Åh fine, nøjagtige, elegante og alligevel helt usnobbede hverdagsbeskrivelse. Sørgelig men også morsom. Det her var en helt mageløs lille bog. Svært frustrerende at komme i gang med, men når først den særegne nutidsform, var inde under huden, så gik det glat.
Jeg læste bogen to gange lige i træk og da jeg læste den anden gang, lagde jeg slet ikke mærke til dér, hvor tiderne skurrede og alting gav fin mening. Skægt og fascinerende, at det ikke tager mere end 51 korte kapitler fordelt på 150 sider, at lære et ‘nyt sprog’. Sproget er Helle Helles eget og det er så præcist og raffineret alt imens det beskriver det mest hverdagslige, at jeg næsten får gåsehud.
Det var i øvrigt en dejlig bog at læse igen og jo også til at have med at gøre, når nu den var så kort. Først i anden ombæring gik det ordentligt op for mig, at fortællingen nærmest går i ring og at den starter (med blomkålshovedet) hvor den slutter. Det var der noget sært betryggende over, når nu det ellers er en fortælling, hvor sorg og tab hele tiden stikker hovedet frem mellem linjerne og alle de hverdagslige, men hyggelige og tilmed skægge, beskrivelser.
For der bliver grint ret meget i lune, lille de. På trods af at moren tilsyneladende er rigtigt alvorligt syg og at datteren bakser med at holde styr på hjem, rod (og opskrifter) og skiftende kærester, som hun har svært ved at finde rytmen med, alt imens hun begynder i gymnasiet og er almindeligt ungdomsforvirret og ualmindeligt vægelsindet.
Jeg synes det er så fascinerende, hvordan en forfatter ved at lege med tiderne, som Helle Helle gør her, kan skabe et eget sprog. Hele den lille bog virker så nonchalant og alligevel tankefuld og jeg holdt virkelig af at gruble med den og datteren i alt fra at passe ind til et væld af betydningsladede madbeskrivelser og -overvejelser. Var jeg den eneste, der på sidstnævnte konto blev sulten på 80’er-måden?
Nedenfor er der et par spørgsmål til jer som oplæg til diskussionen, men jeg glæder mig sådan til at høre om jeres læseoplevelser i almindelighed og alle kommentarer I ellers måtte have til de.
Hvad syntes I om nutidsformen, der gik igen kontinuerligt (også når den slet ikke skulle være der) undtagen i replikkerne? Var det bøvlet eller underligt? Eller forfriskende og fængende?
Der var for mig noget herligt over den konsekvente nutid, der udsætter døden på samme måde som fortællingen, der på sin vis går i ring. Hvilket gør, at det triste er til at bære. Det og alle de pudsige anekdoter, man ikke kan lade være at klukle ad.
Og hvad med den navnløse mor og ditto datter? Var det forvirrende, at man ikke altid helt vidste om det var den ene eller anden, der blev refereret til? Eller gjorde det netop at de fremstod som en enhed? Som ‘de’?
Var det en sørgelig roman for jer?
Selv synes jeg nok mest af alt, at den var trist, men på en hyggelig måde, hvis det giver mening?
Kunne I lide hvordan poesien blev malet frem i og gennem både talesproget og al maden?
Jeg kunne især godt lide “niks, biks!”, “hip som hap” og “hals og hoved” og så var jeg helt vild med rouladehistorien på side 91. “Rouladen er lun. Sukkeret knaser”. Ahhhh og mmmmm….
Har I lyst til mere Helle Helle? Det har jeg virkelig. Jeg har både Rødby-Puttgarden og Ned til hundene på samvittigheden, men jeg har sprunget de to seneste bøger over: Dette burde skrives i nutid og Hvis det er. Det er vist en fejl og dem vil jeg se at få læst fluks, når jeg er færdig med juli måneds bog i læseklubben. Men det skal jeg nok blive i en ruf, for den er så spændende!
Og så må jeg afslutningsvis krybe til korset angående Rupi Kaurs Mælk og Honning, som jeg lidt overilet fik lovet også at kommentere på, da jeg slog junis læseklub op. Jeg har altså ikke fået læst den. Endnu. Men den er i min sommerlæsestak og jeg glæder mig til at læse den.
Sommerlæsestakken deler jeg i øvrigt i morgen.