Først og fremmest: Hvorfor er der ingen modebloggere, der tager billeder i spejle længere? Det kunne være sejt med en renæssance. Eller måske ikke, det er ret svært måtte jeg sande, da jeg i går skulle forsøge at tage et billede af mit hår efter at have prøvet et nyt wunderprodukt, jeg ville vise jer. Mere om det en anden gang.
Synes jeg har kastet lidt mange bolde op uden at følge op på det hele, så her kommer en lille opdatering for de der er interessserede.
Vi flytter i weekenden. Fordi der har været så mange andre ting, er det først rigtig gået op for mig i dag og nu står den på oprydning og pakning. Glæder mig helt vildt, men kommer også til at savne min lille lejlighed hvor jeg har boet i snart 6 år. Så skørt at tænke på at jeg fra på søndag bor et helt andet sted. Med dobbelt så meget plads. Og en overflod af hårde hvidevarer (yay!!).
Penny er tilsyneladende endelig i bedring. Hendes tarm viste sig at være kronisk irriteret og hun får nu noget syrehæmmende medicin, en mælkesyrebakteriekur og speciel allergimad, da dyrlægen formoder at hun er allergisk overfor bestemte proteinkilder. Er ked af at min lille vaps har haft det skidt så længe, men glad for at vi endelig er på sporet af at få hende frisk igen. Tak til alle jer der har sendt kommentarer og mails med ønsker om god bedring, det er meget værdsat!
I tirsdags blev de sidste bidder til mit tv-spot på TLC optaget på Folketeatret og i Ørstedsparken (og Penny var med) og det var om muligt endnu sjovere denne gang. Det var virkelig det sødeste produktionshold og jeg slappede nok lidt mere af. Og så bliver jeg altså aldrig træt af at få lagt makeup og sat hår. Klippet bliver løbende vist imellem programmerne på TLC fra om ca. 2 ugers tid. Men mon ikke jeg også får en version jeg kan smide på bloggen. Jeg er en af de 4 danske ‘TLC-kvinder’. Altså en slags ambassadørrolle eller ansigt udadtil om man vil. De andre er Maria Carmen Koppel, Sanni Wulff Vangsø og Louise Lillesø og man kan læse mere om det og os lige her på vores TLC-blogs. Jeg har endnu ikke nået at opdatere min, men har et indlæg om med makeup og hårtips fra vores styling i torsdags oppe i ærmet, så der skulle være lidt at følge med i for dem der har lyst.