Takt og tone: Potentiel graviditet

Foto: Emma Elwin

“Er du gravid?”. Det spørgsmål har jeg fået ikke så få gange det seneste år. Og mange af mine veninder og bekendte ligeså. Det er noget med alderen selvfølgelig. Og forlovelser og bryllupper og sådan. For når man er i slutningen af tyverne/starten af trediverne og er til den etablerede side, så må man da være ved at reproducere sig ikke? Eller?

Emily Gad guider dig her (med et glimt i øjet) til do’s & dont’s i forhold til hvad der er god takt og tone, når din næse vejrer potentielle graviditeter.

For hvornår må man egentlig spørge en kvinde om hun er gravid? Det er sådan set uhyre nemt, for det må man som udgangspunkt aldrig. Der findes et par enkelte undtagelser, dem kommer jeg ind på til sidst.

For langt de fleste er det at være gravid en glædelig nyhed, som de skal have lov at dele NÅR de selv har lyst og selvfølgelig NÅR de rent faktisk er det.

Og så findes der også for mange et hieraki over hvem, der skal have det at vide først. For de kommende bedsteforældre, mostre/onkler, arbejdsplads m.m. er som regel øverst på den liste, så måske det bare ikke er blevet din tur endnu :)

Følgende (i alle tilfælde uheldige) scenarier er mulige, når du spørger din veninde/kollega/bekendte om hun er gravid:

  • Hun er ikke gravid og har ingen intentioner om at blive det (foreløbig) og du kunne lige så godt have spurgt om hun har taget 5 kilo på.
  • Hun er ikke gravid, men vil meget gerne være det og prøver på livet løs, går måske i fertilitetsbehandling og du har lige trådt på en øm tå. Igen hvis I er tætte nok, havde hun nok allerede delt det med dig.
  • Hun er ikke gravid, men har lige været det og har aborteret spontant. Det er meget mere almindeligt i starten af en graviditet end de fleste tror. Og så er vi i øvrigt tilbage ved punktet ovenfor mht. ømme tæer og fortrolighed.
  • Hun er gravid, men er ikke klar til at dele det endnu og hun bliver nød til at lyve for dig eller fortælle det før hun egentlig selv ville.
  • Hun er ikke gravid og har faktisk absolut ingen intentioner om at blive det. Nogensinde. Nogle vælger aktivt børn fra og det er deres ret.

Selvfølgelig er der et par gråzoner. Når der helt tydeligt og uden tvivl er tale om en gravid mave (som på billedet ovenfor), så er det i orden at ønske tillykke og spørge ind. Eller når din veninde har ladet scanningpapirerne ligge på spisebordet, når du er til middag (hint hint Lone ;)) og i almindelighed når det drejer sig om din meget tætte veninde eller søster, hvor I allerede er helt fortrolige og du ved at hun og hendes partner forsøger. Men selv her ville jeg først stille mig selv spørgsmålet: “Hvis der er nyt i sagen, ville hun så ikke have lyst til at dele det med mig?”.

Det kan lidt sidestilles med når man igen og igen spørger singleveninden om hun har mødt en sød, ny fyr eller været på nogle gode dates for nylig. Velvidende at hun selvfølgelig ville dele det, hvis det var tilfældet.

Så væbn jer med tålmodighed søde damer, de gode nyheder skal nok komme til jer :)

 

(Visited 25.595 times, 16 visits today)
❮ Små ting
Vintertips til de tørre ❯

Skriv en kommentar

93 Kommentarer

  1. Word!

    Det er som om folk tror, man nok vil skjule noget og en dag henkastet siger “Gud jeg fik da aldrig fortalt dig om tvillingerne. De skal jo snart konfirmeres”

    SLAP AF. I opdager det.

    S

    Svar

  3. Du burde få lov at fylde alle avisforsider med dette indlæg samt det tilsvarende om, hvornår det er okay at spørge singler, om de har fået en kæreste ;-)

    God tirsdag!

    Svar

  5. Jeg er så ovenud enig! Det er faktisk et voldsomt pres, man er under – særligt fra (potentielle) bedsteforældre! Enig, enig, enig! :)

    Svar

  6. Så enig. Uanset at folk ikke spørger for at være onde, så kan man virkelig blive ked af det, hvis spm. kommer på et følsomt tidspunkt midt i en tid med graviditetsønske og ingen baby i sigte. Det er ikke altid så nemt at stå med et smil på læben og sige “lad os nu seee”, hvis man går og er ked af det. Eller egentlig mener, at det rager bare ikke andre.

    Jeg måtte efter gentagende spm. fra den samme mandlige kollega på et tidspunkt sige “hør her, det er ikke nemt for os at lave børn, vi kæmper med det, så leave it!”. Han spurgte sørme igen, hvortil jeg sagde, at han havde fået klar besked – langt mere, end hvad jeg skyldte ham – og nu skulle han holde op med at spørge, og ellers måtte jeg lave en personalesag ud af det. Utroligt!

    Svar

  7. Hørt! Gid folk dog ville forstå det, så man ikke skulle frygte stramme kjoler eller lignende tætsidende påklædning der afføder skjulte blikke og indforståede spørgsmål.

    Svar

  8. Jeg er simpelthen SÅ enig!!

    Jeg havde den sødeste underviser på mit studie, da jeg var gravid. Vi arbejdede også sammen omkring en konference, og vi havde efterhånden set hinanden et par gange om ugen i 2-3 måneder, da han forsigtigt en dag spørger, om jeg er gravid. Jeg er på det tidspunkt over halvvejs og TYDELIGT gravid. Jeg griner og spørger om han først havde opdaget det nu? Men nej, han havde skam tænkt over det, men havde godt og grundigt lært (af sin kone, haha), at den slags spørger man ikke om. Men NU ville han altså gerne bemærke det. Det var overordenligt pænt gjort, faktisk…

    Jeg kan så tilføje til mængden af irriterende spørgsmål, at når man allerede har ét barn, så ynder folk at spørge: “Hvornår skal I så have den næste?” Det er især irriterende, når man faktisk slet ikke har lyst til at få flere. Min søn er dog næsten 7 nu, og folk spørger ikke så meget mere ;-)

    Svar

    1. Ja, selvom man har fået en, så stoppet spørgsmålene ikke. Folk har meget travlt med at snage i hvornår nr. 2 skal komme.

      Svar

    2. Ja! Eller når man som jeg er den lykkelige mor til 2 sønner, så går folk automatisk da ud fra, at NU skal vi have en 3’er, “da alle kvinder ønsker sig at få en datter”!
      Måske jeg er ganske godt tilfreds med mine 2 drenge og desuden ikke kunne drømme om at få et barn mere i håbet om et bestemt køn. Dét er da topmålet af egoisme.

      Svar

  9. Enig! Folk skal blande sig udenom. Der er også et scenarie mere: den ene i forholdet ønsker børn og den anden ønsker ikke børn…. Så er det sgu også træls konstant at blive spurgt “om I ikke også snart skal til at have nogle børn”? Jeg har idag en skøn dreng sammen med ham, der ikke ville have børn, så alt er endt godt, men av, det gjorde ondt i de år hvor jeg ikke var sikker på at vi kunne blive sammen pga. forskellig holdning til lige præcis dét spørgsmål…. Jeg har været rimelig åben om vores forskellige holdninger og min erfaring er, at det er et udbredt fænomen… Så lad være med at spørge, med mindre du selv har lyst til at svare på et tilsvarende privat spørgsmål.

    Svar

  10. Av, den kunne jeg (og mange andre) vist godt lære lidt af. Nogle gange bliver man bare så begejstret og spændt på andres vegne, at man glemmer alt det du skriver, som er så rigtigt.
    Tak for listen, den satte tanker igang, fine du <3

    Svar

  11. TAK for super indlæg <3.
    Jeg er selv gravid med termin i næste uge, så der er bestemt ikke tvivl nu
    :-).
    Men forud for denne graviditet var jeg igennem 2 år hvor spørgsmålet blev stillet konstant. I de 2 år var jeg igennem to spontane aborter og var så ulykkelig. Det var også de 2 første år af mit ægteskab. Virkelig vigtigt emne!

    Svar

  12. Og når man så er gravid, er det go stil ikke at sige “nå, det må da være lige oppe over” eller “er du sikker på der kun er én?” (Hahaha, twinjokes – NEJ) Nej, det er ikke lige oppe over, der er flere måneder til, men ja, du har ret i at jeg er ret tyk af en i 4/5/6 måned! Og ja, ret sikker på, der kun er én. Men igen jo jo, tyk det er jeg da! (Og nej, den vil ikke klappes, den kan faktisk ikke klappes, den baby, du klapper bare på mit maveskind, og det er lidt wierd…)

    Svar

    1. Ha ha So true!
      Oplevede nøjagtig det du skriver.
      Jeg havde en kæmpe mave, selvom baby kun vejede 2840 g da hun kom ud, men hun lå bare på en bestemt måde, så maven blev stor. Så irriterende at hele tiden høre “Det er nok lige op over”, øhh næ, der er faktisk ret lang tid til.

      Svar

    3. Jeg er PRÆCIS der – to mdr til termin (2. barn), kæmpe mave og alle ser overraskede ud når termin først er om 2 mdr eller laver twin joke. Bliver sindssyg!

      Svar

  13. Og dernæst kommer spørgsmålet, om det var et uheld. Dét spørger man bare ikke om! Jeg havde en kollega (med ringe social intelligens), der spurgte om det, da jeg havde breaket nyheden til hende og resten af sekretærgruppen. Nej, det var faktisk overordentligt planlagt med min mands mulige udsendelse og mine semestre som beslutningsfaktorer, men tænk nu hvis det var. Hvilket formål tjener sådan et spørgsmål?

    Svar

  14. Så sandt! Jeg har en kollega som for nylig var ude for at en anden kollega (og endda ikke en nær én), kom hen og lagde sine hænder på hendes mave og sendte hende et spændt og sigende blik. Og nej, hun var ikke gravid ?

    Svar

  15. Tak Emily – det er et så rigtigt, og vigtigt indlæg! Hilsen hende, der bliver 30 imorgen, har en kæreste gennem 7 år og som er så træt af at skulle forklare sig til familie og venner (..og andre perifere relationer for den sags skyld)! Det er som om, at hver gang nogen spørger mig, så rykker mit ønske om børn sig lidt længere væk – en slags trodsreaktion! – jeg er ikke klar endnu, men jeg glæder mig til, at jeg en dag er det.

    Svar

  16. Sikke et fint indlæg!
    Jeg har før læst det hos en anden blogger fra USA, som også ofte blev spurgt om hun var gravid igen. Hun beskrev også fint, hvor et intimt spørgsmål det er, specielt hvis man gerne ville være det, men ikke er det. Så kan det rive op i noget, man egentlig helst ikke vil tænke på, på daværende tidspunkt. Så jeg er meget fan af, at du italesætter det problem. Og jeg tror du har helt ret. Hvis man gerne vil fortælle det, så gør man det af sig selv, når tiden er til det.

    // http://www.jannifromtheblog.dk

    Svar

  17. Jeg er blevet spurgt af en kolllega, om hvad for noget prævention, jeg bruger. Vi snakkede om menstuation, men alligevel. For øhh… jeg bruger ikke prævention. Eller hvad siger man lige i den situation, når man ikke bruger prævention, fordi man sindssygt gerne vil være gravid, men bare ikke er blevet det endnu!?

    Svar

  19. Well said! Tak for at sætte fokus på det også (ligesom du skriver, at man spørger sin veninde om hun har mødt en sød fyr, man skal nok dele det når tiden er inde) :)

    Svar

  20. Så rigtigt og fint skrevet. Det tog næsten to år for os at blive gravide med nummer to (var igennem to spontane aborter). Mange spurgte undervejs, hvornår vores søn mon skulle være storebror – som om der er regler for, hvornår det er et rigtigt tidspunkt at få nummer to (hvis man vil have nummer to). Andre spurgte direkte, om jeg mon ikke snart var gravid. Jeg var temmelig ked af det i den periode, og de mange spørgsmål gjorde det ikke lettere. Nu er jeg højgravid med termin om seks dage, men jeg ved jo, at mange venter endnu længere, så jeg spørger aldrig. Til gengæld var det en lettelse at åbne op overfor de nærmeste veninder og kolleger. En enkelt havde svært ved at rumme det, men er også kommet tættere på andre. Det kan være ligeså hårdt at vente anden gang, fordi mange har det sådan, at man jo skal være taknemmelig for det barn, man har. Og det er man jo. Yderst taknemmelig. Men det er drømmen om en bestemt måde at være familie på, der ikke kan opfyldes. Derfor gælder dine takt og tone regler både for dem der har børn og dem der ikke har. Tak for dem.

    Svar

  21. SÅ rigtigt! I de tre-fire år vi arbejdede på sagen og var i fertilitetsbehandling med alt hvad der dertil hører (ikke just en lille slentretur), var det det værste spørgsmål: “vil du ikke have børn?”, “du er måske allerede gravid?” Altid sagt med et forventningsfuldt udtryk. Min kæreste og jeg lærte os selv at gå på automatpilot; “måske en dag”. En forælder til en elev jokede endda med det, uvidende om, at jeg havde samlet mig sammen for overhovedet at komme på arbejde den dag, da jeg havde haft en tidlig spontan abort dagen inden (første gang behandlingen virkede): “det eneste du ikke må, er at blive gravid”.
    Og kirsebærret på toppen: de ganske få gange jeg har fortalt om min situation: “altså hvis I bliver ved med at prøve, kommer det lige pludselig af sig selv”. Øh, nej. Det er derfor vi er i fertilitetsbehandling!
    Så tak, Emma Gad. Folk aner ikke, hvor sårende det er, og hvor meget der er på spil!

    Svar

    1. Nej, det gør de nemlig ikke. Og jeg tror virkelig, at man ville blive kede af det og skamme sig, hvis de vidste, hvor kede de kan gøre andre med den snak.

      En overordnet kollega så ved en fejl fra min side, at jeg havde noget materiale fra en fertilitetsklinik og sagde “arj, er du sikker på, at der er et problem?!”. Ja, det er jeg, og det giver mig faktisk kun lyst til at græde. Men det kan man jo ikke sige, vel… Der skulle man måske bare lade som om, man ikke havde set det. Og jeg skulle slf. have gemt det materiale bedre. Men puha en mavepuster.

      Til gengæld gør det mig glad at vide, at der åbenbart er rigtig mange, der ikke har problemer med at få børn, for ellers ville opfattelsen om, at de kommer som kaldet, vel ikke trives :)

      Svar

  22. Super relevant indlæg! Der sker bare et eller andet med folks opfattelse af privatsfære når det handler om graviditet. Jeg er i starten af tyverne og blev flere gange i min graviditet spurgt af både fagpersonale og andre om det var planlagt og om der var en far inde i billedet. Egentligt super upassende og ikke noget jeg havde behov for at indvolvere udenforstående i! Og folk forventede det helt tydeligt heller ikke når svaret lød, at det var et meget ønsket barn, kæmpet for gennem flere år i behandling og at der i den grad var en far inde i billedet.

    Svar

  23. For et treffende innlegg, fantastisk bra skrevet. Jeg er så inderlig enig med deg, og enkelte eier ikke folkeskikk. Jeg har nå et par ganger stille observert venninner som helt plutselig ikke drikker alkohol eller andre ting som tyder på at de er gravide men man kan virkelig vente til de vil dele det selv. Man vet aldri hva som ligger bak og enkelte ganger sårer eller fornærmer det mer enn det gleder. Litt tålmodighet kan man vel ha, og man skal heller ikke ta fra dem gleden av å dele det når de faktisk er klar.
    Og ja, er såååå enig med dette med single venninner også, det må da være 10000 andre ting man kan snakke om enn om man har møtt en ny fyr.
    Bra skrevet :)

    Svar

  24. Så godt skrevet!

    Jeg fik seriøst dét spørgsmål den anden dag, og min yngste er ikke blevet et år endnu. Og det var altså bare fordi, jeg skulle have taget en blodprøve i forbindelse med noget andet. jeeez Louiiise.

    I det hele taget kan man jo brede det ud til mange andre situationer, for spørgsmål kan være abnormt sårende og frustrerende i andre situationer end bare dét med graviditet. Fx. som du nævner i forhold til en mulig partner.

    Jeg oplevede dog også en ufattelig stor frustration, da jeg var arbejdsløs og fik afslag på afslag og i næsten hver eneste private sammenkomst, fik jeg ALTID spørgsmålet “Nå, er der noget nyt på jobfronten?”. Og jeg havde simpelthen så tit lyst til at sige “Nej, og hvis der var, ville du sgu da nok have hørt det!!”.
    Og selv nu hvor jeg ellers har mit på det rene med både mand, job og børn, oplever jeg det sådan set stadig. Vi har vores hus til salg, og det har været til salg i et godt stykke tid nu. Og jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange jeg har måtte fortælle, at “nej det er ikke blevet solgt”, “ja, det er frustrerende” og “nej, vi har ikke købt noget nyt”. For udenforstående er det jo nok et meget uskyldigt spørgsmål, men for mig er der bundet rigtig megen frustration og usikkerhed sammen med det.

    Nå men min pointe er bare: man skal da selvfølgelig have lov til at spørge sine bekendte, nærmeste og andre om ting – men det gør altså ikke noget, hvis man hurtigt lige vender sandsynligheden for, om man allerede kender svaret, eller om svaret egentlig kommer én ved.

    Svar

    1. Jeg er så enige med dig Marie.
      Jeg har også oplevet det med at være arbejdsløs og folk blev ved med at spørge om jeg har fået et arbejde. Og når jeg så sagde nej “nå men har du prøvet at gøre sådan og sådan”. Og jeg var ved at skrige af dem, for selvfølgelig havde jeg selv prøvet en masse. For det med arbejdsløshed gjorde mig bare så trist, at det næsten endte med jeg blev asocial da jeg ikke havde lyst til at omgås Nye mennesker.
      Jeg følger dig også så meget med det med om huset er solgt. Vi kigger på hus og hvor mange gange folk ikke har spurgt “nå har I fundet noget”, hvortil man bliver nød til at sige nej, “jamen er I virkelig så kræsne og har I prøvet at kigge der og der”. Det gør mig faktisk også ked af det.

      Emily super godt skrevet. Jeg har også fået denne her “jamen du kan jo ikke blive ved med at blive gravid, skulle I ikke snart gå i gang?” Jeg er i starten af trediverne og ja det ved jeg godt, men det er først indenfor det sidste år jeg virkelig har været klar til det. Og det kunne jo være vi allerede var i gang. Ej jeg synes bare det er lidt for privat, når det ikke er mine tætteste veninder der spørger.

      Svar

  25. Jeg er også overrasket over, hvor mange der spørger! Jeg oplever dog tit, at folk spørger uden at tænke over, hvad de egentlig spørger til, og her er dit indlæg genialt. Jeg er i slut-tyverne og har overraskende mange veninder, der har aborteret spontant og mange der har haft rigtig svært ved at blive gravide, og det er virkelig smertefuldt at blive spurgt ind til.

    Jeg bliver ofte spurgt, hvis jeg siger nej til alkohol, og i de situationer er folk ofte fulde selv og spørger helt tankeløst. Jeg har faktisk skulle øve mig i at huske at mærke efter, om jeg har lyst til at drikke eller om jeg bare takker ja af høflighed og for at undgå spørgsmål – tænk at det har så stor betydning! Jeg har fundet ud af, at det virker godt at smile venligt og sige “det er et meget privat spørgsmål” – for når man konstaterer det på en kærlig måde, så indser folk ofte, hvad de egentlig har spurgt ind til og undskylder.

    Når mine nære spørger har jeg fundet ud af, at det bedste svar er “kan vi ikke aftale, at når den dag kommer, så skal jeg nok fortælle det?” Og så skynder jeg mig at tale videre om noget mindre springfarligt ;-)

    Svar

    1. Det er simpelthen så fint et svar. Jeg synes også spørgsmålene kan blive alt for nærgående men hvis man ikke siger fra, bliver de jo ikke klar over det. Din måde at tackle det er så fin og passende.

      Svar

      1. Tak. Jeg har indimellem også overvejet at svare lidt mere flabet “har du egentlig overvejet, at du faktisk spørger detaljeret ind til mit sexliv med det spørgsmål?”, men jeg har endnu ikke haft modet!

        Svar

  26. Fint indlæg. Gerne flere takt og tone-råd fra Emily Gad :)
    Jeg blev spurgt hele to gange af de samme veninder i min nærmeste, tætte (store) venindegruppe, om jeg var gravid, da jeg var det, men ikke var klar til at dele det endnu. Jeg blev nødt til at lyve om noget, der i forvejen var virkelig hårdt at holde hemmeligt, og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke “er det virkelig sådan her, jeg skal dele en kæmpe nyhed?!” Jeg mener, det vil da virkelig være en flad fornemmelse bare at svare “ja” til sådan et spørgsmål.
    Det er så stort at få lov til at dele, og det sker jo før eller siden, helt uden at man behøver at spørge :)

    Svar

  27. Da mine unger gik i børnehave, mødte jeg en morgen en anden mor i garderoben. Hun havde en skjorte på, som var skåret lige under brystet, og derfor havde en del “ekstra stof” omkring maven. Jeg blev vældig glad på deres vegne, og udbrød kækt: “Nåååååå, du trives da godt, hva’?” Jeg husker stadig det blik, hun gav mig. Jeg har aldrig gjort det siden!!

    Svar

  29. Tak for dit fine indlæg – jeg stemmer også for mere Emily Gad, især når hun producerer så gode, velovervejede indlæg <3

    Svar

  30. Sidste år tog jeg noget uddannelse, der tog et år. Altså kendte folk ikke hinanden super godt. På et tidspunkt blev en fra klassen spurgt om hun var gravid (af flere!) uafhængigt af hinanden. Hun var ikke gravid, men havde taget på grundet noget medicin, måtte hun fortælle. Av.

    Svar

  31. Så enig, det er så tankeløst, og det er utroligt, at folk ikke er bedre til lige at overveje, hvor følsomt et spørgsmål det er. Så er der desuden dem, der ikke må blive gravide pga medicin de tager og sikkert tusindvis andre grunde. Havde f.eks. selv en stærkt dysfunktionel opvækst og besluttede tidligt, at jeg ikke ville have børn, før jeg vidste, at jeg var blevet mere velafbalanceret. Hvad svarer man så?!

    Hvis man endelig skal spørge ind til noget i den retning, så synes jeg, at min stedmor gjorde det på en fin måde, hvor hun helt enkelt spurgte “Kunne du tænke dig at få børn på et tidspunkt?” Det risikerer selvfølgelig stadig at træde på en øm tå eller to, men det afkræver ingen fortrolighed eller forklaring, og man kan selv beslutte, hvor dybt man vil gå ind i emnet.

    Svar

    1. Jeg synes også sagtens man kan spørge om visse ting. Fx: “Har du/I lyst til at få børn?” “Tænker I på at få flere børn en dag?”

      Svar

      1. Det synes jeg faktisk er lidt det samme, for hvad skal man svare på det spørgsmål, hvis man nu rigtig gerne vil, men bare ikke kan? Ærlig talt, så synes jeg ikke, at det kommer nogen ved, medmindre det er en meget, meget tæt veninde, der spørger.

        Svar

      2. Det kan man sagtens spørge om, men den der med “Skal I ikke snart have nogle flere?” den er lige så nederen som “Er du gravid?”-spørgsmål. Det er så ladet med “Fordi det skal/bør I da!” og det skal folk slet ikke blande sig i.

        Men enig i, at man godt kan spørge folk man kender godt, om de vil have børn en dag.

        Svar

  32. Dette indlæg er der mange, der ville have godt af at læse! Jeg er gravid, og i de tidlige uger blev jeg nødt til at lyve, når folk spurgte, og det var simpelthen så ubehageligt at lyve om noget, der føltes så privat og skrøbeligt. Jeg var bare ikke klar til at dele det endnu.

    Og når folk så ved, at man faktisk er gravid, er det altså god stil lige at spørge, inden man mærker løs på maven. Nogle gange føles det lidt som om, at ens krop er offentlig ejendom, når man venter sig – både hvad angår uopfordret mavegramseri og de spørgsmål man bliver stillet.

    Svar

  33. Enormt relevant emne for mig og min kæreste pt.
    Folk spørger konstant ind til emnet, og det er bare så tåkrummende, fordi jeg ikke kan finde ud af at lyve for nogen. Så nu ved en del at vi prøver, og det bliver der jo så også tit spurgt ind til. Har helt ondt i maven ved tanken! Jeg prøver at huske mig selv på at folk mener det godt ?

    Svar

  34. God t indlæg – det kan nemlig være enormt hårdt at blive spurgt om!

    Der er 8 år imellem mine to piger – ikke af valg, men fordi jeg var igennem 9-10 ufrivvillige aborter imellem (og tilsidst var tilknyttet HAB (enhed for ufrivvilige gentagne aborter på Rigshospitalet) ) det var usandsynligt hårdt at blive spurgt gangske ofte om vi ikke snart skulle have en til eller om jeg var gravid, når jeg ikke ønskede andet og måske lige havde aborteret igen! Derudover har jeg i den periode taget en del på (muligvis fordi jeg var så langt nede psykisk) og har svært ved at abe mig igen – så nu har jeg lidt mave, og får stadig spørgsmålet hele tiden ….. (selvom jeg er 42!)

    Svar

    1. Jeg er også HAB-patient, og her kan man sørme tale om at være smadret både psykisk og fysisk med gentagne ufrivillige aborter :-(

      Svar

  36. Åh ja. Kan hilse og sige at folk også kan finde på at spørge en veltrænet person, der ellers står med en drink i hånden, til en fedt. Nope, men mine mavemuskler går ud af og jeg har små bryster. Stadig ikke gravid dog -.-

    Min veninde var ude at lufte sin hund end dag i sommer, da hun stopper og snakker med en anden (ukendt) fellow hundemor. Lidt inde i samtalen ligger pågældende begge hænder på min venindes mave og spørger, hvornår hun har termin. Da hun lidt forfjamsket svarer, at hun ikke er gravid, snakker damen bare videre, stadig med en hånd på min venindes mave. Awkward much. Og yes, den veninde ser også helt normal ud. Folk er skøre?!

    Svar

    1. Og jeg beklager lige for de mange stavefejl. Skyder skylden på stavekontrollen på iphone, og at jeg er ualmindeligt træt i dag ?

      Svar

  37. Så enig! Og jeg vil faktisk gerne tilføje et punkt til din liste, som folk heller ikke tænker over:

    – Hun er ikke gravid, og de er ikke enige i parforholdet, om de skal være det (hverken om det er det rette tidspunkt eller om de overhovedet skal have (flere) børn). Ved at spørge i et åbent forum, så prikker man til noget, som måske gør at parforholdet ikke har det så godt for tiden og lægger yderligere press på det.

    Jeg kender flere, hvor det har været et issue – at den ene virkelig gerne ville, men den anden virkelig ikke ville. Og hver gang folk spurgte, så kunne man se, at det skabte dårlig stemning. Det tænker mange slet ikke over!

    Svar

    1. Ja helt sikkert! En anden mulighed er også, at ting generelt ikke går godt i parforholdet og de derfor slet ikke tænker i børn pga det.

      Svar

  38. Meget relevant indlæg. Jeg synes der er stor forskel på hvordan og hvem man spørger ind til noget så personligt.

    Hvis du har fået kommentarer her på bloggen, så er det sikkert fordi folk “hepper” på dig, da du jo ikke har lagt skjul på, at I gerne vil have børn inden for en overskuelig fremtid. Jeg håber personligt inderligt, at det kommer til at gå som I ønsker det, selv måneders ventetid kan virke uoverskueligt, når man står i det.

    Jeg har tvillinger og jeg skal love dig, at jeg et decideret måløs over de spr vi har fået på den bekostning. Mine er spontane, men jeg forestiller mig, at hvis vi havde haft brug for hjælp til dem, så var jeg sikkert blevet lidt stødt, hver gang jeg får spørgsmålet er de naturlige/har I tvillinger i familien?

    Svar

  40. Virkelig godt og velskrevet indlæg! Jeg er 36, i fast forhold på 2. år og kender det så godt. Da jeg stoppede på mit gamle arbejde i sommers, krammede en af mine (ikke særligt nære) kolleger mig farvel med ordene: “Og sig lige til, når der sker noget dernede” – og pegede på min mave. Siden har jeg ærgret mig virkelig meget over, at jeg ikke fik bedt hende holde kæft – dels fordi jeg aldrig havde fortalt hende om vores planer og ønsker på det område, og det derfor slet ikke kom hende ved, dels fordi jeg på det tidspunkt lige havde aborteret for anden gang indenfor ganske kort tid. Så gør sådan en åndssvag, uvidende kommentar faktisk lidt ondt.

    Svar

  41. Det er et fint og meget relevant indlæg! Jeg er også selv holdt op med at spørge andre, for man kender jo ikke nødvendigvis den enkelte persons historie – og de nære venskaber skal nok selv diske op med nyhederne, når der er noget at berette.

    Svar

  44. Hvor er det bare sejt at tage sådan et emne op – og så endda lige efter ferien ;)

    Det er virkelig et emne, som folk burde tænke mere over. Vi har et vennepar, som er gruppens “gamle par” rent væremæssigt. De blev gift i sommers, har lige købt hus i forstaden, og alle ved, at de prøver at blive gravide. Og det er skønt for dem! Men der har hersket en blanding af malplaceret nysgerrighed og vanvittig iver fra alle sider, som resulterede i, at manden i forholdet midt under en julefrokost (med dertilhørende procenter) fik annonceret, at hun tidligere SAMME DAG havde taget en positiv prøve. Lægen har siden bekræftet graviditeten, og jeg håber ved Gud ikke at hun abborterer, men pyh hvor gør det ondt at være vidne til, at ingen kan tage den med ro og bare nyde naturens mirakel i stedet for det cirkus det hurtigt er blevet til.

    Hurra for Emily Gad og meget mere omtanke ;)
    // http://www.moonlitmadness.dk

    Svar

  45. Hold op hvor er det bare et GODT indlæg. Tak for det. Jeg oplever det gang på gang at folk “træder på min ømme tå”. Lad os nu bare være, vi skal nok selv komme og fortælle når det er tid. Det er virkeligt et stort samtaleemne i min omgangskreds (30år) og i min famlie også. Tusind tak for dit indlæg.
    Kh Katrine

    Svar

  46. Tak for det her indlæg, fordi for fanden, hvor det går mig på, at folk synes det er helt inden for grænserne at spørge til sådan noget helt igennem privat. Jeg bliver tit spurgt (nok fordi jeg sidste år blev gift og er i den frugtbare alder af 28), og i 2016 blev jeg sgu træt af det. Så træt at jeg kom på en ide, der nok for det første siger lidt om, hvor dårlig min humor er, og hvor barnlig jeg kan blive, når jeg skal hævne mig på høfliglighedforladte (ja, uhøflige) mennesker. Jeg begyndte at afgive ét af følgende svar:

    “Jeg kan ikke blive gravid”
    Eller:
    “Jeg vil aldrig have børn”

    Fordi begge scenarier er jo mulige. Folk bliver så underligt stille, og det er altså lidt sjovt.

    JEngang for to år siden oplevede jeg, at en vennegruppe, som i mit fravær til en julefrokost, havde skrevet “tillykke med graviditeten” på min Facebook-væg. Efterfølgende havde veninder kimet mig ned og forlangt en forklaring. Min morfar, som også er på Facebook, havde ringet til min mor, fordi han var meget forvirret over, at sådan noget blev offentliggjort den måde på Facebook. De havde selvfølgelig bare ment det i sjov, men eftersom jeg samme år havde en veninde som spontant aborterede i 10. uge, så var det bare ikke skide skægt.

    Opsummering: hvis du ikke ved, hvad du skal spørge en kvinde om, der ikke har børn endnu, på trods af hendes alder, så tag et konversationsemnekursus før, at du spørger, om hun har et foster i maven.

    Skrevet hårdt, men med et lille glimt i øjet, forresten :)

    Svar

  47. Hvor er det spot on! Og hvor er det ufatteligt, at så mange af de upassende og formentligt ubevidst sårende kommentarer ofte kommer fra kvinder! Jeg er 31 og har været i et fast parforhold i 8 år. Den slags inviterer til et utal af kommentarer om lige præcis dette emne. På min arbejdsplads blev det på et tidspunkt så slemt, at jeg tog mig selv i at blive småalkoholisk til alle arrangementer for ligesom at cementere, at nej, der er ikke rogn i ovnen. Heldigvis havde jeg igennem de mange kommentarer ikke prøvet at blive gravid endnu, men bare tanken om, at min kæreste og jeg måske ville få svært ved det, var helt uudholdelig, alene i det perspektiv, at jeg så dagligt skulle konfronteres med ønsket på mit arbejde. Ellers tror jeg slet ikke, jeg havde haft den bekymring på forhånd.

    En af mine kvindelige kolleger har været ekstra meget efter mig, og da hun en dag spurgte lige så lidt subtilt som altid: “Skal du ikke snart have overtalt din kæreste til at få nogle børn?”, orkede jeg ikke flere diplomatiske svar om, at det da er et lidt privat spørgsmål, at det jo altså ikke altid er et valg osv. (sidstnævnte svar har i øvrigt betydet, at mange helt fejlagtigt har fået den opfattelse, at det er noget, vi har kæmpet for længe…men så har de i det mindste tiet stille) og i stedet svarede jeg blot: “Nej, det tror jeg ikke. Havde du og din mand sex i weekenden?” Min kollega, der nærmer sig de 60, så fuldstændigt vantro på mig og blev for en gangs skyld mundlam, så jeg kunne tilføje: “Nå, undskyld – det var heller ikke et spørgsmål, jeg normalt ville tillade mig at stille (eller have lyst til at få svar på), men da du inviterede dig selv ind i mit soveværelse, tænkte jeg, du forventede det samme af mig.” Det var totalt grænseoverskridende for mig at være så upassende og lidt flabet konfrontatorisk, men det havde den ønskede effekt, og jeg og min kagemave fik efterfølgende fred. ;)

    I dag er jeg i 4. måned og har været heldig at have ret nemt ved at blive gravid. Det er naturligvis en kæmpe glæde, men jeg må sige – i forlængelse af alle de dont’s, der bliver listet her – at det har været lidt skuffende at opleve folks reaktioner på min graviditet og glade nyhed, da jeg delte den. Jovist, jeg er blevet ønsket tillykke, men jeg tror efterhånden ikke, at jeg én eneste gang har oplevet en lykønskning, der ikke enten er blevet fulgt af et “endelig!” eller “åh, jeg var virkelig også ved at være bekymret for, om I kunne få børn” – eller det meget akavede spørgsmål om, hvorvidt det er noget, vi har ønsket længe. Ikke alene er det igen en total overskridelse af min og vores intimsfære, men der ligger også i alle disse reaktioner og spørgsmål en stærk undertekst, der fortæller mig, at vi godt nok er sent på den og burde være kommet i gang noget før. Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt spids i det, nok også mere end jeg ønsker, fordi det igen viser, hvor subjektivt normdrevet mange mennesker er. Hvis man har været kærester SÅ længe, må man da skulle have børn…og hvis man er fyldt 31, må man da have haft ønsket i lang tid. Jeg ved godt, at folks garanteret utilsigtet upassende kommentarer ikke burde genere mig, for jeg er ikke fanget i den følsomme situation, hvor jeg har oplevet aborter eller prøvet at blive gravid længe, så jeg bliver ikke som sådan personligt ramt, men principielt generer det mig, at en glædelig nyhed, som jeg er lige lykkelig for at få lov at dele, skal mødes af spørgsmål og kommentarer, som antyder, at mine valg ikke har været helt rigtige. Samtidig føler jeg mig berørt på vegne af alle dem, der har svære historier med i bagagen.

    Jeg har elsket at have mine 20’ere til venner, rejser og total tosomhed med min kæreste, og ligesom at én yngre mor i kommentarfeltet nævner den fuldstændigt upassende kommentar om, hvorvidt hendes graviditet var planlagt, underforstået at man så partout er fanget et sted imellem kommunal indgriben og et opkald til Kåre Sand, vil jeg godt lige tale for, at man heller ikke aldersdiskriminerer den anden vej. I det hele taget: kan vi ikke bare aftale, at man ikke spørger til ting, der tager udgangspunkt i aktiviteterne på soveværelset, og så lover jeg, at jeg aldrig spørger en – nok mere end før mit spørgsmål – pensionsmoden kollega om hendes sexliv! ;)

    Svar

  48. Det her indlæg er bare så meget spot on! Må vi be’ om mere Emily Gad?

    Oplever det desværre selv. Er i starten af 30’erne, blev gift i 2016 og har været sammen med min mand i godt 8 år. Har også været gravid to gange i 2016 men begge gange er det endt med abort. Det er lidt svært at håndtere når folk mener, at det er i orden at spørge, når de knap nok kender én og intet aner om forhistorien! Næste gang overvejer jeg bare at svare: nej, men jeg har aborteret flere gange! På den anden side så orker jeg bare heller ikke det som kan følge med, med yderligere spørgsmål, ynk osv

    Svar

  50. Så fint et indlæg!

    Måske det til slut lige skulle tilføjes at får man det at vide mens det er hemmeligt, så holder man sin mund også selvom man selv er ved at eksplodere at glæde. Jeg synes den gravide selv skal have lov at fortælle det, og går det nu sådan at de mister barnet, så var der jo nok netop en grund til de ikke ønskede alle skulle vide det.

    Svar

  51. Amen to that! Har selv været igennem 3,5 års fertilitetsbehandling og 2 ufrivillige aborter og det spørgsmål var det absolut værste at blive udsat for i den periode. Det lykkedes heldigvis og nu har vi den lækreste lille datter – og når de fleste ved hvor meget vi skulle igennem for at få hende, undgår vi heldigvis de fleste spørgsmål om nummer 2.

    Svar

  53. Super godt indlæg! Jeg er helt enig med dig :-)

    Når man, som jeg, er sidst i tyverne og har været sammen med den samme mand i over 10 år (og gift i over 2) så er det ikke længere nok at bruge alle ti fingre og tæer til at tælle antallet af børne-kommentarer, vi har fået i tidens løb.

    Jeg er nok lidt striks på det punkt. Min overordnede “huskeregel” er: Hvis personen er en, du aldrig ville spørge om vedkommendes sexliv, så skal du heller ikke spørge om graviditet.

    Jeg ved godt, at mange spørge i den allerbedste mening. Og at de nok ikke skænker lagengymnastik en tanke, når de spørger. Men helt basalt set spørger de jo ind til noget virkeligt intimt og privat. Selvom de måske ikke er klar over det.

    Der kan være 10.000 grunde til, at man ikke har børn sammen. Uanset hvad ens grund er, så er det altså underligt at blive spurgt om, hvis det ikke er af nogen man ellers vender alting med, og som kender til ens situation.

    Tak for dit indlæg :-)

    Line

    Svar

  54. TAK for dette indlæg. Et meget (for mit vedkommende) relevant emne!
    Min kæreste og jeg forsøger på 5 år at få et barn og den proces er frygtelig hård (med alt hvad det indebærer af for vores vedkommende af fertilitetsbehandling og aborter) – så nej spørgsmålet “Er du gravid?” eller “I skal der også snart til at have nogle børn” gør ondt helt ind i hjertet.

    Svar

  55. Kære Emily,
    Tak for dette indlæg!
    Min mand og jeg har kendt hinanden i over 10 år, og har først talt om at få børn de sidste par år. Faktisk er vi gået fra ikke at ville have børn til at jeg nu er gravid – og vi glæder os :) men i de par år, hvor vi har overvejet, hvorvidt vi skulle “stifte familie” eller nyde kun at være os to, var der et sandt baby-boom på min arbejdsplads. Alle de glædelige nyheder fra mine jævnaldrene kvindelige kollegaer gjorde det åbenbart legitimt for resten af afdelingen at diskutere “hvem er den næste” flere gange om ugen – både i kaffepauser, i krogene til afdelingsmøder og midt i en stopfyldt kantine til frokost. På det tidspunkt var vi kun to kvinder i slutningen af 20’erne tilbage i afdelingen, som ikke havde børn/var gravide, så det var vores navne, der blev fremhævet ved alle disse samtaler, både når vi var til stede og når vi ikke var. Det endte med, at jeg måtte skælde mine kollegaer ud ved frokostbordet, endda ad flere omgange, før at emnet blev lagt på hyldet igen!

    Det, der chokerede mig mest ved det hele var, at der hovedsageligt var kvinder, enten dem, der selv var gravide/lige havde født eller dem med mindre børn, der bragte emnet på banen. Jeg blev især sur og ked af det over deres manglende forståelse for, at dette kan være et emne, man ikke har lyst til at diskutere med sine kollegaer en tilfælde onsdag, fordi det indeholder så mange private forhold.

    Så jeg er helt enig med dig – hvis ens veninde/kollega/kusine ikke selv bringer emnet på banen, skal man ikke stille spørgsmål :)

    Svar

  57. Hvor ville jeg ønske at ALLE læste dette indlæg! Det er virkelig spot on.

    Jeg kan tilføje endnu en ting til listen over virkelig irriterende kommentarer.

    Vi er i den situation at vi ikke kan få børn – heller ikke med hjælp. Efter at i mange år at have undveget spørgsmålene om børn med et måske/emneskift så er jeg begyndt at svare sandfærdigt!
    Hvorefter den spørgende ofte så siger : jamen så skal i jo bare adoptere.

    Den kommentar kan få mig helt op i det rød felt!
    Fordi at adoptere er det eneste rigtige så ? Og jo mega nemt ? Eller …..

    Jeg er i øvrigt også (som flere andre ) blevet rørt på min nøgne mave i et træningscenter den 23 december af en helt fremmed kvinde – som var ovenud glad for at jeg var gravid! Hvilket jeg jo ikke er. Eller ligner mener jeg selv. Tak for den julegave! ? Da jeg svarede at jeg ikke var gravid (og at hun skulle fjerne sine hænder) svarede hun i øvrigt “det kommer – bare vent og se”.
    Suk suk suk!

    Svar

  58. Jeg istemmer koret – Super relevant og godt indlæg!! Takker :-)

    I mit parforhold er det min mand, der gerne vil børn, mens jeg pt. ikke har den store lyst til det – er pt. i gang med videreuddannelse på aftenstudie (HD) og jeg har ikke nogensinde har haft den store trang til at få børn.

    Vi har været sammen i 10 år og blev gift for 1,5 år siden. Vi/Jeg er ofte blevet spurgt i løbet af de sidste 4-5 år, i samme periode som vores vennegruppe er gået baby-amok “Nårh, hvornår blir det jeres tur” – “vil du ikke have børn?” – “skal I ikke også have børn?”.
    Vi blev spurgt både af familie og venner – især vennegruppens spørgsmål gik mig på – det rager som sådan ikke dem og det er et ømtåleligt og meget privat emne, da vi ikke var enige og som sådan stadig ikke er det. Jeg har haft svært ved at finde den rette grimasse og finde et svar, hvor jeg ikke “flåede” hovedet af spørgeren. Der er blevet sendt ret så mange spidse bemærkninger retur.

    Når min mor spurgte lidt forsigtigt ind – “alle andre er blevet bedstemor….” – “det kan godt være, at de er det, men et barn passer ikke ind i vores liv pt., “så nej du blir ikke bedstemor lige nu”. Efter nogle snakke hvor jeg fik fortalt hende, hvor meget det påvirker os/mig, når folk spørger ind eller blander sig, har hun taget mine ord til sig og der kommer aldrig spørgsmål fra hende mere og hun er endda begyndt at forsvare os i familiære sammenhænge – onkler, tanter etc.
    Især nu hvor vi er blevet gift, er familien mere tilbøjelig til at spørge mine forældre til “om ikke snart, der kommer småfolk”.

    Kan vi ikke bare bleve enige om, at det der foregår i hjemmets fire vægge ikke rager andre, end de der bor der. Især hvis man ikke har et meget nært forhold. :-)

    Svar

  59. Amen! :-)

    Hvis nogen kender til et ligeså velskrevet bud på “har du fået en kæreste?”, så smid endelig et link, for så har jeg et par familiemedlemmer at sende det til!

    Svar

  60. Jeg elsker simpelthen det her indlæg!! Jeg er typen, som tager på PÅ MAVEN og generelt lider af lidt oppustethed, så jeg har mange gange oplevet at blive spurgt om jeg er gravid af næsten fremmede mennesker. Jeg forstår bare slet ikke behovet for at spørge. Hold da din nysgerrighed for dig selv og vent til det er helt tydeligt for Gud og hver mand! Jeg har i øvrigt selv oplevet spontane aborter og ængstelsen ved at det ikke lige lykkes at blive gravid, og det har man bare ikke lyst til at dele med andre end de nærmeste, når man står i det. Så TAK for dine fine råd!
    Jeg har i øvrigt et barn på knap 2 år og render derfor konstant ind i spørgsmål om det næste barn. Det er en helt anden – men ligeså interessant – diskussion ift. andres forventninger/normer til hvornår og hvorvidt man vælger at forøge familien yderligere!

    Svar

  61. Jeg er helt enig. Nysgerrige mennesker skal bare holde den tanke for sig selv.

    Dog synes jeg det er fair nok at spørge ind til temaet generelt, når man runder de 30 år. Kvinder i dag er virkelig alt for forkælet. De venter måske til de bliver 35 år førend de overhovedet tænker på at gå i gang og det er kroppen faktisk slet ikke bygget til. Det koster i sidste ende vores sundhedssystem mange penge, at mange par rent faktisk skal have hjælp til at blive gravide, netop fordi de har ventet for længe og kroppen ikke er så frugtbare. Dette gælder også manden! Mændssædkvalitet falder også med alderen. Oven i det har danske mænd den dårligste sædkvalitet i Europa.

    Synes det bør tematiseres mere, at kvindekroppen faktisk ikke er bygget til at vente alt for længe og mænds faktisk heller ikke.

    Svar

    1. Jeg tror nu, de fleste nogenlunde begavede mennesker godt er klar over, at deres reproduktive evner falder over tid. Jeg forstår slet ikke den der tankegang med, at man gerne må vade på andres følelser i oplysningens navn. Du går vel heller ikke hen til en ryger og flår smøgen ud og giver et foredrag om sundheden i dét, vel?

      Så pas du dig selv og hav lidt tillid til, at alle ikke er dummere eller mere forkælede end dig.

      Svar

    2. Wauw en fordømmende kommentar, Maria. Som Eva undrer jeg mig over din følelse af, at det er dig, der skal bestemme, hvornår andre må og skal have børn.
      Det er et ekstremt privat spørgsmål, og hvis du gerne vil have folk til at få børn lidt tidligere, så må du jo gå ind i politik og gøre livet lidt lettere for børnefamilier eller skabe andre positive incitamenter for den slags, ikke skælde stakkels 35-årige kvinder ud.

      Svar

  62. Spot on indlæg!
    Jeg venter mig selv, er studerende og 24 år. Jeg har ikke selv oplevet spørgsmålene. Trods dét at jeg har kendt min kæreste i 7 år, så er der åbenbart stadig en del, der ikke ser 24 åg og studerende, som den “rigtige” alder at blive gravid i – det er en helt anden snak.
    I hvert fald – jeg har været skånet for spørgsmålene, men jeg tænker da ikke der var gået ret længe før de var kommet.
    De første 12 uger i min graviditet sneglede sig afsted, og faldt sammen med mange sammenkomster hvor jeg gang på gang skulle begrunde mit fravalg af alkohol. Jeg var SÅ bange for, at nogen ville spørge mig om jeg var gravid. For det første fordi, at det ville bringe mig i en situation, hvor det ville være svært – gennem kropssprog – ikke at afsløre. Og det vill eave gjort mig så ked af det.
    Jeg stiller ALDRIG det spørgsmål, for jeg ved hvor meget det betød for mig selv, at få lov at fortælle det når vi selv var klar til det. I vores tilfælde handlede det både om at få overstået den famøse nakkefoldsscanning, men også at vi faktisk – min kæreste og jeg – bare havde lyst til at have det for os selv lidt tid. Jeg ville føle, at dét ikek blev respekteret.

    Min veninde kæmper for at blive gravid. Det går rigtig skidt. Jævnligt bliver hun konfronteret med spørgsmål som “Er der ikke snart tid til at få en lille” eller “er du gravid?” – Jeg har selv været vidne til at hun er blevet stillet det spørgsmål, og det er tåkrummende.! jeg går lidt i stykker indeni – for det er i virkeligheden det eneste hun drømme rom – at blive gravid. og de prøver virkelig.

    Det blev meget langt. men min pointe er bare; lad være med at spørge. af flere grunde. Det kan gøre så ondt.

    Svar

  64. Virkelig vigtig pointe! Lige præcis dét spørgsmål kan gøre mig så gal, selvom jeg godt ved, at folk ikke spørger af ond mening.

    Svar

  65. Der rammer du lige præcis min verden. Det er så grænseoverskridende at alle vil vide præcis den ting. Især når det er det jeh ønsker sig allermest, men det ikke lige går som vi drømte om. Som du selv kommer ind på, så får folk det nok at vide når tid er.

    Svar

  68. Godt indlæg med mange gode og sympatiske pointer. Men det får mig til at tænke på hvor optagede vi kvinder egentlig er af at fremstå perfekte og i kontrol. Der er i mine øjne en spøjs tendens i tiden til at lave adfærdsregulerende lister og ordensregler kvinder imellem, fx. til når vi er på barselsbesøg og nu også i forhold til graviditet. Jeg mener selvfølgelig ikke at man bør finde sig i at blive gjort til grin, og jeg anerkender fuldstændig at ingen fortjener at føle sig krænket og såret. Men det gælder sådan set i alle henseender og alle situationer. Hvorfor er det så svært for os kvinder at sige fra og bide lidt fra os? Hvor er det en skam at der er så mange temaer der er tabu for os. “Nej, vi skal ikke have nummer to, ja, jeg leder stadig efter job eller nej, huset er ikke solgt endnu”. Og hvad’ så!! Jeg ville ønske at vi kvinder (inklusiv mig selv) ikke var så tyngede af vores egne og andres forventninger. Jeg synes det kunne være befriende hvis vi ikke tøvede med at sige: Det kommer sådan set ikke dig ved! hvis en kollega spørger om man er gravid. Eller: Der er mange følelser knyttet til det emne, det har jeg ikke lyst til at tale om lige nu, når nogen spørger om man ikke snart skal have flere børn….Eller pyt om din veninde opdagede at du var gravid inden du selv breakede nyheden på en eller anden overtænkt finurlig måde. Who cares?! Jeg er bange for at jo mere vi afskærmer og regulerer hinanden des mere tabuiserer vi. Ved at lave disse mange uskrevne regler leger man blot med på dette skuespil hvor alle kvinder har totalt styr på alting altid.

    Svar

    1. Hmm… tror ikke nødvendigvis at regler (à la dem her i indlægget) er med til at tabuisere potentiel graviditet som emne, snarere synes jeg netop at de bliver italesat og at der er masser af kvinder, der har lyst til at komme med indspark herom (se bare kommentarerne) og måske netop blive klædt på til at bide lidt fra sig (for der er vi altså helt enige) når spørgsmålet kommer. For det gør det jo nok unægteligt igen. Mine velmenende ‘regler’ eller ej :) Klem Emily

      Svar

  69. Damer! TAK TAK TAK for at I har haft lyst til at dele jeres egne ømme tæer, erkendelser, meninger om og erfaringer omkring emner.

    Og at I også har haft lyst til at snakke og diskutere indbyrdes. At her er plads til at være enige, uenige eller midt imellem, men at man under alle omstændigheder har lyst til at give sig besyv med.

    Må ingen igen spørge jer om I er gravide (eller singler eller har fået arbejde) eller tage jer på maven. Og må de af jer der bakser med fertilitet og spontane aborter snart få det I ønsker jer <3

    Mange mange kram
    Emily

    Svar

  70. Ja, og her kunne jeg fortsætte listen for dig… Jeg er zoneterapeut og Totum kropsterapeut og har specialiseret mig indenfor kvindens cyklus, PCO, barnløshed, fertilitet, graviditet, fødsel og ikke mindst de små babyer der jo er hele omdrejningspunktet.

    Jeg har mange ulykkelige, stressede og ikke mindst ensomme kvinder gående inde på min klinik. Det er desværre blevet almindeligt, at kvinder har svært ved at blive gravide. Det tager tid og kræver tålmodighed. Det arbejdes der med på højtryk på klinikken og med gode resultater.

    Jeg har netop fået produceret 15 film som fortæller om mine behandlingsformer og dels 7 klienter der udtaler sig om at gå i behandling hos Huskdigselv.dk.

    Jeg vil meget gerne dele mere ud af min erfaring, hvis der er behov for det

    Svar