Læseklub: Urmagerens datter (Diskussion)

Obs! Der bliver spoilet på det groveste nedenfor. Derfor: Hvis man vil læse bogen, så stop her. Og glæd dig til en hyggelig og interessant læseoplevelse. Har man derimod læst den allerede og vil være med i diskussionen, så er det bare at læse videre :)

Jeg fandt Urmagerens Datter så charmerende og mægtigt underholdende og det på trods af, at det hverken er en stor kærlighedshistorie eller spændingsgåde (nuvel den indeholder en lille kriminalhistorie, men den bliver der ikke gjort et større nummer ud af), der driver og bærer den. Dermed ikke sagt, at de to genrer er de eneste interessante. Tvært imod. Men de har det med at drive læseren frem. Det jeg prøver at sige, er, at jeg fandt det usædvanligt let at tygge sig igennem en egentlig ret tyk roman om noget, der ikke umiddelbart interesserede mig. Og her taler jeg både om Elodies lidt udefinerbare arkivarjob og de victorianske kunstnere. Nå, ja og Lauren, den afdøde cellist, der i overført betydning hjemsøger nutiden, spøgelset Lily Millington, der rent faktisk hjemsøger Birchwood og stort set alle andre, vi bliver præsenteret for. Den eneste jeg personligt (for alvor) kunne relatere til og sympatisere med var Juliet, Tips mor, der klarer skærrene for sin amputerede familie under 2. Verdenskrig. Dén historie syntes jeg var vanvittigt spændende. Det siger selvklart også noget om mine egne historiske præferencer, men det siger også en hel del om bogens kvalitet, at den formåede at holde mig fanget og at den føltes letlæst, på trods af at jeg altså ikke var videre interesseret i majoriteten af persongalleriet.

De holder verden på afstand ved at sende den gennem telefonen. De fotograferer den og kigger først senere på billederne, så de hverken behøver se eller mærke den i nuet.” (s. 339)

Mens de forskellige karakterer med få undtagelser forblev lidt hule for mig, så var jeg mægtigt begejstret for selve bogens tema: Tid. Der var så mange godbidder omkring tid, hvad det er for et fænomen (og hvad det ikke er), hvad den gør ved os og hvordan vi ikke kan undslippe den. Dét var vildt spændende og lå som et æterisk slør over hele romanen undtaget de gange hvor det blev nævnt helt eksplicit.

 

Jeg er vanvittigt splittet omkring plottet. For mens det på den ene side er vanvittigt elegant noget så flot viser “... brugen af narrative strukturer til at skabe sammenhængende historier gennem flere tidsperioder.” (Mortons egne ord, s. 478.), så er det næsten også SÅ gennemtænkt og velorkestreret, at det forfladiger momentum en anelse. Råb endelig op, hvis I er uenige (eller enige for den sags skyld). For jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad det præcis er, jeg savner og der er vitterligt ikke en finger at sætte på plottet. Måske ikke andet end at det på trods af et par overraskelser, bliver lidt for forudsigeligt?

De mange spring i tid (der ellers virkelig er gennemførte og elegante), spænder også lidt ben for at der er rum til at grave ned i de enkelte historier. Og det er lidt synd og skam. For selvom Elodie ikke umiddelbart er en jeg kan spejle mig i (ikke at det gør noget, det er også spændende at læse om personer, der er anderledes end en selv), så er jeg vildt nysgerrig på at vide mere om hendes umage forhold til Alastair. Hvordan er de to overhovedet havnet i en situation, hvor de skal giftes?

På samme måde er jeg også dødsens nysgerrig efter at vide mere om Tips families flugt og liv under 2. Verdenskrig. Eller om Edwards og Lilys/Birdies stormende forhold. Om Ada og Lucys liv på pigeskolen. Og… og … og…

 

Jeg kan bedst beskrive det sådan her: Jeg har det lidt som om jeg er blevet serveret de lækreste hors d’hoeuvres på et virkeligt indbydende bord. De er ikke nødvendigvis dem jeg selv ville have valgt, men de er hver især appetitvækkende og gør mig sulten efter mere. Derefter får jeg en forret (også lækker!) og så er det slut.

Jeg synes der var så mange spændende historier i historien og også små gåder og mysterier, men for at få hele kabalen til at gå op (hvilket lykkes smukt), så får hver enkelt del ikke helt den opmærksomhed den fortjener og mange af de ellers vildt spændende løsninger på førnævnte gåder, bliver serveret lidt for let og pænt på stribe hen mod slutningen. Giver det mon mening? Og hvis ja, havde I en lignende læseoplevelse?

 

Hvad kunne I allerbedst lide ved bogen?

I min optik er den godt skrevet og meget dygtigt skruet sammen. Selvom den egentlig er fuld af sorg, tab og svigt, så formår den at være charmerende og hyggelig og sætter mig som læser i en rar stemning.

Og så var jeg også helt vild med denne (desværre meget sande) betragtning fra Lily Millingtons spøgelse om hvordan museets gæster dvæler ved den stakkels Fannys triste skæbne:

Men mest af alt ryster de på hovedet og sukker på en gang henført og fortvivlet – at svælge i andres tragedie er trods alt et af de dejligste tidsfordriv. der findes.” (s. 136).

Blege Joes fine ord om det at være forelsket er en anden yndlingsbid fra bogen:

“… det er nøjagtigt sådan kærligheden føles. Det er, som en maske fjernes, som om ens sande jeg afsløres for den anden, og man er tvunget til at acceptere – det står på en gang lysende og angstfremkaldende klart – at den anden måske aldrig kommer til at opleve det samme.” (s. 203).

Var der noget der irriterede eller generede jer?

Det der skurrede mest for mig, var at Lucy skulle have lukket Lily Millington nede i præstehullet i trappen for så først at komme til bevidsthed 4 dage senere og have glemt (næsten) alt om det. Det hedder sig, at de først for alvor forlader huset 14 dage efter og uden at vide meget om lig og hvad sommervarmen gør ved dem, så forestiller jeg mig, at det må have lugtet forfærdeligt. Det virker også underligt, at den stakkels Lily ikke har formået at kalde på hjælp i tide.

Som et godt eksempel på de lidt flade afleveringer, jeg sukker lidt over er det, hvor Tip laver den såkaldte trylleæske til Lauren og åbenbart indfatter Den Blå Radcliffe i den. Vi har sammen med store dele af persongalleriet jagtet den kostbare safir igennem snart sagt hele bogen og vupti sidder den i det smykkeskrin, der bor i Elodies lille London-lejlighed og som vi er blevet præsenteret for allerede tidligt i romanen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er veleksekveret eller letkøbt…

Var der en (eller flere) af karaktererne, I særligt godt kunne lide?

Jeg var helt vild med Juliet og hendes historie. Både fortællingen om, hvordan hun holdt hovedet højt som enlig mor, men også den om hvor stor en rolle kvinderne spillede under krigen og hvor momentan en betydning det havde for kvindefrigørelsen omend det var foranlediget af triste omstændigheder.

Hvad syntes I om den åbne slutning?

For mig var den ikke så åben endda, men derfor er det jo netop skægt at sammenligne om I tror, der sker det samme. Jeg føler mig overbevist om at Elodie ophæver forlovelsen og hopper på den spændende, australske detektiv Jack i stedet for. Og at Jack genkender Den Blå Radcliffe i trylleæsken og ringen således sluttes.

Og nu glæder jeg mig sådan til at høre, hvad I syntes om Urmagerens Datter? Tag udgangspunkt i spørgsmålene ovenfor eller fortæl om noget helt andet eller tredje, der gjorde indtryk på dig.

(Visited 1.334 times, 6 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Inden jeg kom i gang nåede damen i boghandleren at fortælle mig, at det efter hendes opfattelse var lidt for meget en tøsebog. Det er nu ikke nødvendigvis en dårlig ting i min verden, men jeg sendte hende en tanke ved de meget maleriske beskrivelser af landskaber mv. Med det sagt indledningsvist kunne jeg sådan set godt lide bogen og læste den temmelig hurtigt, men følte lige som dig, at jeg aldrig kom helt 100 % ind under huden på personerne, og det er ellers noget af det, som jeg virkelig holder af ved at læse – personkarakteristikkerne og se udviklingen af de centrale personer. Omvendt er der bestemt en charme i, at se tingene i en endnu længere tidsramme end et enkelt menneskeliv, men måske det skulle have været en triologi i stedet for?!

    Jeg kunne også rigtig godt lide Juliet og hendes historie, men min klare favorit var nok Ada, der bliver flyttet fra farverige Indien til den regnfulde engelske country side. Tænk at blive efterladt af sine forældre, taget væk fra alt det man elsker mest og så være tæt på at drukne pga. ubetænksomme og grænsende til det ondsindede jævnaldrende. Efterspillet efter den hændelse – og hendes videre historie i flere detaljer i øvrigt – ville jeg gerne have hørt noget mere om fra Ada selv.

    Forklaringen på Birdies lange indespærring uden råb om hjælp eller andre signaler til omverdenen forekom også mig en smule søgt og lidt kunstig. Jeg troede faktisk en overgang, at Lucy bevidst havde gjort det for at forhindre hendes elskede storebrors forsvinden til USA. Det havde selvfølgelig kastet en skygge over Lucys karakter, som ikke nødvendigvis matchede så godt med hendes videre livsforløb, men kunne omvendt også tjene som beskrivelse af en motiverende faktor for hendes ønske om at hjælpe unge piger videre som bod for sin egen ugerning.

    Uanset hvad var det dejlig underholdning, mens det varede, men den har ikke ‘siddet i mig’ på samme måde, som andre bøger kan gøre.

    Tak for altid hyggelig bogklub – du får mig afsted på biblioteket og viser mig nye forfattere, og det er så dejligt!

    1. Sikke en skæg boghandler og egentlig ret herligt, at hun er ærlig. Og nej, tøsebog behøver bestemt ikke være dårligt. For mig var den faktisk langt mindre tøset, end jeg havde forventet. Ved ikke helt hvorfor, men havde regnet med at vi kom lidt højere op på den romantiske klinge…

      Lyder som om vi har haft meget ens læseoplevelser. Puha er jeg lige ved at sige, for kunne ikke helt finde ud af om det var mig, der havde misset et eller andet ift. at føle at der var en del, der var lidt uforløst.

      Dejligt at du følte dig godt underholdt, sådan havde jeg det bestemt også.

      Det var bestemt så lidt, herligt at du har lyst til at læse med og tilmed dele din oplevelse.
      Kram E

  2. Jeg var så enormt heldig at vinde bogen – tak 💞 Og sikke heldigt for mig! Min søn kom nemlig til verdenen i starten af april og jeg havde ikke forestillet mig at jeg ville kunne læse en roman, som det første. Efter de første par uger, da amningen var oppe at køre, fik jeg lært en ammestilling hvor begge hænder var fri og fik læst og læst. Skønt! Det ville jeg nok ikke have gjort, hvis ikke jeg havde bogklubs deadline. Nu er jeg i gang med en bog mere og nyder at min læselyst ikke skulle sættes på pause.

    Nå, men bogen: jeg er meget enig i dine betragtninger. Der er et eller andet galt, selvom jeg har svært ved helt at sige hvad. Det jeg bedst kunne lidt var helt klart det lidt mere overordnet perspektiv om tid. Det er utroligt hvordan vi mennesker gennem historien minder om hinanden. Det er de samme temaer der er gyldige på trods af forskellig omstændigheder i den omgivende verden. Kærlighed bliver det vigtigste af disse temaer og er den røde tråd gennem bogen. Netop det aspekt med tid og evigtgyldige temaer fascinerer mig når man oplever anden litteratur og kunst fra forskellige perioder. Her bliver det samlet og understreget på en fin, omend måske lidt for udpenslet, måde.

    Det irriterer mig hvordan utroskab bliver potrætteret. Både Edward, Lauren og Elodie skulle tage at mande sig op og afslutte deres forhold før de er går videre. Eller okay, det er måske fair nok med Lauren, som lever i et forhold hvor det er en aftalt præmis. Men jeg synes det bliver forherliget og lidt for sort/hvidt, bliver deres partnere beskrevet som småirriterende. Det ændrer ikke på at jeg tror og håber at hun ender med Jack.

    Historien om Ada var for mig den svageste. Jeg synes det virker urealistisk at en 8-årig har de tanker hun skulle have?

    Jeg tænkte også over hvordan liglugten underligt nok udeblev.

    Jeg kunne godt lide Elodies historie, men følte mig snydt fordi man aldrig for alvor kom tilbage til den.

    På trods af alle de ting jeg ikke bryder mig om, kom jeg let igennem bogen og overvejede ikke at lægge den på hylden undervejs. Så noget kan den alligvel. Den er måske tilpas letlæst til at det går.

    Iøvrigt: Tillykke med en god skanning. Hvor dejligt at alt ser ud som det skal. Jeg har virkelig kunnet relatere til hele jeres forløb. Jeg havde to tidligere aborter før tredje gang blev lykkens gang. I hele tredje trimester blev vi fulgt med skanninger fordi han var for lille, specielt om maven. Jeg blev sat igang en uge før tid for at han kunne komme ud og få noget mere sul på kroppen. Og ud kom en lille fyr på 2500g, der er helt perfekt ❤️ Kunne se at du har læst smertefri fødsel – jeg kan kun anbefalede at lave øvelserne. Jeg havde en fantastisk oplevelse med fødslen og laboro bar mig igennem. Og ikke mindst det mentale forarbejde!

    Sikke en lang smørre jeg endte med. Tak for en god bogklub – glæder mig til den næste.

    1. Yay hvor er du sej lige at sluge en lang roman med en nyfødt på armen! Sådan. Håber så meget det bliver mig :) Kan være jeg skriver til den tid og får læse-ammetips <3

      Jeg er så enig i dine betragtninger. For den kan helt bestemt noget. Citaterne jeg har fremhævet ovenfor sidder også i mig og jeg syntes virkelig der var mange af den slags livskloge og fine sager at komme efter. Jeg følte mig også hele tiden drevet til at læse videre og syntes både den var charmerende, underholdende og spændende. Men ja, den efterlod mig altså også sulten efter mere...

      Åh det er jeg så glad for at høre på jeres vegne. At alt endte godt <3 Og det giver mig så meget mod, tro og håb. Tak for at dele. Og hey, mega fedt med Smertefri Fødsel og at du havde så god en oplevelse. Det har jeg også flere veninder, der har, så håber jeg kan joine klubben til den tid.
      Stort kram til dig og din lille dreng. Og fortsat god læselyst <3
      E

  3. Jeg er lige blevet færdig med bogen, og har lidt samme oplevelse. Den var hurtigt læst til trods for tykkelsen, men jeg sad tilbage med en følelse af, at der var mange karakterers historier, der ikke blev afsluttet ordentligt. Især Elodies – det var lidt tamt at slutte den dér.

  4. Hej Emily
    Tusind tak for din blog. HVOR er den smukke rispapirslampe i brun dog fra? Har aldrig set sådan en før.
    Kh.
    Lea