Små ting

Et nydelseskit/et virkeligt godt makkerpar.

Jeg kan rigtigt godt lide 2022. Indtil videre i alle tilfælde. Det føles som et godt år og jeg har det som om et eller andet er faldet i hak. Noget jeg ikke helt præcist kan sætte en finger på, hvad er, men som gør mig rolig indeni. Og nok også en del mere omgængelig. Stakkels Nikolaj og min mor det seneste halve år. Har vist været liiiidt til den kortluntede side… Måske graviditetshormonerne så småt er ved at bruse af eller stabilisere sig. Måske jeg er ved at få Kurts sygdomsforløb forrige år tilpas på afstand og bearbejdet. Måske det er fordi man endelig begynder at kunne se en ende på pandemien. Måske forårets flytning for alvor er ved at bundfælde sig. På en god måde.

Jeg ved det ikke helt og det gør heller ingenting. Jeg nyder bare, at have det rart. Ikke at være ængstelig. Dét er virkelig ikke en følelse, jeg er god i. Sorg og vrede, ok. Det er en del af følelsespakken og kan være nok så konstruktive omend knapt så behagelige, mens de står på. Men ængstelse, bekymring og nervøsitet. Dem vil jeg gerne rulle stramt ind i et tæppe og sende langt bort.

Det, der virker allerbedst for mig i sådanne ængstelige perioder er pudsigt nok små ting i bogstaveligste forstand. Måske det man har allermindst overskud til, men som omvendt bliver en positiv cirkel og som gør, at man (eller jeg i alle tilfælde) lægger mærke til og tillader flere og flere af de ting, der gør mig glad. Her er min lille liste over ‘små ting’ der er gode for mit mentale helbred og humør i almindelighed.

  • Lufte ud og lægge rent på sengen.
  • Gøre rent og rydde op. Et roligt og (nogenlunde) ryddeligt hjem giver mig ro.
  • Tale om, hvordan jeg har det, med nogen jeg stoler på og holder af.
  • Brygge en kop matcha, te eller kaffe og nyde den, mens jeg kigger ud i luften i 5 minutter.
  • At have pæne negle.
  • Forberede og lave mad. Spise gode, nærende ting.
  • Købe friske blomster eller nusse om mine planter.
  • Karbad. Føler allerede det har tjent sig selv ind i alle de timers velvære det har givet mig.
  • At spise og nyde noget lækkert.
  • Grine og/eller kysse og kramme. Allerhelst med Kurt eller Nikolaj.
  • Bevægelse. Alt tæller. For mit vedkommende har det primært været gåture på det seneste. Men stræk eller endda lidt yoga bliver det også til i ny og næ og dét gør godt.
  • Gode dufte. Æteriske olier på diffuseren eller noget andet godt. Jeg bliver så påvirket af dufte.
  • At ‘gøre mig klar’ om morgenen. Bad, ordne hår og lidt sminke. Også de dage jeg ikke skal ud.
  • Være sammen med veninder.
  • Gå tidligt i seng, gerne i rent, sprødt sengetøj. Dufte til lavendel og lytte til eller læse en god bog eller søvnmeditation.

Det er alt sammen ret så ‘basic’, men det er vitterligt som regel nok bare at gøre én eller to af de ting, for at ‘vende skuden’ og humøret, når off-dagen(ene) melder sig. Hvad er der der i jeres mentale førstehjælpskasse?

Og hermed også lidt billeder af gode, små ting, der har gjort mig glad, begejstret eller fået mig til at le på det seneste ♥︎

Det her lys i vores rare stue.

Frokost med en savnet veninde.

Liljer og vintersol// Blodappelsinsæson// Det bedste surdejsbrød fra et nærliggende mikrobageri// Cedertræ OG viol. Min nye yndlingsparfume.

Kurt på ski i Norge for et par uger siden. Åh lille hjerte.

En fint indpakket gave.

I Zoo i weekenden til stor glæde for hele familien.

(Visited 2.424 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Så fint et indlæg – det er dejligt, når man kan mærke tågen letter, efter en lidt hård periode.

    Lækker og velvalgt mad, venindetid, opryddede omgivelser og gåture hører også til nogle af mine favoritelementer, sådan på det helt basale niveau, hvor de små glæder lagt sammen, er dem, der giver livskvalitet💕.