

Kurt Curious. Siger “Hvad skal vi så nu?” og gider ikke ligge og drive den af i sengen. Til sin mors store fortrydelse.
Hvad jeg har lavet de sidste par dage? Haft brystbetændelse, fået mit barn vaccineret, sovet og haft feber og svedt i vilkårlig rækkefølge, set 37 afsnit af Friends, spist træstammer (jo, i flertal) og alt med antioxidanter og antiinflammatoriske egenskaber (ikke træstammer), måttet droppe at tage på loppemarked, vasket tøj og lavet mad, sovet mere, haft varmepude på mit dårlige bryst og pumpet ud skiftevis i en uendelighed, leget med mit barn og kysset ham, tænkt ‘jeg kan ikke mere’ et par gange, og været meget taknemmelig over Nikolaj.
Altså lige indtil han spurgte, hvorfor jeg ikke husker at lægge billeder m.m. i Dropbox, da jeg (igen, igen) fik den irriterende melding om at mit ‘Startdisk er fuld’ og min computer derfor hverken gad det ene eller andet. Hrmph…
Jeg har også fundet mine første grå hår. Altså i flertal. Har tidligere fundet enkeltindivider oppe i midterskilningen, men i går gav en særligt kunstnerisk (læs: uvasket) barselsknold frit udsyn til en endnu uopdaget, lille koloni af grå hår over mit venstre øre. Der er intet at spore på højre side. Min åbenlyst ungdommelige side.
I dag bliver endnu en hjemmedag med stikket trukket. Håber, barn er med på den. For han er altså en lille, nysgerrig, forlystelsessyg vildbasse. Han er ikke sådan en baby, der bare vil sidde på mit skød i en time og putte. Eller som synes en sygedag i sengen er toppen. Jo, jo vi kan sove middagslur i ske og vi holder i hånd om natten, men sådan noget med bare at sidde og putte og kramme i mere end to minutter, niks. De dage er for længst passeret. Og jeg synes jo stadig, han er så lille. Men nu forstår jeg, hvorfor alle skrev “Nyyyyyyyyyd”, dengang vi lå hud mod hud, mave mod mave, da han var spæd. Det er sjældent han gider ligge på mig længere.
Og forstå mig ret, det er vidunderligt at have en lille spilop, der gerne vil snakke, undersøge, udforske, prøve af og lære. Og BEVÆGE sig. Han er helt klart border collie-udgaven af en baby og så kan jeg jo ikke bede om meget mere. Men når man selv er syg, så kunne det være dejligt med en puttegris. Bare for en dag.
Jeg håber, I har en dejlig tirsdag, hvad end I omgiver jeg med babyer/mænd/venner/hunde à la border collies, skødehunde eller noget midt imellem ♥