Gin & tonic? Yes please! Gin & tonic med figen og vanille. Oh yes!
Forleden lavede jeg en simpel sirup af friske figner og kornene fra en stang vanille og mens den blev lavet med tanke på denne drink, så skulle jeg hilse at sige, at den også er mægtig god på vafler eller pandekager. Så synes man det er lige lovlig voldsomt at lave en sirup, bare for at kunne mikse et par drinks, så har den altså flere anvendelsesmuligheder end som så.
Den gør det også godt sammen med danskvand eller tonic uden gin, hvis man af den ene eller anden årsag føler mere for en virgin cocktail.
Skål og god fredag fine mennesker ♥
Cocktail med figen, vanille og gin
4 cl gin
1-2 cl simpel sirup med figen og vanille (opskrift nedenfor)
2 skvæt orange bitters
6 cl tonic (eller mere efter smag)
Isterninger
- Fyld en shaker med is og hæld gin, sirup og bitter i. Rør godt.
- Strain det op i et glas med isterninger og top op med tonic efter smag og behag.
- Pynt med en skive frisk figen. Nyd!
Hvis ikke man gider at komme det op i en shaker, kan man tage en smutvej og blot blande direkte i glasset.
Figen- og vanillesirup
– nok til ca. 10 cocktails
6 friske figner, uden stængel og skåret i halve eller kvarte
1,5 dl sukker
1,5 dl vand
Kornene af 1/2-1 stang vanille
- Kom alle ingredienser i en lille gryde og lad det koge op og boble ved medium varme. Sænk varmen og lad det simre i ca. 5-7 minutter (husk at røre jævnligt) til fignerne begynder at blive bløde og falde lidt fra hinanden.
- Lad det køle lidt af og sigt det så. Brug gerne fignerne til ost, på yoghurt eller lignende.
- Opbevar siruppen på køl i en lufttæt beholder eller flaske.








