
Altså hvordan bryder man lige tavsheden ovenpå, hvad der endte som en lige vel lang barselsorlov for nærværende blog?
Jeg havde tusinde (meget omfattende) muligheder oppe at vende og deraf gik der blot endnu længere tid, før end jeg fik taget hul på bylden. Så nu gør jeg det bare. Springer ud i det. Næsten som om intet var hændt.
Men det er der ellers. Sket meget. Både i min lillebitte andedam, men i særdeleshed i Verden. Skrækkelige krige fylder dagligt i mit baghoved. Måske også i dit.
Og vores medieforbrug har, in other (og meget mindre news) også ændret sig gevaldigt. Engang var Instagram et fjollested, som jeg slet ikke tog alvorligt, mens det nu er den primære platform, jeg udkommer på. Førhen var det omvendt. Og mens jeg ikke har lyst til at kalde bloggen for et fjollested, så er det nu et con amore-projekt. Eller det har jeg i alle tilfælde lyst til at det skal blive.
For det er nu engang (også) rar med et sted, man kan udkomme, som bare er ens eget. Hvor man ikke er underlagt algoritmens luner og ikke skal tænke over om folk ser ens indhold fordi man skriver særlige stednavne i Mellemøsten. Eller fordi der er for meget eller for lidt hud. Eller ansigt.
Og et sted hvor man kan boltre sig med mere tekst og flere billeder. Og (måske) have folks opmærksomhed i lidt længere tid <3
Men en lillebitte og ret så random statusopdatering siden sidst:
Alder siden sidst: 38 år (jo! at tænke sig. Var 24 da jeg startede bloggen)
Bedste bog jeg har læst siden sidst: Der er mange gode, men den bedste må næsten være Nadia Kløvedal Reichs “Det bedste man kan sige”.
Hårpleje siden sidst: Har lavet en del om i hårplejerutiner især efter jeg tabte halvdelen af mit hår efter Skippers fødsel og er nu blevet en del af Hair Oiling-sekten.
Slik siden sidst: Har aldrig rigtigt kunne lide mælkechokolade, men efter det var en craving under seneste graviditet er det kommet for at blive i mit slikskab
Foretrukne drink siden sidst: Er blevet mere og mere begejstret for vin (øj, det lyder forkert) og mindre forfalden til drinks. Vil helst bede om chablis.
Nye interesser siden sidst: Sidste forår købte jeg et drivhus og blev efterfølgende bidt af en gal gartner. Haveliv og -arbejde er nu ca. det bedste jeg ved udover mine børn.
Yndlingssang siden sidst: Er blevet overraskende glad for Taylor Swift på mine gamle dage og Christmas Tree Farm hørte jeg på repeat i en måned, men vender også altid tilbage til Dolly Partons Jolene.
Rum renoveret siden sidst: Køkkenet. Og det er blevet så godt, at jeg dagligt glædes. Skal gerne vise her og fortælle stolpe op og ned, hvis nogen vil lytte. Og således er vi færdige indvendigt.
Hvad der gør mig glad: Det er stadig hunde, kage, babyer og planter. Og aftenbakker og karbade.
Sår slikket siden sidst: To store. Og de er stadig ved at hele. Har aldrig rigtig fået bearbejdet chokket over Kurts sygdom, indlæggelser og operationer. Og oveni det fik jeg en efterfødselsreaktion, efter Skipper kom til verden. Måske endda en fødselsdepression. Jeg har ikke talt om det før, fordi jeg først nu er ved at forstå omfanget af det. Så i år skal jeg hele indersiden og finde en god psykolog at bearbejde begge dele med.
Verdens største kram til dig der (stadig) læser med. Håber, du har haft det godt (siden sidst) ♥︎
Foto: Christina Kayser O.