
Her er mit overordnede moodboard for indretningen af huset. Det skal på ingen måde være en 1:1-kopi af noget af det. Men altså nogle af de elementer, jeg drømmer om at implementere. Og som selvfølgelig skal være helt sit eget. Vi skal bruge det vi har, men der er næsten dobbelt så mange kvadratmeter, som vi er vant til, så der er også plads til lidt ‘nyt’.
Gennemtrawler for tiden diverse antikbikse, DBA og deslige og har indtil videre gjort et par fine fund. Især en helt utrolig lampe i muranoglas, glæder jeg mig til, at få op at hænge.
Fransk landidyl møder skandinavisk minimalisme tilsat et lille drys sommerhus og en omgang Californication, tror jeg er min umiddelbare arbejdstitel, haha. Lyse, varme farver, træ og genbrugsfund. Og så med et nik til hav og strandliv, nu hvor vi skal bo så tæt på en af mine yndlingsstrande i hele verden.
Så må vi se, om det kan lykkes at skabe en nogenlunde afrundet helhed, eller om det bliver total stilforvirring. Uanset hvad, så regner jeg ikke med og har heller ingen intentioner om, at ‘blive færdig’ på en måned. Jeg vil så gerne gå det lidt til og i ro og mag hitte ud af hvordan og hvorledes.
