
Foto: Petra Kleis
Billederne her er fra Gravid-tillægget, der følger med det nyeste nummer af Vores Børn. Men syntes de er så fine, så ville også lige vise her. Er især vild med det ovenfor. Hvordan udtrykket det på én gang er stærkt og sårbart.
Men nu til de random facts ;)
- Jeg synes rejeost er så lækkert. Også selvom jeg sådan helt rationelt synes, det er et underligt, underligt produkt. Og det er altså også, når jeg ikke er gravid, at jeg er fan.
- Matt Damon er mit celeb-crush nummer et (har jeg fortalt det før?) og ham, har jeg tilsyneladende helt for mig selv. Fatter ikke hvorfor. Elsker selvklart også alle Bourne-filmene.
- Om jeg piller næse, når jeg kører bil? Jo da. Det gør alle. Bare kig rundt. Men jeg prøver virkelig at vænne mig af med det. Hvorfor er det, vi tror, ingen ser det? Der er jo vinduer hele vejen rundt.
- Folk tror, at jeg elsker lyserød (og det er nok min egen skyld efter at nærværende blog, havde et meget lyserødt look i flere år). Det gør jeg ikke. Snarere tværtimod, især hvis det gælder tøj. Men lidt lyserødt hist og her, kan jeg godt lide. En tallerken, en hårelastik og tapetet på en blog eksempelvis.
- Jeg drømmer af og til om at skrive bøger. Eller måske bare en bog til en begyndelse. Altså skønlitteratur. Det er der mange, mange mennesker der gør, men det skal jo ikke nødvendigvis være en hindring.
- Flødeskum, flødeis, fløde. Elsker det! Alle sommerdesserter à la trifli, pavlova, rødgrød med fløde og slet og ret alt der kombinerer frugt/bær og (pisket) fløde er vejen til mit hjerte.
- Jeg er krebs i stjernetegn og nogenlunde prototypen på sådan en. Lidt af en følebolle i en hård skal. Hjemmemenneske om en hals, moderlig, initiativrig og så lige lidt ekstra følsom oveni. Nogle dage helt i overskudshopla og andre dage sådan lidt hyggedeprimeret på weltschmertz-måden.
- Min tærskel for stærk mad er ekstremt høj. Således lavede jeg ofte alt for stærk mad til resten af familiens smag, da jeg var au pair i Bruxelles efter gymnasiet. Og sidenhen til veninder, der måtte kapitulere og levne til middagsselskaber. Har heldigvis giftet mig med en mand, der har det lidt på samme måde som jeg.
- Elektriske løbehjul gør mig sur på gammel-dame-måden.
- Jeg kunne aldrig drømme om at klaske en edderkop. Men jeg er heller ikke bange for dem, så det hjælper nok lidt på klasketrangen.
(Visited 8.150 times, 3 visits today)
