3 film til din sofasøndag

Skal du tilbringe eftermiddagen eller aftenen (eller begge dele) i sofaen i selskab med popcorn og en god film eller to? Sådan brugte vi sidste søndag og vi så hele tre film, der er værd at bruge dyrebar sofatid på.

Anbefalet af nogle af vores venner og siden set og blåstemplet af os. For man kan nemt komme til at bruge halvdelen af hyggetiden på at lede efter noget seværdigt og blive vægelsindet eller endda knotten i jagten på den helt rigtige film at streame. Mulighederne er nemlig næsten for mange.

Så hvis I har set noget dejligt for nylig, må I endelig sende anbefalinger retur.

Ps. Bloggen blev hacket i morges, lige efter jeg havde udgivet originalen af dette indlæg, der desværre gik tabt. Alt er i den skønneste orden nu og jeg har forsøgt at genskabe indlægget her, så godt som muligt, men det er blevet en del kortere end det oprindelige.

Into the wild
Efterhånden en gammel traver (fra 2007), men jeg havde ikke fået set Sean Penns lille filmperle før. Filmen er baseret på den sande historie om Christopher McCandless, der efter at have dimitteret fra college efterlader alt hvad han har, donerer sin opsparing til velgørenhed og drager mod Alaskas vildmarker for at leve et enklere liv i pagt med naturen. Den (vilde) landevejstur op gennem USA bliver en dannelsesrejse med mange formende  og herlige menneskemøder for den elskelige vagabond og poet.

Smuk, befriende, livsbekræftende og dybt frustrerende på én og samme tid.

Kan ses på både HBO og Netflix.

Fundamentals of caring
Hvis du kunne lide franske De urørlige, så er denne her formentlig også et hit. Bittersød, lun og fuld af sort humor. Og en overraskende velspillende og kæk Selena Gomez som flamme i en anderledes teenage-romance. Det med ‘overraskende velspillende’ kan i øvrigt kun tilskrives mine egne fordomme. Har aldrig set hende i noget før og måske hun bare altid er sej. Craig Roberts og Paul Rudd har hovedrollerne som henholdsvis tvær handicappet og empatisk hjælper og gør det lige så glimrende.

Kan ses på Netflix.

Captain fantastic
Hvordan denne er gået min biografnæse forbi sidste år er mig et under, men jeg er uanset hvad, meget glad for at have set den nu.

Historien om en far (Viggo Mortensen), der opdrager sine 6 børn ude i en skov med hjemmedyrket/-fanget/-lavet mad, masser af fysisk træning, intellektuelle diskussioner og læsning fik mit lille hippiehjerte til at slå et slag over. Og samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er nødvendigt at være så radikal. Det dilemma løser filmen på fineste vis selv, da man følger familien på en hjerteskærende odyssé til morens begravelse tilbage i civilisationen. Alting er nemlig ikke sort/hvidt, men en ting er sikkert: Cola er forgiftet vand.

Kan lejes eller købes på iTunes.

Grey

Skriv en kommentar

11 Kommentarer

  1. Captain Fantastic så jeg i biografen, og den er så smuk. Jeg hepper på en Oscar til Viggo (lækker krop, i øvrigt, i filmen) for præstationen.
    Filmen er for sit budskab, sine farver og skuespillerpræstationerne et genkig værd.

  2. Tak for skønne tips! Vi har netop lejet Captain Fantastic på iTunes efter at have læst din anbefaling, så søndag aften er reddet??

  3. Jeg så into the wild da jeg havde veer med min yngste søn og da jeg havde født ham 12 timer senere, sad navnet Emile Hirsch bare fast i mit hovede og selvom han skulle have hedder Johan, endte han altså med at hedde Emil, på grund af den film!! Og han er en rigtig Emil, så det passer perfekt (;

  4. Lækkert med filmanbefalinger ? Jeg synes at huske, at du godt kan lide at se dokumentarer – så anbefalinger deraf er også velkomne ?

  5. Når du godt kan lide filmversionen af Into the Wild, vil jeg slå et slag for bogen. Som det så ofte er med bøger, tegner det et mere nuanceret (og mindre romantiseret) billede af både McCandless’ historie og lignende eventyr :-)