Og så fløj ugerne afsted og nu skal vi bare sove én gang til, og så er vi husejere. Kan næsten ikke begribe det eller rumme alle følelserne.
Men fra i morgen af bor vi i huset ovenfor. Eller det gør vi ikke helt, for der skal lige males, og den slags er trods alt nemmest uden en tumling om benene, så vi bor i sommerhus til en start. Men om ikke andet får vi nøglerne i morgen OG vi rykker teltpælene op og skifter Bryggen ud med Hornbæk for alvor.
På mandag starter Kurt i vuggestue. Så vi går lidt af en vild uge i møde, hvor vi skal jonglere indkøring i institution, arbejde, flytning og med den anden hånd male hus (kun indvendigt heldigvis) og rive badeværelse ned. Og prøve at gøre det så rart og roligt som muligt for vores lille fyr. Er ret spændt på, hvordan han reagerer på at flytte. Hvis I har gode børneflyttetips, så modtages de med kyshånd. Han er 20 måneder nu, så det er ikke ligefrem den klassiske alder ift. at starte vuggestue, men det har sikkert både sine fordele og ulemper.
Jeg håber sådan, også at få et øjeblik i ny og næ, til at stikke hovedet indenfor her på domænet og sige hej, men hvis her bliver lidt stille, så ved I hvorfor. Men glæder mig sådan til at dele vores lille flytteeventyr med jer. Både det, der handler om hus og indretning, men bestemt også det, der knytter sig til at flytte til et helt andet sted. Fra storby til ‘landet’.
Hav en rigtig god weekend ♥︎
Vi flyttede de vores datter blev 2, så hun nåede at gå 1 år i sin første vuggestue inden hun flyttede.
Vi prioriterede, at hun startede i en integreret institution, så hun ikke skulle skifte igen et års tid senere. Generelt gik det bare så fint… Hun synes, at det var spændende at se en ny vuggestue og glædede sig til, at komme derhen igen. Hun var meget langt fremme sprogligt, så hun talte rigtig fint, hvilket gjorde en del ting noget lettere.
Mht. flytningen generelt, så var der en reaktion, men meget mindre end jeg havde frygtet. Hun synes egentlig, at det var spændende at vi gik og skruede og samlede en masse møbler osv., og vi fik lavet have, så der var mange spændende maskiner, men der blev også nogle gange spurgt, f.eks. hvornår vi skulle hjem osv.
Vi lavede hendes værelse klar, som det allerførste, så hun kunne genkende nogle ting og kunne glæde sig over det nye værelse. Så sørgede vi ellers for, at spisestuen og dagligstuen og vores soveværelse hurtigt var på plads, så vores hverdag foregik uden flyttekasser.
Vi var så heldige, at vi havde et værelse tilovers både i stuen og på første sal, så der blev flyttekasserne samlet, og så prøvede vi at tage nogle kasser hver dag. Men på den måde kunne vi have en rimelig normal hverdag uden for meget flytterod – hvilket også var rart for os voksne.
Tak for gode tips Karen. Kurt siger ikke et kvæk (eller jo han kan ca. 3 ord), men kan levende forestille mig, at det er en stor fordel, når de alligevel er så store og forstår så meget.
Klem E
Stort tillykke som husejere om ganske kort tid :-)
Det bliver spændende og hårdt med det forløb du beskriver.
Jeg tror Kurt mest har brug for jeres tryghed og kærlighed og så hans vante putteting, legeting mv.
Pøj pøj med maling og alle øvrige projekter :-)
Mit bedste tip er at vente minimum tre måneder inden I laver andre store ændringer i hans liv 🙌🏻
Det er et godt tip. Men hvad hører til store ændringer? For kan ikke komme på andre, end dem man ikke rigtigt er herre over selv (dødsfald, sygdom, familieforøgelse), eller kan det også være rejser eller lignende? Kram
Vi flyttede da vores søn var knapt to år og han skiftede dagpleje. Det gik over al forventning – jeg tror den, der havde det sværest med det, var hans mor 😅.