Hvad kan man egentlig nå på en time?
Man kan nå at børste tænder, vaske sit ansigt, komme creme og mascara på, koge et æg, lave kaffe, smøre en bolle, spise morgenmad, skrive et blogindlæg (nuvel ikke et langt et og ej heller gennemlæst), svare på en god håndfuld e-mails, slette 517 billeder fra computeren (fordi startdisken stadig er fuld, og jeg endnu ikke ægte har fået gjort noget ved det), pakke træningstøj og pusletaske, rydde op i stuen og starte robotstøvsugeren.
Og den time vi taler om, er ikke engang en ægte time. Det er snarere 45 minutter. For det er nemlig så lang tid, min dreng sover formiddagslur og det er således så lang tid jeg ved, jeg har at gøre godt med. Jeg har (blandt andet grundet et godt råd fra en af jer) oftest held med at få ham videre i sin lur (altså nappe endnu en søvncyklus, det er nemlig en ting har jeg lært og sådan en er typisk 45 min for små mennesker) og han sover som regel halvanden til to timer om formiddagen på den måde. Men hvor han sover helt uforstyrret i første halvleg, så skal han hjælpes lidt mere i anden. Lidt vuggen og have sutten igen, hvis den er tabt.
Så den første lille time er noget nær hellig. Og afsindigt effektiv. Hvis der er noget, jeg skal være sikker på, at nå den dag, så lægger jeg det dér. Alt andet er bare flødeskum og ekstra, men ikke noget, jeg regner med.
Han sover selvfølgelig også lure resten af dagen, men der er jeg ofte ude på den ene eller anden måde eller, når vi rammer sen eftermiddag, selv ret træt, så der vil jeg hellere putte med min lille makker fremfor at sidde foran computeren.
Inden jeg blev mor, tænkte jeg, at ‘de der mødre’ måske overdrev en kende, når de altid pralede med HVOR EFFEKTIVE de var. Men nu er jeg altså tilbøjelig til at give dem ret (welcome to the dark side, haha). Eller også var jeg bare meget lidt effektiv førhen. Der kunne det i alle tilfælde snildt tage mig en time bare at tage et bad. Altså inklusiv hårvask og alt det der følger efter badet, men alligevel.
Jeg har dog også hørt dem – mødrene – sige, at den der effektivitet forsvinder igen i takt med at børnene bliver ældre. Så måske det bare handler om at nyde den, mens den er der. Det er jo også en slags overlevelsestilstand og selvom det fungerer, så tænker jeg også, at der kommer noget ret fint ud af tid og ro til at dvæle ved og tænke sig om. Fremfor bare at effektuere. På den anden side er det også fedt, at blive presset lidt og levere på kommando. “Der er noget ved alting, men det er ikke alting, der er noget ved.”, som min salig mormor plejede at sige. Og det kan hun jo have ret i.
I dag har vi (ja, er blevet et ‘vi’ med mit barn, men er jo ret beset også sammen med ham hele tiden) været til mor/barn-træning og efterfølgende mødtes vi med Cathrine og Eddie og spiste frokost på farten og var på legeplads på Christianshavn. Den slags er Kurt selvsagt for lille til, men han sov og Eddie gyngede. Og siden trillede vi hjemover ad Voldene i det glitrende efterårsvejr, der havde noget sprødt og klart over sig. Som om det varsler vinter.
I går var jeg til alletiders frokost. I arbejdsregi og med en mere end eksemplarisk Kurt, der først spiste sin egen frokost fra mælkebaren, hyggede lidt på skødet og siden var helt med på at snorksove i sin lift under bordet. Jeg fik således tre utroligt lækre retter (noget andet end mine halvspiste knækbrødsmadder herhjemme) og rar voksensnak hvor jeg (næsten) var til stede. Hvilken kæmpe luksus altså. Tusind tak Kurt Wunderkind (eller Kurt der Wunder Wurst, som en af jer skrev på insta <3). Jeg var ellers beredt på at gå – eller på anden vis fikse efter bedste evne – om nødvendigt ovenpå et noget mindre vellykket forsøg på frokost ude med baby for et par uger siden. Men i går der spillede det altså. Herligt ♥
