Det kan godt være, I synes jeg har kvækket mere end rigeligt op om mine flytteaversioner (og det får snart sin naturlige afslutning, bare rolig), men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg flytter aldrig igen!
Dels fordi jeg (stadig) hader at flytte og dels fordi jeg er fuldstændig hovedkuls forelsket i vores hus og vores nye by.
Sidstnævnte er vigtigste grund, og det er i og for sig ganske heldigt. For det er jo ikke som om, man går sådan noget til. Altså byen kan man til nød prøve af, men det er sværere med et hus (eller en lejlighed eller husbåd eller hvad, det nu er man køber). Det er ikke sådan, at man liiiige får lov at date lidt og så overveje forholdet. Prøve det af i sol og regn. Høre hvor meget et eventuelt tog i baghaven nu egentlig også støjer. Eller mærke hvor meget larm der er om sommeren (hej Islands Brygge). Niks, man bliver kastet direkte ind i et ægteskab.
Typisk ser man sit kommende hjem i under en time sammenlagt, inden man skriver under på købsaftalen. Det er i grunden lidt vanvittigt, men også charmerende og vovet. Det giver et sus og sug i maven. I særdeleshed i disse tider, hvor det i dén grad er sælgers marked og folk endda køber boliger pr. FaceTime.
Da vi købte sidste år i juni (vi har haft en lang overtagelse, et gensidigt ønske fra sælger og os), havde vi 10 minutter indenfor og 10 minutter i haven (grundet Covid-restriktioner) inden næste par kom. Ti minutter til at se og mærke efter, om det nu også var det her, der skulle være vores Forever Home, som de kalder det, i det (meget) amerikanske boligprogram, som jeg binger for tiden (“Dream Home Makeover”, hedder det, for de interesserede). Det synes jeg er vildt. Måske endda lidt sindssygt. Altså, jeg bruger mere tid på at beslutte, undersøge og overveje et køb af et krøllejern.
Men omvendt skal man ikke kimse ad hverken mavefornemmelse eller hvad man nu engang, kan nå at se og suge til sig på sådanne 10 minutter og følelsen har heldigvis holdt stik. Både når jeg har været så heldig, at få lov at komme på visitter med målebånd og farveprøver (vi har været begunstiget med verdens sødeste, mest gæstfri sælgere) og tusinde spørgsmål. Men også nu, hvor vi rent faktisk har overtaget.
Det føles SÅ rigtigt og pragtfuldt og bare virkelig, virkelig rart.
Vores hus. Vores hjem ♥