
Lavede de her lister i ny og næ for en rum år tilbage, og fik sådan lyst til at genoptage i dag. Både fordi jeg følte mig lidt overvældet af min egen mentale ‘ned-liste’, og så er det altid rart at minde sig selv om alle plusserne. Men også fordi jeg er så sløj (jvf. ned-listen), at jeg ikke har kræfter til at stykke det Små ting-indlæg sammen, som jeg ellers havde tiltænkt denne mandag.
HAPPINESS IS HOMEMADE… sådan da…
Selvom man er en jahat og prøver at tage det meste muntert, så betyder det jo ikke, at alting altid er fuldstændig fjong. Ugens op- og nedture.
Ned:
Hoste fra helvede. I kombination med graviditet. Må få sådan ca. nul og niks til at lindre (ville gerne bede om den der helt onde hostesaft, som nærmest giver hallucinationer) og er ved at hoste lungerne op 60 gange om dagen. Varm te og uskadelige halspastiller på repeat, men gør ikke noget sådan rigtigt effektivt for problemet.
Sygt barn. På brækmåden. Bræk i mit hår, bræk i vores nye seng, bræk alle vegne.
Syg mand. På brækmåden. Han holder sig dog inden for stregerne. Måske det rent faktisk skulle på op-listen…
Oversvømmelse i både vasketøjskurven og indbakken.
Når lækker pakke med chokolade bliver stillet direkte på gulvet i entréen. Vi har gulvvarme…
Op:
Pære-banan yoghurt
Når lille yndlingsperson krammer eller kysser en.
Efterårslys og skovens farver lige nu.
Bedstemødre der giver en hjælpende hånd.
Gode samarbejdspartnere.
Støvsugning. Får mig altid i bedre humør. Måske jeg er mærkelig, men alle har deres ‘ting’ ikke?
At modtage en mandagspakke fra en sød ven indeholdende en smuk sweater OG et genialt dinosaur-kostume (Kurt bliver så henrykt).
En baby der sparker lystigt min mave ♥
Kan I relatere?