
Jeg holder rigtig meget af at lave mad og ikke mindst stå i køkkenet og kræse for gæster, men det er ikke altid kompatibelt med at komme sent hjem en hverdagseftermiddag og så først skulle til at handle og kokkerere.
Og sidst jeg skulle have gæster vidste jeg på forhånd, at jeg ville få en lang og travl dag, og at jeg ville komme (for) sent hjem og var derfor lige ved at aflyse. Men det vigtige er jo, at ses. Også selvom det så af og til betyder rugbrødsmadder eller take-away. Således advarede jeg på forhånd veninderne om, at menuen stod på pizzaer. Og at de ikke ville være hjemmelavede.
Men bare fordi det er nemt, kan det jo godt være festligt, så i min frokostpause smuttede jeg i Irma og købte bobler*. Pizza og Champagne (eller cremant eller cava) er nemlig en killer-kombination, som især amerikanerne ynder, der komplimenterer hinanden godt smagsmæssigt. At det så også bliver en lidt mere festlig onsdagsmiddag og måde at spise pizza på, er alletiders. Tilsæt gerne pæne servietter, kønt bestik (jeg drømmer om det her) og stearinlys og voilà: Hverdagsglamouren er serveret.
*Jeg er meget begejstret for den Cremant de Bourgogne, de fører fra La Maison du Cremant, her er det Brut Rosé. Hold øje med, når den er på tilbud, det er den heldigvis ofte.
ENGLISH RECAP: Pizza and champagne is a classic and such a nice way to entertain on a weekday without the trouble of shopping and cooking. Ad a fancy but simple dessert, some candles and nice napkins and you have a glamorous yet fuss free wednesday night in.
Jeg har i øvrigt testet konceptet yderligere og pizza og bobler fungerer også rigtig godt til en date-aften derhjemme ;)
Dessert må der også til i min verden (jeg er skyldig i at spise en art dessert efter næsten alle måltider), så da jeg købte cremant, røg der også en pakke færdige kræmmerhuse, piskefløde og bær i kurven.
Så ovenpå pizza fulgte verdens nemmeste (og hyggeligste) dessert, der alligevel ser fancy ud: Kræmmerhuse med flødeskum (vendt med hindbær, vanille og lidt flormelis) og bær. Vi gav dem også et drys lakridspulver og det var et hit!
Åh, der er altså noget nostalgisk over kræmmerhuse med flødeskum. Min mormor lavede dem selv, da jeg var barn og de smagte himmelsk! Dem må jeg prøve at lave snart. Men ikke på en travl hverdagsaften ;)




