I onsdags var J og jeg inde at se Shame og jeg kan helt uden at blinke sige, at det er en af de bedste film jeg nogensinde har set. Den er først og fremmest så smukt filmet og iscenesat, at man nærmest føler man kan røre ved den i al dens æstetiske sanselighed, pompøsitet og delikatesse. Og så er den dvælende (og jeg kan godt lide film, der tager sig tid), rå, ærlig og bidder sig fast. Den vender vrangen ud på sig selv og også lidt på beskueren. Sådan havde jeg det i al tilfælde. Filmen handler om Brandon, der er ung, tiltrækkende, succesfuld og tilsyneladende ubekymret. Men han lever et dobbeltliv og har en dyster skyggeside: Brandon er dybt afhængig af sex, ude af stand til at have varige relationer og han lever for det næste fiks af seksuel forløsning. Den glatte overflade på Brandons liv begynder dog at slå revner, da hans selvmordsaspirant af en lillesøster flytter ind i hans lejlighed på ubestemt tid og roder op i hans liv og minder ham om deres fælles barndomstraume. Den er en svær film og den er bestemt ikke en jeg vil anbefale alle. For så tror jeg, at jeg får en del sure mails, hvor I kræver billetpengene tilbage. Tror nemlig at den kan virke meget barsk og mærkelig på nogen. Og nå ja, vi kan lige så godt kalde en skovl for en skovl: Der er ret mange sexscener og ret megen nøgenhed, så den er heller ikke for de sippede. Eller for dem der kun kan lide feel good film. Er man derimod (eller også, som jeg selv) til upolerede historier om det moderne menneskes kvaler og forsøg på at overleve i en til tider sindssyg verden og synes man eksempelvis at Requiem for a Dream var en fantastisk film (denne er dog slet ikke ulækker og grænseoverskridende som Requiem), så er det afsted til biffen hvis I altså ikke allerede har været der.]]>