Læseklub: Toner i natten (Diskussion)

toner i natten jojo moyes1

Jeg har hygget mig med den herhjemme i sofaen og om aftenen, inden jeg skulle sove og så har den også underholdt mig noget så godt både på stranden i Thailand og ikke mindst på flyet. For mig leverede Toner i natten lige akkurat det som Moyes gør så godt. Hyggelig læsning, der tager fat i noget, de fleste kan relatere til på den ene eller anden måde. Og som i tillæg byder på en god kærlighedshistorie, der ikke er pladderromantisk og som gerne er lidt pudsig eller uforudsigelig.

Måske den ikke var helt så raffineret, som nogle af hendes senere romaner, men omvendt var den også lidt mere rå i kanterne, hvilket jeg godt kunne lide. På minussiden var den måske noget klichéfyldt, ligesom der var nogle temaer, der blev gentaget en del og skåret lidt for meget ud i pap. Eksempelvis Isabels nervøse væsen og hvordan hun hele tiden tog sig til halsen, blev lige lovligt udpenslet for min smag.

På samme måde blev man som læser holdt en del i hånden bogen igennem og var ikke i tvivl om, hvad man skulle synes eller hvad de forskellige metaforer betød. Her kan jeg nok bedre lide, at man selv for lov at komme frem til, hvad der står mellem linjerne.

Men det til side så syntes jeg bogen var så hyggelig, spændende og letlæst. Og selvom jeg følte mig guidet meget igennem som læser, så var jeg glad for de mange små overraskelser og twist som historien alligevel bød på undervejs.

toner i natten jojo moyes6

Jeg følte sådan med Isabel (som jeg dog indledningsvis fandt vanvittigt irriterende) og børnene og ønskede virkelig, at hele husprojektet måtte lykkes for dem. Og blev så glad, da hun endelig begyndte at tage ansvar og affære og ikke mindst da hun (og Kitty og Thierry) lærer af Byron og lever helt ‘jord til bord’-agtigt, dér i Det Spanske Hus.

Selvom det også er besværligt og de ikke har et ordentligt bad, så bliver det hele fremstillet så idyllisk og glædesfyldt, at jeg følte mig helt inspireret til noget lignende. Flytte med hund og mand på landet og holde høns og dyrke (noget af) vores egen mad. Her er jeg nok også lidt farvet af venindebogen med Signe Wenneberg, jeg lavede for lidt siden, men Toner i natten gjorde i alle tilfælde ikke lysten mindre.

Bogen var måske ikke helt så tårepersende, som nogle af de andre Jojo Moyes romaner, men hvor var jeg egentlig glad for at den endte godt. Om ikke andet så for Isabel og Byron. Det er nu engang rart med en happy ending af og til også selvom det måske ikke er så raffineret.

toner i natten jojo moyes4

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen?

Tag gerne udgangspunkt i det, jeg har skrevet ovenfor (uanset om I er enige eller det modsatte) eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)

toner i natten jojo moyes3

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Dejlig anmeldelse, nu hvor jeg er ved at downloade e-bøger på Storytel, til juletiden til Spanien:-)
    Jeg har netop i dag læst lidt på Jojo M.’s bøger og dit indlæg gjorde da udslaget til at jeg tager et par af hendes værker med;-)

  2. Nu har jeg efterhånden også læst en del af Jojo Moyes romaner, og jeg bliver som regel forelsket i dem på en eller anden facon. Da jeg begyndte på bogen, var jeg dog lidt bange for, at den måske ville blive lidt for kedelig. Men jeg kom hurtigt igennem den alligevel, da det jo er letlæst. Det er også det, der gør den hyggelig, synes jeg. At man bare kan nyde at læse stille og roligt uden de store følelser, som hendes andre romaner tit har lagt op til.
    Jeg blev lidt irriteret over Isabels naive væsen, men samtidig tror jeg også at det var derfor det blev en god historie for mig. Hun ændrede sig til det bedre, da hun lærte Byron at kende. Og hun kæmper virkelig for at være der for hendes børn, da hun indser hvor slemt, det står til. Jeg tænkte lidt over, at selvom vi ind i mellem bliver irriteret på personer i bøger, vil vi stadig følge dem, og ender med at holde af dem. At der er plads til forskelligheder. Hvis det giver mening.

    Matt derimod blev der tit bidt tænder af. Selv da Isabel lærte at sige fra, var det ligesom om at han bare svævede på en lyserød sky. Og da han begyndte at splitte det store værelse ad, kunne jeg næsten mærke frygten for, hvad han ellers kunne finde på. Jeg havde dog lidt håbet på, at Laura ville ende helt med at gå fra ham, da han jo sådan set aldrig rigtig havde været der for hende. Selvom han havde fået et nervøst sammenbrud, havde hun ikke behøvet at blive hos ham.

    Kærlighedsdelen med Byron og Isabel var forudsigelig men hyggelig. Og vinklen med at det faktisk var Byrons hus, synes jeg også var lidt pudsig. Men en dejlig slutning på historien. Alle ender jo faktisk glade, og det kan man næsten ikke andet end også selv blive glad af. :)