
Rigtig glædelig jul til jer allesammen! Tak for at I læser med, kommenterer og gør dette til et helt specielt, fint fællesskab ♥
Her er julefreden så småt ved at sænke sig. Træet (inklusiv meget uformelig klump jord) er taget ind og pyntet, jeg har allerede indtaget en hel del nougat og vaniljekranse (yndlingsgodterne) og i dag skal Kurt og jeg tilbringe hele dagen hos min mor. Vi skal julehygge og forberede mad til i morgen og klø Penny bag ørerne. Og i karbad.
Den næste uges tid holder jeg juleferie og dermed også computer- og blogfri, så ville lige stikke hovedet herind og ønske jer en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I får den herligste aften i morgen og nogle dejlige juledage.
Og et ekstra stort kram til de af jer, der har én eller flere I savner eller for hvem julen er særligt ensom eller konfliktfyldt. Eller fuld af afsavn ♥
Jeg savner selv min mormor og far så meget i disse dage, det er som om, det bliver ekstra tydeligt, at de mangler på denne tid af året. Mange tanker til de af jer, der har det lige sådan.
Klem
Emily







Foto: Alona Vibe