Det er bestemt ikke for at trække spændingen eller spille kostbar, men anden del af fødselsberetningen må vente til weekenden (eller når jeg får tid til og mulighed for at skrive den færdig). Og der er helt sikkert også mange af jer, der slet ikke synes den slags er interessant (og det er så fair, det gjorde jeg heller ikke selv for et par år siden), så i mellemtiden kommer her et indlæg med boganbefalinger, som jeg næsten havde klar, inden jeg fødte og som jeg nu har fået skriblet færdigt på.
Som sædvanligt vil jeg MEGET gerne have jeres anbefalinger retur :) I har nemlig altid sådan nogle gode nogen, og jeg mistænker, at I har nogenlunde samme smag, når det kommer til lekture, som mig. Og selvom jeg synes det er liiiidt svært, at få læst ‘ægte’ bøger med en lille baby, så er det altså lykkedes at læse en hel en til ende i de uger, vi har haft Kurt. Og så har jeg også fået lyttet til lydbøger.
Men her er altså fire anbefalinger fra mig til jer. Kommer i øvrigt til at lave sådanne anbefalinger af og til, når jeg har fået læst et par bøger eller tre, som jeg har lyst til at fortælle jer om. Det kommer til at erstatte bloggens læseklub på ubestemt tid, mens jeg har en lille mand hjemme at tage mig af, men tænker at læseklubben vender tilbage på et tidspunkt, hvis I og jeg savner den :)
Halvfems huller i himlen af Jennifer Clement
Det her er den mest gribende, rørende og tankevækkende bog, jeg har læst i år. Og så er den tilmed vanvittigt godt skrevet. Den er så fin og helt umådeligt sørgelig, at den gjorde mig noget så tung om hjertet, mens jeg læste den . En lille pige bor i en bil (!) med sin drømmende, unge mor i en trailerpark i Florida. Vi bliver inviteret indenfor i en verden af omsorgssvigt, håndvåben i lange baner, insektspray, muterede alligatorer, skrald og en dårlig romance. Det skal selvfølgelig ende galt og det gør det også. Og selvom jeg blev trist, mens jeg læste, så efterlod bogen mig også sært opløftet. Det kan tilskrives den brillante forfatter.
Jeg er nemlig helt betaget af den måde Clement italesætter det massive våbenproblem, der findes i USA for slet ikke at tale om, hvordan hun kaster lys på nogle af samfundets mest udsatte. På en ikke-dømmende, æterisk og ja, nærmest poetisk måde. Hun formår, uhyre empatisk, at favne og lade os se ind i de personer, hun maler frem for os som læsere, men udstiller dem aldrig. Pludselig forstår man den voksne datter, der bor hos sin mor i trailerparken og samler på Barbie-dukker. Og det mexicanske våbensmuglerpar. Og plejebørnene. Og…
Læs, læs, læs!
Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager
Jeg elsker Katrine Marie Guldager og har vistnok læst, alt hun har skrevet, så jeg er måske en kende forudindtaget. Men synes altså at dette er en pokkers god roman. Og hun skildrer vanskelige familierealtioner som ingen anden. Sprødt, hverdagsligt og bittersødt. Bogen sender én lige lukt tilbage til 90’ernes København med alt hvad dertil hører. Sådan en tur i tidsmaskinen er herlig i sig selv og jeg slugte det rår.
Hovedpersonen Filip er en pudsig størrelse. På mange måder en yuppie, men med en særegen tristesse over sig. Sådan hele tiden lidt mellemfornøjet. Det er selvklart pisseirriterende, men hvis I har læst med her et stykke tid, så ved I, at jeg elsker at blive irriteret på og provokeret af hovedpersoner i bøger, film osv. Kan så godt lide, når det skurrer lidt og jeg ikke bare kan ‘synes godt om’ protagonisten.
Vi møder Filip i en slags coming of age-roman, der tager sit afsæt i slutningen af 1980’erneer og som ellers udspiller sig i 1990’erne og frem til finanskrisen. Han jagter kærligheden og lykken, men det er altså ikke så let endda. For hvordan ved man, om man har valgt rigtigt?
Og så en lille, måske undseelig detalje, som gjorde mig ør. Filip bor det meste af sin ungdom i den nærmest mytiske lejlighed med tårnværelset ved Søerne lige overfor Dronning Louises Bro (tænker altid, at den lejlighed gad jeg godt se, endsige bo i, når jeg kører forbi) er bare ekstra guf for en, der er evigt forelsket i København.
Omrids af Rachel Cusk
Ok, denne er jeg – må hellere være ærlig – ikke helt færdig med endnu, men næsten og den skal godt nok tage en markant afstikker i en meget uheldig retning, hvis jeg skal ende med ikke at synes om den. For den er lige så god og vildt underlig på den gode måde, som omslaget er pænt. Ikke at man skal dømme en bog på dens cover, men se det lige. Pænt hva’?
Sproget er intet mindre end eminent og fuldt af overskud. Og man skal som læser holde tungen lige i munden (og øjnene åbne) for at kunne følge med, når Cusk folder sig ud. Det er uendeligt godt og lækkert og mit lille litteraturvidenskabelige hjerte skippede et slag eller to undervejs.
Forfatteren Faye (altid interessant med en hovedperson, der er forfatter) rejser til Athen for at undervise på et skrivekursus og involverer sig i flere samtaler, som vi som læsere får lov at bevidne. Vi får egentlig ikke så meget at vide om Faye selv, hun lever mere gennem de andres historier, som hun suger til sig. For hun er mildest talt en vanvittigt skrap samtalepartner, der sætter spørgsmåltegn ved alt og gladeligt analyserer på det, andre fortæller hende. Vender, drejer og spidder det. Jeg ville ikke turde dele min historie med hende, men det er altså vildt spændende læsning og så er der så mange sproglige godbidder, at det er en fryd.
Et fængslende møde af Liane Moriarty
Moriarty har skrevet Big Little Lies (Store små løgne på dansk), der ligger til grund for HBO-successerien af samme navn, med bl.a. Nicole Kidman og Reese Witherspoon i hovedrollerne (elsker den serie! Se den endelig, hvis ikke I allerede har gjort det). Men det er jo ikke nødvendigvis ens betydende med, at alt hvad der kommer fra hendes pen er godt. Heller ikke selvom det er sådan, bøger ofte bliver markedsført. “Fra forfatteren bag den internationale bestseller XXX”. Men her holder det altså vand. Eller næsten i alle tilfælde. For den er ikke helt så god som Store små løgne, men den er god nok endda. Masser af drama, spænding og intriger og man er med andre ord godt underholdt, mens man bid for bid bliver præsenteret for et farverigt persongalleri bestånde af hele 12 personer med hver deres nykker og problemer, der alle er tjekket ind eller arbejder på wellness-stedet Tranquillum House.
Det er ikke fordi litteraten i mig, blev sådan helt himmelhenrykt, men det er altså en alletiders pageturner til en sensommersøndag på en solseng eller til at indvie efterårets søndage med stearinlys, te og en lun plaid.
