De farver altså …
Avra, hvor jeg altså hygger mig for tiden. Det har lige taget en uges tid og en slat, men nu er jeg også for alvor i ferie-/barselsmodus. Kender I det? At man lige skal geare ned, før feriestemningen for alvor rodfæster sig?
Jeg læser, drikker kaffe på altanen, nusser rundt og ordner lidt (ok nusser en del rundt, der er stadig max. redebygning på programmet – tænk at man kan rydde så meget op? Og elske det…), har glemt alt om senge- eller stå-op-tider og nyder virkelig ikke rigtigt at have planer. Selvom det også er lidt af en prøvelse. For hvad hvis han kommer i morgen? Altså ham den lille baby, der bor i mig og som vi for nemheds skyld kalder Tarzan her. For nej, det er ikke det, han skal hedde, selvom det kunne være sejt ;)
Men han kan lige så vel komme om tre uger (eller en eller to), så jeg prøver ikke at blive grebet af (den positive) dommedagsstemning og tænke, at vi liiiiige skal nå dét og dét og dét inden han kommer. Og i stedet nyde og omfavne uvisheden. De langsommere dage og de ofte søvnløse nætter. Sidste ikke fordi jeg er bekymret, men fordi jeg skal tisse/har det varmt/nogen sparker mig vågen og holder fest i deres efterhånden meget trange 1-værelses hele natten. Lille skurk.
Når det er sagt, så går jeg også efter at være ja-hat i stor stil. Skal vi tage ud at sejle med venner? Ja! Skal vi på spontandate med bif og middag i stedet for at ordne praktiske ting? Ja! Skal vi spise morgenmad i sengen og se serier en hel regnvejrsformiddag? Ja! Op at besøge mine forældre og sove i sommerhusteltet? Ja! Til 40-års fødselsdag og havefest? Ja!
Altså alt efter dagsformen selvfølgelig, så jeg er blevet god til at lave ret løse aftaler. Og lægge ‘fridage’ ind imellem de større arrangementer. Det fungerer ret godt. For jeg har virkelig også nogle dage, hvor jeg bare helst vil sove lure og lade baby-tågerne overtage min hjerne helt og aldeles. Føler vitterligt, at jeg er blevet 50% dummere. Og jeg glemmer alting og kan ikke sådan rigtigt koncentrere mig. Hvilket går mig endnu gladere for min beslutning omkring barsel. Håber I kan bære over med mit for tiden komplet fraværende intellekt. Det kommer igen. Håber jeg.
Her er gode sager, store som små, der har begejstret og betaget mig, fanget mit øje eller givet mig et smil på læben i løbet af den seneste måneds tid ♥
På strandtur med hende her. Mit lille pelsbarn. Hold nu kæft, hvor jeg elsker den hund. Og jo, man kan godt elske en hund.
Mit foretrukne sted at hænge ud: Vores altan.
Så glad for den fine forside på gravidtillægget til denne måneds nummer af Vores Børn.
Den smukkeste (og største!) bryllupsdagsbuket. Tusind tak Moët & Chandon ♥ // Et flot sæt af Havaianas og Goyard-taske hjemme hos en sej dame, som I kan møde i bloggens venindebog snart.
Pizza hos Pizza Corsa på Bryggen. Den er næsten lige åbnet og jeg spår, at det bliver et farligt, godt og dyrt bekendtskab.
Status på børneværelse. Vi (ok, Nikolaj) er ved at male Juno-sengen med linoliemaling og det er en langsommelig proces, men tror det ender med at blive det hele værd. Er vild med både farven og at man kan male med helt naturlig maling.
Sommeraftener, stokroser og brede smil ♥
Mine hestevenner lige omme i ‘Baghaven’ (Amager Fælled)// Dejligste sommerhusfrokost hos Cathrine og Adam og i bedste selskab med resten af ‘Koneklubben’.
Iskaffe, bladlæsning og sommernegle // Den smukkeste solnedgang på stranden Sankthansaften.
Yndlingshalskæden for tiden. Det er Frankrig og diamanten sidder i Paris, hvor Nikolaj friede for små tre år siden. #cheesy men jeg elsker det!
Emily, du er altså min yndlingsblogger. Og jeg er ikke engang en af dem, der har fulgt dig i flere år. Jeg er faktisk rimelig ny på domænet. Men du virker så sød og helt nede på jorden, og det kan jeg sgu godt lide?
Og så har vi termin næsten samtidig. Jeg har også en lille fyr i maven, der bokser dag og nat, der formentlig kigger ud i starten af august. Så det gør det endnu mere hyggeligt at følge med herinde. Jeg brugte i øvrigt også den første uge af min barsel på at tænke, at jeg helt sikkert havde glemt noget på mit arbejde og på bare at gå lidt rundt om sig selv, så følelsen af lige at skulle falde ned kender jeg virkelig godt.
Hvor er det bare mega pænt skrevet. Sød og nede på jorden, det er den største kompliment jeg kan få. Tak <3 Og hvor er det bare hyggeligt, at vi følges ad. Ønsker dig den bedste barsel mens det stadig bare er dig (det er nu også lidt hyggeligt ikke?) og ikke mindst en god slutspurt, fødsel og alt der kommer bagefter <3 Stort knus E
Du er ikke blevet dummere :-) Tænker bare klassisk ammehjerne som jeg også har oplevet at få før både fødsel og amning :-)
https://videnskab.dk/krop-sundhed/ammehjerne-hvad-sker-der-med-hjernen-naar-vi-bliver-foraeldre
Du er sød, tak <3 Tænker også det er noget forbigående, men jøsses det er slående. Glemmer selv de mest almindelige ord. Klem E
Det er så hyggeligt at læse med! Også i dit barselsmode :-)
Jeg gik også og nussede så meget op til min datter kom. Og synes det er sejt, du går all in på de løse aftaler. Det er nu, man skal gøre det, når Tarzan er kommet kræver det lidt mere planlægning, men man kan, hvis man vil ;-)
Jeg glæder mig til at følge med på den anden side også… Nyd det hele!
Kh Lotte
Ps. Jeg er så misundelig på jeres skønne altan, forsøger at overtale kæresten til at lave noget lignende!
Dét er jeg glad for at høre Lotte <3
Ja, prøver også at operere udfra en teori om, at livet selvfølgelig ikke stopper og at ting er, hvad man gør dem til, men at det også alt andet lige er lidt lettere nu ;)
Tusind tak og dét vil jeg forsøge at gøre efter bedste evne. Kram E
Jeg elsker de her indlæg ❤️?
Tusind tak Kirstine, dét gør mig så glad at høre. Og motiveret til at lave flere ikke mindst <3 Kram og god sommer E