ville blive gladere for knas og lækkerier end for en buket blomster eller en flaske vin. Eller måske man bare har lyst til at mikse det lidt op en gang imellem.
Og der er jo ikke nogen, der siger, at det nødvendigvis behøver, at være raffineret sukker, e-numre og farvestoffer, man fylder i (selvom den slags nu altså også er hyggeligt en gang i mellem, mere frelst er jeg altså ikke). Personligt ville jeg nu også blive glad for et glas med nødder, tørret frugt, kerner, kokosflager og kakaonibs, men der skal man nok lige være realistisk i forhold til modtageren. Når ret skal være ret, skal der nok i de fleste tilfælde ægte slik til, for at kalde julelysene frem i folks øjne og bringe deres indre, fredagssliksultne barn frem.
Der er for lidt over 100 kr. bland-selv i glasset. Synes man det er for flot, kan man selvfølgelig bare downsize. Glasset var et jeg havde i forvejen, men Søstrene Grene m.fl. har lignende.
Vi er så småt på vej til Østrig, hvor vi skal på kombineret yoga-retreat og skiferie. Eller det bliver nok mest yoga, læsning, gåture og måske langrend for mit vedkommende. Er ved at være lidt for langt henne til de brede ski, men måske jeg tager en stille og rolig tur eller to.
Uanset om I skal have fredagsslik, på ski, til yoga eller noget helt fjerde, så håber jeg, at I får en helt vidunderlig weekend ♥
Ps. Jeg er frygteligt bagud med at svare på kommentarer. Jeg ved godt, jeg aldrig har lovet at svare på alt, men jeg holder vitterligt sådan af både jeres kommentarer, men også selv at være til stede blandt dem, så det er noget jeg sætter højt og det piner mig lidt, når jeg ikke får svaret i en rum tid. Alle kommentarer er som altid læst (og højt værdsat!) og jeg ser frem til at svare på en masse af dem, mens Nikolaj står på ski i næste uge.
Altså enten snyder størrelsen på glasset eller også er bland selv noget dyrere i Kbh? I øvrigt en rigtig fin ide, som jeg helt sikker vil bruge ved lejlighed???
Jeg tror det snyder lidt. Så lige selv billederne på mobil vs. på computeren og kan godt se, det ser lidt mindre ud på mobil. Der er over 1,5 kg slik i :)
Dejligt at du kan bruge den.
Knus E
Over 100 kr… i det glas ?
Du må da ikke snyde dig selv, når det kommer til bland-selv slik! ???
Super god idé. Også lidt hyggeligt, at blande de ting man ved (tror ??) ens veninde godt kan lide.
Det virker som om at du er vildt god til at forkæle dine veninder ✨
Haha… det er altså et ret stort glas. Ved ikke om billederne/størrelsesforholdet snyder lidt? Der er over 1,5 kg slik i, så det er vist meget gængs pris ;)
Ja ikke? Og tak, hvor er du sød.
Kram og god weekend <3
Smadder fin idé! Man kunne også bruge et fint syltetøjsglas eller lignende, hvor etiketten er fjernet. Vi har masser af genbrugsglas, som bliver brugt til madrester, madpakke, te-bytning med familie og venner og alt muligt andet:-) Dejligt billigt og bæredygtigt.
Helt enig :) Her ville jeg dog gerne, at det så ud af lidt, så det er et stort glas (også selvom jeg kan forstå på de andre, at det ser lille ud) på omkring 1,5 liter. Klem Emily
Det er jo perfekt! Man kunne også f.eks. Lave den med en blanding af ens yndlings flæskesvær – det ville jeg i hvert fald blive glad for!
Ja, den er heller ikke tosset :) Knus Emily
Genial idé at putte det i glas. Må jeg også prøve, selvom det er farligt med alt det slik på lager. God tur til Østrig :-)