
Lille, lyserøde læse- og sovehule. Hvor yndigt altså. Billede herfra.
Weekend. Hurra! Eller faktisk ikke helt. For denne weekend er jeg alene hjemme. Altså sammen med Kurt selvfølgelig, men faren skal til julefrokost i den anden ende af landet. Gys. For i min barselsforskruede hjerne (er sikker på medbarslende, der også uge efter uge kampglæder sig til fredag eftermiddag forstår), så betyder det, at der denne gang er 12 dage mellem den ene weekend og den anden. Denne her weekend tæller slet og ret ikke. Fordi vi ikke er to.
Det kan jeg godt se, er en noget kedelig indstilling og jeg mener det nok heller ikke helt så sort/hvidt og bliver sikkert (og forhåbentlig) positivt overrasket. Og igen, kæmpe cadeau til alle solomødre derude, I er for vilde ♥ Men lige nu føles det altså lige dele angstprovokerende og hyggeligt. Jeg er halvvejs bange for at være alene om at holde fortet og halvvejs glæder jeg mig over at have min mindste, bedste ven helt for mig selv, hehe.
Jeg har puttet hyggelige ting i kalenderen, besøg hos mormor, morfar og Penny i dag og babysvømning søndag, hvor bedsteveninden tager med. Og så skal jeg spise træstammer og se Den store bagedyst.
Og hygge med og kysse på og lege med min lille dreng. Og ligge med ham i min arm, mens han sover lur og jeg læser avis. Satser jeg i alle tilfælde på…
Jeg håber, I får verdens bedste weekend. Hvad end den byder på årets første julefrokost (inklusiv kopimaskinekysning med ham den søde eller måske efterfølgende tømmermænd i kombination med små børn), sofahygge, opgaveskrivning eller noget helt fjerde, fortæl mig endelig, hvad I skal, hvis I lyster ♥
Her er om ikke andet lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:
Vores drøm om en tur til Berlin i år lever stadig og jeg har nærstuderet Emmas guide til byen.
The Crown er tilbage lige om lidt og traileren tegner godt.
Helt sikkert konstrueret, men OMG hvor cute altså!
Kun 3 af Sundhedsstyrelsens mange råd til nybagte forældre er vigtige at følge. Siger de selv.
Hvorfor du skal tracke dit affald i en uge (inden du køber dig fattig i ‘zero waste’ gear).
Bananmuffins med tosca-topping? Kæmpe ja tak! Og jeg ved det, for jeg prøvesmagte dem i går.
Hvad skete der egentlig med skovbrandene i Amazonas efter (vi og) medierne glemte dem igen?
Samtlige Matt Damon-film ranglistet. Elsker den mand. Og sådan er det.
Er du en skabsdame eller printerkvinde?
20 spørgsmål til mit girl crush for tiden (aka. Frederikke Legaard fra Den Store Bagedyst).
Og så i disse julefrokosttider: Utroskab er en ekstremt almindelig handling.
Prøv Zetland i to måneder for en halvtredser
Følgende er reklame. Og et godt tilbud til både dig og mig :)
Måske I har lagt mærke til, at jeg ofte linker til forskellige artikler hos Zetland her i Weekend-tid? Det har de i alle tilfælde hos Zetland, da de kunne mærke trafikken herfra, så I må have været en del, der har haft lyst til at kigge nærmere på de artikler, jeg linker til. Så herligt. Og jeg forstår det godt. Jeg er selv en mere end begejstret (og betalende) bruger gennem de sidste to år og holder især af deres artikler om forældreskab, klima og kultur. Og hapser også gerne lidt politik nu og da. Ovenfor er det artiklen om Sundhedsstyrelsens råd til nybagte forældre, den om brandene i Amazonas og den om utroskab, der kommer fra Zetland.
Jeg er vild med, hvordan jeg nemt og mundret får serveret et par (ofte anderledes) ‘tophistorier’ i min indbakke hver dag. Hvordan jeg kan lytte til artiklerne, når jeg ikke har øjne eller arme fri til at læse. Og hvordan jeg får en ugentlig opsamling og således føler mig opdateret. Nice og nemt.
Hvis I har lyst til at prøve Zetland i 2 måneder, så kan I som læsere af bloggen oprette et prøveabonnement her for 50 kr. Det er 1/3-del af normalprisen og vores aftale fungerer sådan, at hver gang en af jer signer up, så donerer Zetland 200kr. til bloggen, for nu at være helt transparent. Så på den måde kan du altså lave en éngangsdonation til mig på 200kr. for 50kr. og samtidig prøve et nyt medie. Alle vinder ♥
Hvis ikke du er interesseret og bare gerne vil læse de artikler jeg linker til (det kan man nemlig som Zetland-bruger, dele med andre kvit og frit), så er det også bare helt i orden.