Guide: Weekend i Helsingborg

I samarbejde med Visit Sweden.

I weekenden var Nikolaj og jeg i Helsingborg på den dejligste, lille weekendtur. Eller babymoon om man vil. Uanset om anledningen er en kærestetur (inden eller efter baby) eller om man skal afsted med sin mor eller veninde, så kan jeg virkelig anbefale et smut over Øresund. Helsingborg overraskede nemlig i dén grad positivt. Jeg har været der indtil flere gange før, men som regel blot for et kort stop eller på gennemrejse og det var fedt rigtigt at opleve nogle af de mange hyggelige steder, byen har at byde på.

Der er både glimrende shopping, gode spiseoplevelser og tilmed mulighed for lidt til kulturbenet også, så vi følte vitterligt vi var ude at rejse (hvilket vi jo på sin vis også var), men uden at bruge en halv weekend på langvarig eller bikset transport.

Transport

Vi var i bil og tog færgen over fra Helsingør (den sejler fire gange i timen) og Øresundsbroen retur, da vi gjorde et stop lidt syd for Helsingborg på vejen hjem og dermed var tættere på broen end færgen. Fra København tager det nogenlunde lige lang tid at komme til Helsingborg uanset om man tager det ene eller andet. Er man uden bil, så kan man tage Kystbanen til Helsingør og derefter færgen. Afstandende i Helsingborg er små, så man kan snildt blot være til fods.

Der er et par enkelte steder, af dem jeg nævner nedenfor, der ligger lidt udenfor Helsingborg, så hvis man vil ud til dem, så er det en fordel at være i bil. Dog kan man leje cykler (eller have sin egen med) og cykle til Råå. Ellers er jeg også stensikker på, at der er muligheder med offentlig transport.

 

Clarion Grand Hotel Helsingborg

Vi boede på Clarion Grand og alt fra værelse over seng (går usædvanligt meget op i sengens kvalitet og hårdhed, haha) til morgenmaden spillede. Sidstnævnte var af den overdådige svenske slags, hvor der ingenting mangler. Og selvfølgelig med lav-selv-vaffelbar. Nå, ja og så har de også en genial elevator med lænestole i for de dovne.

Læs mere her: Clarion Grand Helsingborg

Råå

Lidt udenfor Helsingborg ligger landsbyen Råå, der bl.a. har en hyggelige lille havn med fiskerleje foruden snesevis af pittoreske huse. Dejligt sted at gå en lille tur og så ligger der også den nysseligste lille butik, Studio Stilista (billede nedenfor), der har et velkurateret udvalg af tøj, sko og tilbehør, der på fineste vis komplimenterer hinanden.

Læs mere: Studio Stilista

Studio Stilista i Råå.

Holy Greens

Dejligt frokoststed eller hvis man skal have en hurtig, frisk og lækker to-go salat med til turen. Jeg fik en salat med masser af grønt, varmrøget laks, avocado, fermenteret gulerod og kerner og Nikolaj fik en asiatisk inspireret med nudler, oksekød, peanuts m.m.

Læs mere: Holy Greens

 

Shopping i Helsingborg

Her var så mange fine butikker (foruden kæderne, de er der også allesammen – Lindex, Gina Tricot, H&M osv.) og vi fandt både den fineste butik med brugt børnetøj og en nyåbnet interiørforretning i en gammel lejlighed. Blandt andet…

Er man der lørdag skal man være opmærksom på, at mange butikker lukker kl. 16 og enkelte kl. 15.

Familjen AB
Sådan en pæn, hyggelig og ordentlig forretning med brugt baby- og børnetøj til helt fine priser. Vi gav 45 svenske kroner pr. del for babytøj og meget af det var nærmest nyt. Jeg kan af og til godt miste pusten lidt i genbrugsforretninger, men her var så velorganiseret, at det føltes fuldstændig som at handle i en butik med nye ting.

Se mere: Familjen AB

The Gallery
Lige ved siden af Familjen AB ligger The Gallery, der udover de sødeste ekspedienter, har mange svenske mærker som Totême og Acne foruden masser af andet flot og lækkert. Jeg var vildt lun på en Totême-badedragt, men blev enig med mig selv om, at det nok var smartest at vente til efter fødslen og når jeg ved ca. hvad størrelse, jeg så er. Så ‘nøjedes’ med et tørklæde, jeg har ønsket mig længe.

Se mere: The Gallery

Ballroom Blitz
Nyåbnet interiørbutik i en smuk lejlighed lidt nede ad gaden fra de to ovennævnte butikker. Stilen er lidt boheme og de har alt fra sengetøj til kimonoer, spejle, viskestykker og dufte til hjemmet. Mens vi var der, sad der også en flok kvinder og malede de smukkeste billeder. Lidt som at være hjemme hos nogen, hvor man så kan købe interiøret.

Se mere: Ballroom Blitz

Tip: Generelt er Drottninggatan hvor de tre butikker nævnt ovenfor virkelig hyggelig. Det er også her restauranten, hvor vi spiste aftensmad ligger, ligesom der også er en god bager med gode bullar :)

KappAhl
I et hjørne af kædebutikken KappAhl, der ligger inde i et lille butikscenter i gågaden, Kullagatan, kan man finde det fineste, økologiske tøj til de helt små fra KappAhls eget babymærke, Newbie.

Se mere: Newbie Lovers

Gents Barbershop
Ret fin herrefrisør med mulighed for at få trimmet mustachen og fikset fuldskægget. Min mand er jo til den noget hårløse side, men her er også mange hud-, hår- og skægplejeprodukter til mænd, så den er et besøg værd skæg eller ej.

Læs mere: Gents Barbershop

Matkooperativet
Vil du hellere have en spiselig souvenir med hjem og eventuelt af den økologiske og grønne slags, så smut forbi Matkooperativet i Bruksgatan. De holder også løbende weekend-markeder og workshops.

Læs mere: Matkooperativet

Drottninggatan 35

Her spiste vi aftensmad lørdag og jeg var noget nær i himmelen efter den bedste stenbiderrogn med den fedeste cremefraiche og kartoffelknas efterfulgt af pasta med hummer. Nik fik bl.a. spareribs og fritter (som jeg også lånte lidt af) og var også mere end tilfreds. Der var i øvrigt også virkelig god stemning.

Se mere: Drottninggatan 35

Kan man ikke få bord her eller er man mere i humør til pizza og havkig, så har de en søsterrestaurant, Fria Bad och Bar, direkte på stranden.

Brød og Bruket

Lidt fika må der også til, når man er i Sverige. Dvs. en kaffepause og gerne med lidt (sødt) brød eller kage til. Således købte vi kanel- og kardemommebullar til turen hos Lantz Stenugnsbageri Brød i Drottninggatan og var også indenfor hos Bruket Kaffebar og drikke god kaffe og spise cookies.

 

Dunkers Kulturhus

Her så vi udstillingen The Thin Line med fotografier af Björn Persson, der tager uforlignelige billeder af truede dyrearter især på det afrikanske kontinent. Smuk, rørende og skræmmende. Og meget anbefalelsesværdig. Den har åbent helt frem til 20. oktober 2019.

Læs mere: Dunkers Kulturhus, The Thin Line

Kallis

Vi havde egentlig pakket badetøjet og glædet os til et havdyp fra Helsingborgs smukke badeanstalt, Kallis. Men – indrømmet – så blev det altså mere end køligt og regnede tilmed og så trak en varm kaffe og en cookie på Bruket, nævnte ovenfor, altså mere ;)

Er man mindre skvattet eller mere heldig med vejret, kan et besøg på Kallis varmt anbefales. Var der sidste år og det er sådan en smuk badeanstalt (selvfølgelig med sauna), sommer som vinter.

Se mere: Kallis

Wallåkra Stenkärlsfabrik

Ca. 20 minutters køretur fra Helsingborg.

Fineste, gamle stentøjsfabrik med værksted og butik. Og en virkelig god og velbesøgt reaturant. Her spiste vi frokost søndag og det faldt sammen med mors dag i Sverige, så vi fik en virkelig lækker 3-retters menu inden vi gik på opdagelse i værkstedet og butikken, der bl.a. havde de smukkeste kopper, som jeg måske må tilbage efter.

Der er også mulighed for en dejlig gåtur i de naturskønne omgivelser før eller efter frokosten.

Læs mere: Wallåkra Stenkärlsfabrik

Fineste stentøjskopper.

Tomatens Hus

I samme by som stentøjsfabrikken ligger Tomatens Hus, der har gartneri (hvor vi købte tomatplanter med hjem fra) og en hyggelig butik med MASSER af bland-selv-tomater, brød og delikatesser. På den anden side af vejen ligger en café, Miss Alice, der skulle være et dejligt sted at spise frokost med udsigt over markerne.

Læs mere: Tomatens Hus og Miss Alice.

I umiddelbar nærhed ligger også en interiørbutik, Enkla Ting, der er et besøg værd.

 

(Visited 10.849 times, 10 visits today)

Skriv en kommentar

10 Kommentarer

  1. Dejlig guide! Jeg voksede op i Helsingør og har derfor ofte været et smut i Helsingborg – så fint at gå op på Kärnan og se ud over byen (og over på ens hjemby). Ebbas Fik er også værd at nævne – en 50er diner med overdådige rejemadder, lækre kager og loppis med gamle LPer og 50er ting i bagenden. Desværre har de lukket den Granit, der lå i Drottninggatan, den var ellers også en favorit.

    1. Tusind tak Sascha og ja, ævs med Granit, den elsker jeg også. Tak for gode tips :) Stort knus Emily

  2. Hvor har I dog nået meget, og hvor ser det dejligt ud! En guide lige til at gå efter;) nok bedst med en overnatning, selvom en sviptur fra Helsingør nok også kan noget. Kører normalt bare igennem fra færgen, og det virker jo dumt nu… god weekend?

    1. Tusind tak og i lige måde. Og god tur til Helsingborg næste gang du er der :) Kram E