Opskrift: Knas til koldskål

Jeg elsker koldskål. Ikke helt så meget som croissanter, men tæt på. Og er der jordbær og kammerjunkere på toppen, så bliver kærligheden til koldskålen endda lidt mere intens. Men hey, selvom kammerjunkere er læks, så er de jo ret beset småkager og hører på flere måder ikke ind under, hvad jeg synes jeg skal spise (håndfulde af) dagligt.

Omvendt savnede jeg noget crunchy, når jeg bare spiste koldskål med jordbær, så i weekenden lavede jeg noget at komme på, der giver lidt knas.

Det er ret beset ‘bare’ en granola, så den kan også bruges ovenpå yoghurt, smoothies osv., men den smager dejligt at vanille og appelsin og komplementerer koldskålen uden at overdøve den.

Crunch til koldskål/Appelsin-vanille-granola

3 dl grovvalsede havregryn
3 dl boghvedekerner
1 dl græskarkerner
1 dl cashewnødder, usaltede
1/2 dl kokosolie
1/2 dl ahornsirup eller agavesirup
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk vanillepulver
reven skal af 1 øko-appelsin

  • Tænd ovnen på 180 grader og beklæd en bageplade med bagepapir.
  • Bland gryn, kerner, nødder og krydderier i en stor skål.
  • Hæld kokosolie (smelt den inden, hvis den ikke er flydende) og sirup over og rør grundigt rundt.
  • Riv appelsinskallen over og bland grundigt igen.
  • Bred det hele ud på bagepladen/bagepapiret i et jævnt lag.
  • Bag knaset i den forvarmede ovn i ca. 15-20 minutter. Hold øje med det hen mod slutningen. Det skal blive gyldent, men ikke for mørkt.
  • Tag det ud og lad det køle af på pladen og ovenpå en rist.
  • Når knaset er kølet helt af kommes det på et lufttæt glas/beholder.
  • Nyd på koldskål, yoghurt, skyr, smoothies eller en håndfuld som en lille snack :)

TIP: Prøv at bruge citronskal i stedet for appelsin.

(Visited 6.694 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

5 Kommentarer

  1. Hvilken koldskål spiser du? En købt eller en hjemmelavet? Tænker bare, at i den købte er der jo også masser af tilsat sukker :)

    1. Det er forskelligt. Hvis jeg køber er det som regel den fra Thise eller den fra Cheasy. Og er slet ikke bekymret over lidt sukker, men alt med måde ;)
      Laver jeg den selv, søder jeg som regel med stevia.
      Klem Emily

  2. Har aldrig selv peøvet at lave min egen knas,men det kan være jeg skulle prøve :)