Vores hus ligger i…

Billede herfra.

… Hornbæk. Og nu er der efterhånden kun 4 måneder til, vi flytter.

I var en del, der allerede havde gættet det. For det er jo mit alleryndlingssted og mit helle, noget jeg ofte har skrevet om. Og tænk, engang så at være så heldig, at skulle bo der. Sådan rigtigt. Og ikke ‘bare’ være sommergæst, som jeg ellers har været hele mit liv.

Min mormor og morfar købte sommerhus i Hornbæk en gang i 1950’erne. Og siden da har min familie mere eller mindre boet der hver eneste sommer og lidt til. Mine forældre er der efterhånden fra april til oktober. Så jeg kender stedet rigtigt godt, omend kun som ‘turist’. Men nu går Nikolaj og jeg altså planken ud og skal bo der hele året.

Og det føles både lidt vildt og ret så spændende for undertegnede bybarn. For selvom det vrimler med folk i Hornbæk om sommeren, så er det også en (i min optik) lillebitte by med omtrent 5.000 fastboende indbyggere. Noget jeg virkelig ser frem til, men også har svært ved sådan ægte at forestille mig, hvordan er. At skulle være en del af et lille lokalsamfund. Jeg tænker, man skal prøve det og det gør vi så nu. Men jeg tror det passer godt til os.

Jeg glæder mig sådan til at skulle bo 5 minutter fra en af de smukkeste strande, jeg kender. Til at være tæt på hav og surf. Og så drømmer jeg også lidt om at begynde at ride igen, nu hvor vi også kommer tættere på den mulighed. Jeg tror også jeg glæder mig lidt til roen om vinteren. Noget jeg har hørt fra andre, der bor i sommerbyer, kan være ganske magisk.

Vi skal bo i selve Hornbæk, så det er ikke som sådan ‘på landet’, men vi kiggede også lidt i de omkringliggende landsbyer og jeg må indrømme, at jeg var meget draget af at have marker og skov som nærmeste nabo. Men så dukkede vores hus op og det lå lige i et smørhul mellem vuggestue, skole, bager (vigtigt!) og havet og således i gåafstand til alt. Og det vandt altså over landidyl. Selvom det nu altså stadig føles meget landligt og eksotisk, når man er fra stenbroen.

I skrivende stund er jeg ved at indæmme feltet af fliser, klinker, armaturer, badekar og andet til vores badeværelse og gulvet i entréen, som er det eneste vi decideret laver om fra start. Ellers er det blot væggene, der skal males. Der er intet andet, der trænger, huset er meget velholdt. På sigt vil vi gerne skifte køkkenet også, måske bare fronter og greb hvis indmaden stadig holder, men det tager vi hen ad vejen. Og måske udbygge indgangspartiet eller lave en lille veranda om muligt. Men vil gerne lige bo der lidt, gå det hele lidt til og finde ud af, hvad der er den bedste og mest bæredygtige løsning på sigt.

Og så er jeg på jagt efter et stort vitrineskab til vores køkken. Allerhelst et gammelt et med masser af år på bagen og en skramme eller to tager jeg også gerne med. Sådan et à la det på billedet øverst. Men det og meget mere skal jeg nok komme tilbage til i et indlæg om indretningstanker snarest.

Er I mon nogle, der har prøvet at flytte fra en stor til en lille by? Eller som overvejer det?

Jeg håber, I får en virkelig dejlig weekend ♥

Ps. Jeg glæder mig også til at skulle bo i samme by som hende her (igen). Fun fact: Hun er ikke bare en af mine yndlingsskribenter på internettet, med den herligste, kringlede hjerne. Vi har gået i hinandens parallelklasse i 4., 5. og 6. Og har således kendt hinanden i godt og vel 26 år.

(Visited 22.524 times, 10 visits today)

Skriv en kommentar

36 Kommentarer

  1. Hornbæk er så dejlig en by, hvor jeg også har mange gode minder. Er selv vokset op i Ålsgårde som er 6 km derfra ?
    Men min kæreste og jeg overvejer også at flytte ud af byen (Frb) og evt til Næstved.. En ok stor by og billige huse. Men er lidt svært at tage springet synes jeg, og sige farvel til det trygge ☺️

    1. Vi overvejer også Næstved eller den vej. Skriver egentlig mest fordi mine Københavner-venner ikke er særlig begejstrede når jeg nævner ideen. Men jeg synes faktisk virkelig byen og området kan noget ;)

      1. Jeg kan kun anbefale at flytte til Næstved. Jeg er opvokset lige i nærheden og da jeg blev større, flyttede vi ind i selve Næstved og det er den bedste og hyggeligste by! Hvis jeg ikke havde fundet en københavner boede jeg der nu og tættere på mine forældre, som stadig bor i Næstved.

        1. Tak for anbefalingen – det betyder faktisk noget, når man ikke kender nogen personligt, som kan anbefale det :)

          1. Velbekomme. Glad for du kan bruge det :)
            Det er en by; hvor der både er noget for voksne, børn, teenager og unge mennesker.
            Så det er en by, man kan bo i, i mange år, da den har tilbud til hele familien.

      2. Ja priser og markedet er jo helt crazy. Og vi vil gerne flytte til en lidt større by med butikker mv, så her var Roskilde, Køge og Næstved på tale. Men, man får bare langt mest for pengene i Næstved :-) Jeg synes også det er langt væk hehe, men om 2 år tager det 45 min med hurtigtoget. Det gør det også fra Køge… Nu må vi se :-)

  2. Åh hvor fantastisk!
    Meget snart velkommen til Hornbæk ??
    Jeg flyttede med min mand og to piger fra Vanløse til Hornbæk 1/11-19.
    Kæmpe skift. Vi bor også midt i byen og ca. 300 m fra vandet. Det er nok en af de bedste beslutninger nogensinde at flytte hertil. Begge mine piger (nu 10 og 14 år) elsker at bo her og vi har ikke fortrudt vores beslutning en eneste gang.
    Hornbæk er fantastisk og især har det overrasket mig, hvor vidunderligt her er ‘uden for sæsonen’. Roen og lyset findes ikke bedre andre steder, hvis du spørger mig ?
    Jeg kan sagtens savne København og at have alt indenfor meget kort afstand. Men så planlægger jeg og vi bare at tage ind til byen, og det fede er, at det så nærmest føles dobbelt så godt at komme hjem til Hornbæk igen.
    Held og lykke med flytningen ? ?

  3. Velkommen til nordkysten :D Flyttede til Gilleleje i 2019 – og har ikke fortrudt et sekund.
    Elsker byen, og kan da savne den – men så ligger den heller ikke længere væk. Og byen kan ikke give mig den ro i sindet, som det gør her.

    Held og lykke med det nye eventyr :)

  4. Åh ja. Jeg har især i coronadagene fået øjnene op for, at jeg vil lidt væk. Jeg arbejder i Holte, og den natur deroppe er så skøn. Min veninde flyttede i hus i Helsingør, og det kan jeg desværre ikke overtale kæresten til. Men jeg er noget andet der trækker i mig, som kalder mig lidt ud af byen end for feks 5 år siden.

  5. Åhr tillykke! Det er sådan et dejligt sted, den strand altså <3 Jeg er en kende misundelig må jeg indrømme, er af forskellige årsager lidt bundet til byen de næste år, men drømmer om at det en dag vil kunne lade sig gøre! Tror det bliver så dejligt for jer som familie selvom jeg også godt kan forstå det må være lidt mærkeligt at flytte fra byen. Glæder mig til at følge med i husprojekt, indretning osv :-)

  6. Jeg er fra landet men er flyttet til København med min kæreste hvor vi allerede har boet i et år og nok skal bo de næste mange år mens vi studerer osv. men vi ved st vi med stor sandsynlighed nok flytter til landet igen, selvom vi er vilde med Valby og vores liv her, så trækker land, vand og marker altså bare lidt ?

  7. Vi er flyttet fra Aalborg og tilbage til min lille barndomsby, og det er sådan lidt en blandet fornøjelse. Ville jeg gøre det igen? Kæmpe ja! Men jeg savner omgangskreds og nærhed til butikker, caféer og deslige. Vi forsøger at regne i tid fremfor km, så når det fx tog 20min at cykle et eller andet sted hen i storbyen, må vi sammenligne med, hvor vi kan komme hen for 20min i bil herfra. Det gør det lidt nemmere at bære ?
    Til gengæld oplever jeg byen nu – selvom den har ting jeg savner – som en larmende, asfalteret kaosmyreture. Kan vitterligt mærke i mit hovede, når jeg er inde i byen, at det har der bedre herude i roen. Så på den måde er det nok et meget godt byt: Fastboende i ro og mag og hyppig gæst i storbyen ?

  8. Det lyder så dejligt! Og hvis I har det bare nogenlunde som min kæreste og jeg, kommer I ikke til at fortryde det!
    Vi flyttede fra Aarhus’ latinerkvarter til en landejendom længere ude, end hvor kragerne vender i Thy. Men vi elsker det. Bevares, nogle ting er da mere besværlige end i byen, og pizzaerne er bare ikke det samme, men det meste er faktisk nemmere herude.. Når bytrangen så melder sig, er planen (når tingene åbner igen) at vi besøger byen i en weekend i ny og næ og får tanken fuld af restaurantbesøg og god kaffe. Indtil da nyder vi plads og natur ☺️

  9. Flyttede fra København til Gyrstinge mellem Ringsted og Sorø for 18 år siden. Nedlagt landsted, havde elsket at se dig på et landsted ?

  10. Jeg er vokset op i Ebeltoft, som netop har vildt mange turister om sommeren, men så er der stille om vinteren, og det er hyggeligt☺️glæd dig!

  11. Hvor er det spændende! Kommer Nikolaj til at pendle? I må glæde jer helt enormt. Vi flyttede ud i marts i en lille by med 1500 indbyggere. Jeg elsker det. Roen, naturen, den åbne himmel, nabosnak og lukkede stisystemer. Det eneste jeg mangler er en god cafe/bager. Jeg er såååå glad for, jeg har en espressomaskine og har lært at bage et godt surdejsbrød for det finder man ikke i nærheden af os ?

  12. Hvor dejligt. Jeg har kun været i Hornbæk et par enkelte gange som barn, men jeg husker det som dejligt.
    I mit hoved har det lidt Fanø vibes (som er lidt mit drømmested, hvis jeg skulle flytte igen).
    Og så er jeg helt vild med, at I lige vil “gå huset til”. Jeg synes, det er sådan en klog tilgang – fremfor at vælte alt omkuld, første dag man får nøglerne. Glæder mig til at følge med ☺️

  13. Vi flyttede fra Kongens Lyngby til Nyråd, 3 km udenfor Vordingborg. Tror der er 3500-4000 indbyggere og det føles bare rigtig dejligt. Her bor vi tæt på det der betyder noget i hverdagen, for os, bedsteforældre, skov og vand til vores daglige gåture med vores hund, og med vires egen have!!
    Vi fortryder det ikke er sekund. Men det var et helt andet liv vi havde i Lyngby. Vi boede lige op af hovedgaden og gik til alt. Nu skal vi køre for at handle dagligvarer og generelt er handle mulighederne ret begrænsede ift hvad vi kom fra og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har fået en købe-kaffe. Men det betyder bare at vi har sparet en del penge på cafébesøg og den slags, og det er også okay.

  14. Tillykke med det hele!! Glæder mig til at følge med!
    Vi flyttede fra Amager til Jyllinge i 2018, og det var en fantastisk beslutning. Ja, det er lidt bøvlet uden en s togs station, og man finder ikke en lækker latte eller durum på ethvert gadehjørne, men nu vi har fået vores datter og kan se hende trisse rundt i haven, og det med at bo 5 minutter fra fjorden – det slår bare alt det andet!
    Ganske vidt bor der 11000 mennesker i Jyllinge, så det er ikke helt så småt som Hornbæk, men jeg tror de fleste af vores venner synes vi er flyttet helt på landet ;)

  15. Ej, hvor spændende! Jeg glæder mig til at følge jeres rejse! Vi har lige (ja, lige for 10 min siden!!!) underskrevet købsaftale på et hus i en mindre by lige syd for Silkeborg. Min kæreste er fra Silkeborg, jeg er fra en by af tilsvarende størrelse, men vi har begge boet i Aarhus hele vores voksenliv. Så det føles meget stort og lidt angstprovokerende at rykke fra en lille to-værelses tæt på alt det vi elsker, og så til et lokalsamfund uden en bager lige rundt om hjørnet ? men vi har valgt det pga. naturen, sø og skov lige nede for enden af vejen, og fordi vi bare har den bedste fornemmelse af det lille lokalsamfund. Og så må vi jo bare selv bage vores brød eller køre de 6 km hen til bageren ??‍♀️ Jeg tror, det bliver så godt! ?

  16. Stort tillykke med springet til Hornbæk! Vi sprang selv til Gilleleje i sommers – for at få netop det I også drømmer om; hus, have, vand 5 min væk, familie tæt på og lille by med alt det nødvendige og masser af charme. Vi er så glade for det! Men savner stadig byen, puslen, mulighederne – det er jo både til- og fravalg og vi synes klart vi har valgt det rigtige til. Glæder mig til at følge jeres “provinsliv” ☺️

  17. Jeg er flyttet fra København til Haderslev for 1,5 år siden og jeg elsker det. Og jeg begyndte at ride igen – virkeligt en af fordelene med den mulighed ?

  18. Jeg flyttet fra “landet”, hvor jeg er vokst opp på gård med hunder, hester og høner ++, til Oslo. Etter fem år flyttet jeg ut av landet til en mindre by, men får stadig følelsen av å bo litt på landet sammenlignet med Oslo. Her har vi egen hage og natur rett i nærheten, men samtidig gåavstand til tog, byliv og bakeren ;) Jeg vet faktisk ikke hvor jeg trives best, men kan se for meg at den dagen jeg får barn drømmer jeg tilbake til gårdslivet og alt det har å by på.

  19. Velkommen til Hornbæk. Jeg boede der 3½ år da jeg var yngre, på den anden side af stationen i forhold til havet, og husker det som et sted hvor jeg tænker, du nemt kan trives, selv hvis der er lidt længere mellem fastelavnsbollerne og deslige. Glæder mig til at følge med på sidelinjen.

  20. Jeg elsker København og kan slet ikke forestille mig at flytte herfra. Men jeg har heller ikke børn, og kender ikke til de andre behov man får, når man får børn. :)

  21. Bedste tip til at flytte til mindre byer at have Stine Pilgaards meter i sekundet med i flyttekassen. Og nok er Hornbæk ikke Vestjylland men den beskriver så fint og sjovt hvordan det er at være ny et sted og ikke kende rutinerne

    1. Sjovt. Den er jeg i gang med at læse. Jeg får faktisk lidt lyst til at flytte til lille by. På landet. Og så i noget så eksotisk som Jylland.

  22. Hornbæk er efterhånden blevet min drømme-by (når nu økonomien ikke lige rækker til et stort hus i nærheden af vand OG inden for 30 min f KBH) – Hornbæk lader til at have et vidunderligt by-miljø, naboskaber og vidunderlige strande – hvor er jeg misundelig (men under dig det selvfølgelig 100!) <3

    1. Ja, det er en hel del af samme punkter, der gjorde det til en oplagt løsning for os. Og så synes jeg egentlig også det er rart lige at komme lidt længere væk, hvis det giver mening. Taaaak <3

  23. Bor i hus i Brønshøj, og det er jo dejligt. Men savner og længes ved gud efter skov og strand. Andet end mosen.

  24. Årh hvor lækkert. Vi har også kigget et godt stykke tid nord på. Vi overvejede også Hornbæk, men grundet arbejde blev køretiden lidt for lang i hverdagene. Derfor besluttede vi at kigge nær Fredensborg.
    Vi besluttede os også først for at kigge seriøst her i starten af 2021. Og måske det kunne tage flere år. Men i december var der kommet et hus til salg. Et ældre et af slagsen. Men med så mange muligheder – og på landet. Min kæreste ville rigtig gerne et renoveringsprojekt, jeg ville dog gerne et nyt.
    Men det her – det er lidt billigere og vi vil derfor have råd til den renovering som skal til. Så jeg kommer til at få alt nyt indendørs. Og min reste får sin drøm om Renovering.
    Vi flytter også fra København. Til en mindre by nær Fredensborg – det er så underligt at forholde sig til, og jeg nyder også den sidste tid som københavner indne rejsen på livet fortsætter er andet sted.
    Held og lykke med det hele til Jer ❤️

  25. Tillykke med den snarlige flytning. Vi er en familie på fem der er flyttet til Hornbæk fra Frederiksberg for et halvt år siden. Vi har også en dreng i vuggestue, sig til hvis du vil høre om en fantastisk vuggestue vi har heroppe.
    Vh Mia

      1. Hornbæk private børnehus, som ligger i et hus lige ved siden af vandtårnet.
        Den har eksisteret i ét år og oprettet af lokale Hornbækforældre, der er kun tre stuer og de er aldersopdelte, hvilket jeg synes er et stort plus. De voksne er engagerede, fantastiske, kreative, glade og virkelig omsorgsfulde. Der er så meget tanke omkring deres arbejde med børnene, alle pengene værd.
        Den er eftertragtet så ring eller skriv og læg et god ord ind for din søn hvis i ønsker den:-)
        Vh Mia