Et outfit… uden baby

Først var der min store babydunk og så var der mit bærebarn. 2019 kommer nok ikke til at gå over i historien, som det hvor jeg inspirerede mest på påklædningsfronten, men her er om ikke andet et outfit på falderebet. Uden baby. For selvom det ikke sker ofte (det ville jeg nu nok heller ikke have lyst til), så er jeg af og til ude uden ham. Han har et farligt fint bånd til sin far og de hygger sig helt vildt sammen. Virkeligt herligt at opleve og det giver totalt ro i maven, når jeg har været til fødselsdag, julefrokost eller i biffen sans baby. Det er næsten også Nikolaj, der putter ham hver aften og det er han altså en stjerne til. Vidste godt, han var et hit, men er blevet endnu mere forelsket i min mand efter han er blevet far. Også fordi han tilsyneladende er lidt af en babyhvisker.

Sidste uge stornød vi en lille miniferie i sommerhus i Jylland og denne uge er startet så rart. I går var jeg med en veninde (og Kurt) på julemarked i Den Går Hal på Christiania. Har så mange gode minder derfra, både i forbindelse med julemarked, koncerter og fester. Vi var også lige forbi Christianshavns Gymnasium og vise Kurt, hvor hans mor har gået i gymnasiet. Han virkede ikke hverken særligt interesseret eller imponeret, men det var han til gengæld over al julepynten og de andre herlige sager på julemarkedet.

I dag har jeg været til træning og gik ud og hjem i det magiske vejr. Tænk, at man kan blive helt høj på lidt solskin. Her til eftermiddag har min mor været forbi. Nok mest for at kysse på Kurt, men vi fik også hygget og snakket lidt og så hjalp hun mig med noget strikketøj. OG havde aftensmad med til os. Det har hun været så utroligt sød til, siden vi fik Kurt. At sørge for at vi havde noget nemt og lækkert hjemmelavet, der lige kunne varmes ca. en gang om ugen. Bedste hjælp og så dejligt.

Således har vi lige spist en god gryderet og sidder nu og flader lidt på sofaen. Og ser julekalender. Det er altså lidt hyggeligt. Derefter skal jeg svare på en håndfuld mails og have købt en julegave eller to og så er det vist også på hovedet i seng.

Håber også, at jeres uge er startet rart og at den om ikke andet bliver det ♥

Outfit-detaljer: Hue og støvler Ganni// Bluse Proem Parades//Frakke And Less//Jeans Levi’s//Taske Acne Studios

Foto: Alona Vibe

(Visited 4.973 times, 11 visits today)

Skriv en kommentar

13 Kommentarer

  1. Wow hvor flot du er! Og ja næsten helt mærkeligt uden Kurt indeni eller udenpå.. Alt ved det outfit er flot, men støvlerne sukker jeg mest over, de er 💫💫💫

  2. Så lækkert et outfit! Særligt jakken er jeg vild med – og jeg er ellers normalt ikke til brun. Men den har også lidt orange-ish over sig.

    Har du lyst til at dele, hvordan I putter? :)

    1. Jeg vil også rigtig gerne høre om putterutiner, hvis du har lyst til at dele.
      Min lille dreng vil næsten kun ammes i søvn til natten, og min søde kæreste gad så gerne, at han også kunne putte ham en gang imellem.

    2. Tusind tak sødeste medmor :)
      Det kan du tro: ca. 20-30 min inden han skal sove/når vi kan mærke han begynder at blive træt, skruer vi lidt ned for aktiviteter og tempo, giver nattøj på og ammer. Og så kommer han ind i sin seng (en bedside crib i min side) hvor han får ‘nathue’ på og puttet dynen om sig + sut og sit tøjdyr. Så synger vi en godnatsang og ligger med ham og holder ham i hånden, til han sover. Som regel bare en af os og oftest hans far <3

    3. Som regel sover han fint på denne måde på og falder hurtigt i søvn på 5-10 min, men hvis vi har ramt lidt forkert ift om han rent faktisk er træt eller hvis han omvendt er overtræt, så tager vi ham op igen og venter enten til han er træt (hvis han ligger og pludrer og virker helt frisk) eller også svøber vi ham i dynen og vugger ham i søvn i armene (hvis han græder og virker overtræt).

  3. Har N ikke et barn fra et tidligere forhold? Eller husker jeg forkert? Så må han jo være en erfaren herre i børnepasning 🙌
    Herhjemme kan far også sagtens putte – det er faktisk blevet til at jeg læser, synger, ammer, så sætter hun sig op og råber dada (far) og peger på døren. Så kommer far og “bumler” hende i søvn ✨🤲🤩 Han imitere barnevogn på brosten ved at ryste på benet med hun ligger på hans skød pakket godt ind i dynen, mens han synger hjulene på bussen og lille Peter edderkop 😎❤️

    1. Hmmm… næ ikke hvad jeg ved af ;)
      Okay hvor er det sødt og hvor lyder det hyggeligt <3 Kram til jer

      1. Jeg husker forkert! Må ha’ blandet jer sammen med et andet par 🙈 Det beklager jeg! Hilsen en ditto træt ammemor, som stadig har til gode at sove en hel nat 🤞✨😴