
Nougatbrud. Knas, nougat og mørk choko på bunden. Mægtigt godt og min nye godtedille.
Åh denne her årstid altså. Lige præcis nu. Sprød og frisk luft fuld af efterårsvarsler og alligevel er det stadig lunt (noget af tiden) og aftendukkerten er stadig en daglig dosis lille lykke.
Det er som om man får det bedste af det hele lige nu. Uldtrøjer og bare ben i skøn forening, lune dage der er mere sommer end efterår og mørke aftener, der er mere efterår end sommer. Sæson for både stearinlys og alle de bedste frugter og bær.
Ja, ja inden i kaster op i munden og tænker, om jeg har drukket af natpotten (eller glemt sidste års dyngvåde efterår/Mordor), så må jeg nok hellere understrege at jeg altså bare er ukuelig optimist og for evigt forgabt, fortabt og forelsket i efteråret. Især det tidlige.
Og ligesom jeg nyder København lidt ekstra for tiden jvf. sidste indlæg, så er der altså også noget særligt over denne brydningstid, skellet mellem to yndlingsårstider, der gør at alle sanser hos mig er vakte og indtrykkene fortættede og (ekstra) værdsatte.
Hvis jeg et øjeblik skal hoppe ned fra min floskelpind, så kan jeg fortælle, at jeg på det lidt mere jordnære niveau er mere end taknemmelig over en lille dreng, der er glad for at være i dagpleje og vinker farvel til os om morgenen og smiler, når vi afleverer. Og over at jeg kan hente ham tidligt. Det var til tider lidt svært at være selvstændig og deltidsarbejdende på barsel, men nu, nu høster jeg frugten og er så glad over det privilegium det er, at kunne styre sin egen tid og være fleksibel på den måde.
Og så er jeg også glad over nougatbrud, aftendukkerter, serieaftener og løbeture. Og at mit barn har en lyslevende oldemor. Blandt andet…
Jeg håber, at I også får en strålende, ny uge ♥

Jeg har været ude. Til klokken tre om natten. Og med onde tømmermænd til følge. Men det var skisme det værd. Dejligste fødselsdagsfest for dejligste veninde.




At bo 10 minutter fra Københavns Rådhusplads (lidt endnu) og alligevel med høballer i ‘baghaven’ på Amager Fælled.
Et styks meget lækker gå-quiche fra Rikiki.
Kønneste babyprodukter jeg endnu har set. Det er en gave/reklame. Der er også en linje til mor. Glæder mig til at prøve.
Aftensol på min lille ‘planteskole’.

Og aftensol på mig og den sejeste t-shirt. Den er fra Designers Remix og jeg er vild med budskabet.




Yndlings take out fra Mahalle til når Kurt og jeg er alene hjemme.
Yndlingsfarven nu også på neglene.
Aftendukkerter i (næsten) lunt vand og smuk solnedgang.
Date night. Kurt var også med (spot et klapvognshjul).

Kurt på besøg hos sin oldemor. Afsted i løb og med mig i hælene.