credits: Giovanni Rufino/ CW Network 2009
Ovenfor superdandy’en Chuck Bass. Mere om ham senere.
Først til noget der undrer mig vedvarende; Alle de søde fyre, der smiler til en på gaden, universitetet, i metroen, på stranden og ja fortsæt selv listen. Hvor fuck er det lige de gemmer sig i weekenden? Forstår det simpelthen ikke. I løbet af ugen når jeg altid at have tilpas mange af den slags små hverdagsflirterier, til at jeg er mere end forhåbningsfuld, når weekenden nærmer sig (ja har helt glemt forgående weekends manglende udbud). Men hvor er det så lige, at de er blevet af fredag eller lørdag aften? Nul, niks og nada af dem møder jeg på barer, værtshuse, uni-fester, klubber, diskoteker (ja ja holder mig ikke engang til en venue, man skulle jo nødigt minimere chancerne) osv. Så snart vi rammer fredag aften, gemmer alle de her søde fyre sig et eller andet sted for først at genopstå søndag morgen (jo jo for ser dem da til brunch). Og jeg vil gerne vide hvor.
Nu ville det normale pigesvar jo være ‘de sidder hjemme sammen med deres kærester’, men den tror jeg simpelthen ikke på. Det kan de da ikke gøre allesammen, nogen af dem klart, men ikke dem alle.
Må indrømme at jeg aldrig har mødt en fyr, der senere blev til en kæreste i byen. Det har mere været de sædvanlige skole, arbejds, middag/fest hjemme hos venner seancer der har båret frugt i forholdsretningen.
Så er det dumt at blive ved med at gå i byen i jagten på prinsen (ser i denne sammenhæng helt bort fra at det også er sjovt at gå ud generelt, det må blive et andet indlæg)?
Altså statistisk set er det nemlig helt galt pick-up sted for mig og jeg er en pige der tror på fakta og videnskab.
Men er også en romantiker helt ind til benet, så bliver ved med at tro på det. Og opildnet af ugens flirterier tager jeg gang på gang i byen og er helt sikker på, at ‘i aften er aftenen hvor jeg møder prince charming’.
Men der er vel egentlig ikke noget specielt romantisk ved at mødes i byen?
Så måske jeg hellere skulle gøre noget ved det med den søde fyr jeg møder på stranden, når jeg er ude med hudnene (og han har også en sød hund!). Det ville da være en finere historie til børnebørnene end at sige at man mødtes på Hong Kong: ‘Ja vi mødtes jo da vi var ude at gå med hundene, sådan helt 101 dalmatinere-agtigt, en smuk solskinsmorgen på stranden….’. Så skulle måske sådan helt amerikansk bare spørge ham, om han vil drikke en kop kaffe en dag… Kunne være ret sejt, men tør sgu’ ikke. Han kunne jo sige nej eller noget andet farligt…
Og så er jeg også lidt gammeldags og vil helst have at fyren rykker først. Hvilket er en håbløs holdning at have i disse ligestillingstider, hvor mange fyre nærmest forventer at pigen tager initiativet hvis hun er interesseret. Var formentlig nemmere den gang, der var mere klare regler for den slags (ja og der har jeg vist stof til endnu en omgang fredagstanker).
Hvad siger I? Kan man score i byen? Må man invitere en fyr ud på stranden? Og hvor gemmer de søde fyre sig i weekenden?
Og mens jeg venter på den eneste ene gad jeg godt have en affære med Chuck Bass fra Gossip Girl. Ikke Ed Westwick der spiller Chuck. Nej, karakteren Chuck Bass i alt han forbudte, arrogante, velklædte dandyisme. Haps haps haps, siger jeg bare.
Må også indrømme, at Dan er kommet efter det. Diskuterede det med Julie i går og hun har helt tiden syntes, at han var en snack, mens jeg først synes han er blevet noget at råbe hurra for her i 3. sæson.
credits: Giovanni Rufino/ CW Network 2009
Godt at man har GG-drengene, når nu der ikke sker så meget i ens virkelige liv :)
Vi skrives,
God fredag ;)
(Visited 243 times, 1 visits today)