pics Sandrew Metronome
For lidt over en uge siden var jeg inde at se Sex and the City 2 i Empire Bio til et virkelig fint Friis & Co. arrangement, men tænkte at jeg ville vente med at skrive om filmen til lidt flere af jer også havde set den.
Jeg har det lidt dårligt med det her, det føles som om jeg skal til at bagtale en god veninde, men for at sige det rent ud synes jeg filmen var pinlig.
Den var nærmest en karikatur over hele SATC universet: Med en Samantha der var mere frivol end nogensinde og en Carrie der igen og igen lagde hånden på brystet og smilede et efterhånden træt Carrie-smil, mens hun atter engang blev sur over (selvskabte) Mr. Big-småproblemer.
Tøjet var også så opskruet og overgjort at det virkede helt underligt (billederne ovenfor er de mere stille og rolige outfits). Hvor man i den første film, nærmest var klar til at hoppe i hver evig eneste outfit, var der længere mellem snapsene i toeren. Væk var den finurlige New Yorker-stil og i stedet var der smykker og rober, der ledte tankerne hen på et stygt miks af The real housewifes of Orange County og nouveau riche russere – eller Abu Dhabi fruer.
Og apropos den arabiske emirat, hvad var så lige idéen med det? Halvdelen af SATC (hence the name) er vel at det foregår i NY? Bevares da de sidste afsnit af serien blev skudt i Paris virkede det helt fint og rigtigt og hang ikke desto mindre sammen med handlingen og forstærkede hele dramaet omkring at Mr. Big kom og hentede Carrie hjem til der hvor hun hører til: New York.
Her virkede det snarere som om man manglede en handling og lod hele filmen dreje om at vores fire veninder skulle ud at rejse.
Men de er jo trods alt vores fire veninder, sådan føles det jo efterhånden, så derfor havde jeg det egentlig også hyggeligt (om end jeg krummede tæer mangen en gang), det er jo på en måde rart at se dem igen. Især gjorde Kristin Davis og Cynthia Nixon det rigtig godt og de er nok også indehavere af den eneste rigtig sjove scene; de drikker sig fulde og skælder ud på livet og Kristin Davis er uimodståelig som en noget bedugget Charlotte.
Men min yndlingskarakter Carrie var væk. Det virkede som om Sarah Jessica Parker havde mistet gnisten, hun så nærmest træt ud og smilene var snarere Barbara Streisand (og intet ondt om Barbara, men sådan skal Carrie jo ikke være) på de senere dage end ms. Bradshaw.
Da de lavede den første film, var jeg så bange for at den formidable (og den var intet mindre) slutning på serien, ville blive ødelagt. Mine bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, etteren var rigtig god og opretholdt seriens integritet til fulde. Det kan man så desværre ikke sige om toeren…
Men hvad siger I? Er jeg for grov eller skulle toeren aldrig have været lavet? Vil vi hellere have dårlig (hvis I da synes den var det) SATC end ingen? Og skal man stoppe mens legen er god eller blive ved?
(Visited 435 times, 2 visits today)



