Opskrift: Peanutbutter Cookies

Forleden så jeg disse cookies på en af mine amerikanske yndlingsblogs. Og cravede dem øjeblikkeligt og kunne slet ikke få dem ud af hovedet. Således gik der ikke mange dage, før jeg måtte prøve kræfter med dem og de levede heldigvis op til alle mine cookie-drømme; sprøde, bløde, chewy, søde og salte. Og med god peanutsmag.

Opskriften herunder er ret så tæt på den originale. Jeg har mere eller mindre bare oversat og konverteret den (mål, ovntemperatur osv) – tænker det kan spare jer for besværet OG mig selv, næste gang jeg skal bage dem. Og det bliver ganske snart. For ikke nok med at det er som et varmt kram i småkageform, så er disse cookies også så fryseegnede (se mere nedenfor), at jeg planlægger altid at have nogle ‘på lager’ til den kommende tids barselsgæster OG til når lysten melder sig – indtil videre har det været ca. hver aften, siden jeg lavede dem…

Peanutbutter cookies klar til bagning. Eller til at komme i fryseren, hvis man vil. Jeg bagte halvdelen af portionen og løsfrøs den resterende halvdel, så jeg efterfølgende kunne få lune, friskbagte cookies, så snart trangen meldte sig.

 

Peanut Butter Cookies

Oprindelig opskrift fra Cheryl Day’s Treasury of Southern Baking
Ca. 24 cookies

100 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk fint salt
1/4 tsk natron
110 g smør, ved stuetemperatur
75 g brun farin
100 g sukker
250 g smooth peanut butter
1 stort æg
1 tsk vanillesukker eller vanillepulver eller kornene fra 1/2 stang vanille
Honningristede eller saltede peanuts efter smag og behag*
Havsalt eller anden flagesalt til at drysse på

*Jeg udelod hele peanuts i denne portion, da jeg stadig synes Kurt er lidt for lille til dem/jeg er en kylling, når det kommer til børn/peanuts. Næste gang laver jeg nok en portion med og en uden.

Fremgangsmåde:

  • Sigt mel, bagepulver, fint salt, vanillesukker og natron sammen i en skål og stil til side.
  • Mix smør og de to slags sukker i en røremaskine eller med en håndmixer i en stor skål til det er lyst og fluffy. Det tager ca. 3-5 minutter.
  • Tilsæt peanut butter og æg og mix grundigt.
  • Sæt hastigheden helt ned (eller brug håndkraft) og vend stille og roligt halvdelen af meletmixen I til den lige akkurat er inkorporeret. Kom gradvist det sidste mel i på samme måde. Kom til sidst peanuts i og rør kun til de er fordelt. Rør evt. efter med en ske med håndkraft for at sikre, at der ikke sidder en klump mel eller smør nederst i skålen, hvor mixeren ikke kan nå.
  • Dæk skålen til (brug et rent viskestykke eller en tallerken) og lad kom den i køleskabet i ca. 30 minutter.
  • Opvarm imens ovnen til 160 grader (varmluft). Kom bagepapir på to bageplader (du kan nøjes med én, hvis du vælger at fryse halvdelen af dine cookies, inden bagning, se mere længere nede).
  • Brug en spiseske til at forme dine cookies. Ca. en spiseske med top pr. cookie. Form dem til kugler (altså de skal bare formes og samles let, de behøver ikke være kuglerunde eller perfekte) og sæt dem med god afstand imellem for de flyder en del under bagning.
  • Tryk forsigtigt en gaffel ned i hver kugle, først på den ene led, så på den anden, for at lave det ternede mønster og trykke cookien let flad (obs skal ikke være for flad, varmen fra ovnen klarer resten).
  • Drys lidt flagesalt på hver enkelt cookie. Det er ved dette punkt du tager ubagte cookies fra, hvis du vil fryse nogle af dem.
  • Bag cookies’ne i 10-12 minutter til de er gyldenbrune, drej gerne pladerne halvvejs, især hvis din ovn ikke varmer helt jævnt.
  • Tag dem ud og lad dem køle af først lidt på pladen og så gerne på en rist.
  • Jeg kan allerbedst lide dem, når de stadig er lidt lune og nærmest bløde i midten, men hvis ikke de skal spises med det samme, så skal de køle helt af og kan derefter holde sig i en kagedåse/lufttæt beholder i ca. 3 dage ved stuetemperatur (men så længe får de ikke lov at stå her…).

Hvis du vil fryse dejen/have friskbagte cookies på 10 minutter

Frys så mange af de bagte cookies som du lyster, jeg bagte 12 og frøs 12.

Dem der skal fryses laves præcis som de andre, men i stedet for at bage dem, løsfryses de på eksempelvis et skærebræt (tjek at det kan være i din fryser) med bagepapir på, indtil de er ja, frosne. Derefter kommes de i en frysepose (jeg bruger disse genanvendelige) eller container.

Når man så gerne vil have lune, friskbagte cookies, er det blot at tænde ovnen, nappe det antal cookies man vil have fra fryseren, lægge dem på en bageplade med bagepapir og så bage dem i 10-12 minutter ved 160 grader varmluft. De behøver ikke at tø først, det går fint med den tid ovnen er om at varme op.

 

 

(Visited 13.424 times, 5 visits today)

Skriv en kommentar

3 Kommentarer

  1. Tak for opskrift😊 mon ikke jeg kan bruge min crunchy peanutbutter også men så skal der nok ikke så mange peanuts i. Kh. Tanja

  2. Mhhh… dem skal jeg helt sikkert give mig i kast med. Og jeg tror endda, at jeg vil være så sukkerglad, at jeg også tilføjer lidt chokolade… bare fordi. ;)