Weekend

Phew. I fredags ramte jeg et nyt lavpunkt for træthed. Følte mig helt og aldeles tyndslidt og utilstrækkelig. At det generelt er mørkere og mere gråt end i Mordor, hjælper vist heller ikke. Men vi havde alligevel en hyggelig omend kort fredag aften, da Nikolaj kom hjem (det giver altså det vildeste energiskud, når ens partner kommer hjem) og inden jeg hoppede på hovedet i seng.

Lørdag var rar, stadig træt, da jeg havde været oppe mange gange i løbet af natten, men rar. Fik ryddet op og gjort ordentligt rent i hele hytten og det gjorde mig glad. Og læst et kapitel i en bog og binget Downton Abbey og kaffe og banana bread. Og kysset på min baby og pruttet ham på maven, så han spruttede af grin. Hyggeligt.

I dag har vi været til babysvømning. Det er stadig noget af det mest nuttede. Bare de der små badebukser altså. Mit hjerte smelter midt over. Bagefter sendte jeg drengene hjem og siden forærede jeg mig selv en norsk klejne og købte ind. Bedste der findes jo, norske klejner. Kender ikke til andre bagere end dem i Føtex, der laver dem, men tip mig endelig, hvis I kender til et sted i København.

I aften skal vi hygge og stene og spise hjemmelavede hotdogs og is foran flimmeren. Hver søndag har vi serieaften med en af mine veninder. Og så skal jeg sortere og rydde op i Kurts tøj. Hvis man troede #thechair var en ting for voksne, så kan det (hos os i alle tilfælde) ganges med 100, når det kommer til baby. Det er om at holde tungen lige i munden, med hvad han nu kan passe/ikke kan passe længere, hvad der er rent nok til at komme på igen, hvad der skal vaskes og hvad vi har lånt, der skal returneres. Men tænker, at det passende kan kombineres med en lydbog i ørerne (drengene sover lur i skrivende stund) og at jeg bare skulle se at få det fikset med det samme.

Og så må jeg også minde zombie-mor her om, at jeg kan se tilbage på en virkelig god uge, hvor jeg har sat flere flueben på to-do-listen i mit deltidsbarsels-/deltidsarbejdsliv, end jeg havde turde håbe på, haft så dejlige besøg og selv været ude til frokost og til møde OG har været til frisøren (efter billedet her til indlægget blev taget, tydeligvis tiltrængt) OG – vigtigst af alt – for alvor har fået serveret babygrin med lyd på stribe. Kurt synes tilsyneladende at jeg er mægtigt morsom og så kan jeg ikke forlange mere.

Håber, I også har haft en god weekend og at jeres søndag aften bliver magelig ♥

(Visited 3.666 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. De har også klejnerne i Brugsen her på Bryggen. Men om de er gode – det ved jeg ikke ;-)

    Kh

  2. Er det mon smultringe, du mener? Kender ikke mange, der ved hvad det er… Min mormor var nordmand, så for mig ingen jul uden smultringe. Jeg bager dem selv efter momses opskrift, med hendes kagerulle og udstikker, som giver den helt præcise og rigtige form på smultringene?

    1. Måtte lige google og tror bestemt de er i familie :) Dem man kan købe herhjemme som ‘norske klejner’ er dog i klejnefacon, men i dej mere som en donut og så er der gul, syrlig glasur på. Appelsin eller citron tror jeg. Så gode <3 Klem E

  3. Du må forbi Guldbageren og købe nogle af deres norske klejner. De er større, blødere og bare bedre end dem Føtex kan præstere :-) Taler af erfaring, og jeg elsker virkelig norske klejner. De helt gode, OG norske klejner, kan man få hos en speciel bager i Sindal, omend det er lidt for langt at køre fra København ;-)

    1. Modtaget og tak <3
      Skal til mod Skive/Viborg i morgen, så måske det endda kan blive et smut omkring Sindal, hvis klejnetrangen bliver for stor ;) Kram E