Date Night

Altså der var jo engang, hvor Nikolaj og jeg havde date night HVER onsdag. Det var bare sådan en fast og ubrydelig aftale. Sat i sten. Nogle gange lavede vi noget skægt og eventyr-agtigt, af og til var det ‘bare’ dinner & a movie. Det kunne også være hjemmedates med sushi og et brætspil, men vi lavede altså noget grineren sammen hver onsdag aften.

Vi lavede selvfølgelig også grineren ting sammen ellers, men onsdag var øremærket os.

At få en baby, sidenhen lockdown 1 & 2 og at flytte har ikke været så gode ved vores date night-tradition, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Især ikke flytning og istandsættelse. Det er faktisk lykkedes os, at holde nogenlunde liv i den de seneste år (med mange hjemmedates, bevares), men de sidste tre måneder er den stendød. Altså med mindre maler-dates er en ting…

Og meget symptomatisk gik jeg da også tidligt i seng med galopperende hovedpine i går. Og det var først her til morgen, at det gik op for mig, at endnu en potentiel date night var gået lige i glemmebogen. Så NU må vi få vendt det og jeg har tilladt mig, at gå min egen gode liste med Idéer til date night her i bedene. Der er også denne her med 10 idéer til date night derhjemme, skulle I også savne inspiration.

I skal være mere end velkomne til at hoppe med på vognen, hvis I også har en partner, I er pjattede med, men samtidig godt kunne bruge liiiidt mere hverdagsromantik og dedikeret tosomhed ♥

Dater I? Og er det nye, potentielle partnere eller ham/hende I allerede har?

 

(Visited 3.482 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Hej Emily.
    Nej det er vi ikke så gode til, men måske vi skulle komme i gang igen ✨
    Da vores børn var små, kunne vi ikke altid overskue at få dem passet om aftenen, for at gå på date. Så vi tog ofte på frokost dates, imens at de var i institution. Det var så hyggeligt og nemt og det føltes meget forfriskende på en ellers til tider grå hverdag ✨
    Vh. Ann-Louise

    1. Dét kan jeg så godt forstå. Det med pasningen. Sådan har jeg det også. Mega god idé med frokostdates, tak for den. Vi har praktiseret morgenmadsdates, lidt i samme stil. Pøj pøj med dateriet og rigtig god weekend <3

  2. Dater, sådan helt ny potentiel partner – dér hvor det er vidunderligt, men også stadig lidt “ængsteligt”. I alle tilfælde, tak for tips til hyggelige (dating)aktiviteter :)

    1. Det var bestemt så lidt. Åh ja, det er så vild og fantastisk en periode, men ja, også forbundet med så mange nervøse sommerfugle i maven. Håber, han/hun er den rigtige og at sommerfuglene langsomt falder til ro <3

  3. Vi har lige fået barn nr.2 og der er ingen dates i sigte så langt øjet rækker.
    Vi havde til gengæld den bedste date lige inden min termin, den vil vi leve højt på længe.
    Tænker vi kan begynde at have hjemme dates om et halvt års tid😅

    1. Haha… kan godt huske, hvor umuligt det var med en lille baby bare at spise samtidig, selvom man var i samme rum, så kan levende forestille mig, at det er en by i Rusland, når man også har et barn i forvejen. I er seje! Og dejligt med en god date inden fødslen. Ønsker jer de bedste dates, når det kan lade sig gøre igen <3

  4. Hej Emily

    Jeg har flere gange tænkt på at skrive dette til dig, og nu giver du mig den oplagte mulighed! Den første torsdag i juni 2019 startede min kæreste og jeg en traditionen “Torsdagsdates”, som er stærkt inspireret af jeres onsdagsdates. Siden da har vi hver den første torsdag i måneden skiftes til at arrangere en torsdagsdate – uden undtagelser! Og det er GENIALT ❤️ Vi får prioriteret hverdagskærlighed, grint og oplevet sammen, og vi nyder det begge to. Svigermor har endda lovet, at når der en dag forhåbentlig kommer børn, så skal hun nok hjælpe med at passe barn/børn disse torsdage, så vi kan vedligeholde traditionen.

    Så TAK!

  5. Vi går på date en gang om måneden – helt overskueligt men præcis lige så hyggeligt. Så skiftes vi til at planlægge, så det er en overraskelse for den anden <3 det er efterhånden blevet til rigtig mange fine, sjove, særlige minder.