
Modtog for noget tid siden OSMO tørshampooen til test og havde kort forinden købt den fra Schwarzkopf. Den fra Klorane er fast inventar på badeværelseshylden og har været det i mange år, så med 3 gange tørshampoo i huset var det oplagt at teste og sammenligne.
De er alle tre gode, men den fra Klorane er og bliver min favorit (sammen med OSIS+ fra Schwarzkopf, men den er ikke med her), fordi den gør lige præcis det jeg ønsker af en tørshampoo/hårpudder: Løfter let, matterer let og giver lidt struktur + sparer en dags hårvask. Og så gør den ellers ikke så meget væsen af sig hverken mht. duft, hold eller tyngde. De to andre dufter meget kraftigt og det er selvfølgelig rart hvis man gerne vil have at håret dufter ‘rent’, desværre dufter de begge mere af toiletrens end shampoo i min næse og har generelt en meget skrap og syntetisk duft. Det trækker altså ret meget ned i min bog, omend duften forsvinder relativt hurtigt.
Bortset fra duften er Schwarzkopf’en flink til at leve op til mine førnævnte krav, selvom den ‘klistrer’ en lillebitte smule (sammenlignet med Klorane, der føles som pudder/talkum i håret). OSMO’en klistrer også lidt og giver lidt mere hold, så den er glimrende som styling i rent hår for at give det mere volumen og hold ved rødderne, men fejler lidt i forhold til at redde en hårvask på 2. eller 3. dagen.
Jeg planlægger et par hårpleje/-produkt indlæg i den nærmeste fremtid, da det vist er ved at være på tide at følge op på mine omdiskuterede ‘Curly Girl’ indlæg: Curly Girl og Curly Girl products I use , for selvom jeg stadig lever temmelig meget efter Curly Girl filosofien, så er det blevet med egne modifikationer og tilpasninger. Skriv endelig hvis der er noget specifikt I gerne vil høre om :)
My all time favorite dry shampoo is the one from Klorane. Recently tested the two other ones, but they have a very strong scent and tends to get a little sticky, so I’ll stick to Klorane.