min makeup skal ikke testes på dyr

Jeg havde sådan glædet mig til marts 2013. Der skulle det nemlig i hele EU blive forbudt at sælge kosmetik testet på dyr. Som det er nu (siden 2009), er det ulovligt at teste kosmetiske produkter på dyr indenfor EU’s grænser, men man kan stadig købe læssevis af dyretestet makeup i Europa, der så blot er produceret andetsteds. Og selvom langt de fleste forbrugere nok er enige om at forsøgsdyr til kosmetik er unødvendigt dyrplageri og spild af liv (det er i al tilfælde min holdning!), så er der masser af økonomiske kræfter i klemme i skønhedsindustrien og i EU. Disse kræfter forsøger nu at udskyde marts 2013-fristen (læs mere ved at trykke på linket) så længe som muligt. Fy for den lede … siger jeg bare. Det er så ubehageligt og uartigt og jeg vil ikke være med til det. Derfor har jeg skrevet under her i dag.

Og først og fremmest fordi det er unødvendigt og mishandling at teste kosmetik og skønhedsprodukter på dyr.

Som udgangspunkt køber jeg ikke makeup og andet dullegrej, der er testet på dyr. Jeg stoppede i sin tid med at bruge min yndlingsmascara fra et stort fransk kosmetikmærke (og modehus), da jeg fandt ud af at den var testet på dyr. Tænk engang at give så meget for et produkt og så gider producenten ikke at investere i lidt dyrere, men etisk forsvarlige og humane testmetoder.

Men for at være helt ærlig, så ejer jeg alligevel nok en del, der på et eller andet tidspunkt i produktionen, har været forbi en stakkels kanin. Og jeg hader, at jeg gør det. Men det er helt vildt svært som forbruger at gennemskue hvornår og hvad, der er testet på dyr. Det står jo ikke ligefrem forrest på etiketten (det står selvfølgelig på en del af dem der IKKE er, men alligevel). Og hvis slutproduktet ikke er testet på dyr, så må man gerne skrive ‘ikke testet på dyr’ på det, selvom det i alle andre led har været gnedet ind i en eller anden stakkels gnavers hud og slimhinder. Derfor synes jeg at det totale forbud var sådan en fabelagtig ting. Og derfor synes jeg, at vi skal gøre hvad vi kan for at det bliver gennemført. En lille underskrift rækker langt, hvis blot vi er nok :)

Sig nej til salg af dyretestet kosmetik i Europa!! Og så synes jeg også I skal like Dyrefri Kostmetik på Facebook.

Og se lige hvem der skrev under umiddelbart samtidig med mig ;)

Sponsoreret indlæg

(Visited 1.904 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

48 Kommentarer

  1. Jeg læste et lignende indlæg ovre hos Missjeanett tidligere idag, og vil bare lige sige: fuck hvor er I gode! Det er dejligt, der er nogle, der gider råbe op. Især når i nu når ud til så stort et publikum. BIG UP!

    – Maria :)

    1. Tak skal du have :) Ja, det er noget der ligger både mig og Jeanett på sinde og som vi har skrevet om før. Derfor blev vi også rigtig glade, da Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn kontaktede os og spurgte om vi ville lave lidt ‘larm’ for kampagnen :)

  2. GODT GODT GODT at du tager denne her op, Emily! Jeg er også inde for at skrive under nu. Er så enig, for ja, det er nemlig så svært at gennemskue!
    Og sej liste at have ;)

    1. Ja, men tror nu desværre det er snyd. Altså ikke at de har skrevet under, men tror at de står i toppen af alles lister… Men cool alligevel og cool at du skriver under!!

  3. Hej Emily!

    Fuld respekt for din holdning, som jeg deler! Men jeg må indrømme, at jeg har et lidt anstregt forhold til, at det er sponsoreret! Må man være så fræk at spørge, hvad du har fået ud af det?
    Som udganspunkt er jeg glad for at I bloggere melder klart ud, når noget er sponsoreret! Men jeg synes samtidig det fjerner noget autoritet fra jer, når I ligefrem reklamerer for, at I er ‘blevet bedt’ om at skrive indlægget. For mig er det mere oprigtigt, hvis et oplæg som dette kom direkte fra dig! Du skal ikke opfatte det som en kritik, mere et spørgsmål og en tanke! Er stadig vild med din blog :)

    1. Helt ok :) Det er ikke valgfrit at skrive om det er sponsoreret eller ej. Det skal man. Det modsatte er skjult markedsføring og ulovligt. Så det er ikke fordi jeg vil ‘reklamere med det’ ;) Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn har henvendt sig og ønsket et indlæg, og eftersom det så afgjort er noget jeg kan stå inde for og i dette tilfælde ligefrem virkelig brænder for (I ved vist alle at mit hjerte banker ekstra højt for dyr), har jeg selvfølgelig sagt ja. Hvis det var et indlæg om det modsatte (altså PRO dyreforsøg), så ville den være helt gal, så ville det jo betyde at min mening (og taletid) var til salg og det er bestemt ikke tilfældet. Jeg har tidligere skrevet om at jeg var mod dyreforsøg (kvit og frit) og synes bare det er dejligt at Forsøgsdyrenes Værn har valgt at bruge mig og andre bloggere som talerør + har bannere på vores blogs i denne perioden :)

  4. Sorry to say men de er altså fast inventar på listen;) hehe.. Men sikke et godt budskab! Ved du hvor man kan finde en liste over hvilke kosmetik mærker der tester på dyr?

    1. Ja, det fandt jeg ud af… Æv, blev ellers lige helt star struck hihi ;) Forsøgsdyrenes Værn har en (den er godt nok meget, meget kort), første link i teksten og ellers ved jeg at Miss Jeanett (i topbaren) har en :)

      1. Men det er altså virkelig lidt af en jungle. Men der må findes nogle lister på nettet rundt omkring…

  5. Fedt at du støtter op om det!
    Tror lige at jeg vil overveje det lidt..
    Men kunne du evt. lave et indlæg hvor du skriver hvilke mærker du kender/bruger som du nogenlunde ved ikke er testet på dyr, ved godt at man ikke altid kan være helt sikker, men men ;-)

  6. Sikke et godt indlæg :-) jeg er desværre først i år blevet meget opmærksom på ikke at støtte firmaer som tester på dyr men nej hvor er det bare en jungle af finde rundt i. Det er meget uoverskueligt og forvirrende, desværre.

  7. TAK for at du viderebringer dette vigtige budskab. Jeg har både skrevet under og postet til facebook.

    Jeg kan huske, du engang nævnte, at du var holdt op med at bruge L’oreals makeupfjerner, men hvad bruger du i stedet for…jeg mangler nemlig et godt alternativ, der kan fjerne vandfast mascara?

    1. Nu ved jeg desværre ikke, om den er testet på dyr, men jeg kan anbefale Matas’ “vandfast øjenmake-up fjerner” :-)
      Og rigtig godt indlæg, Emily :-)

      1. Jeg har lige fået øjnene op for babyolie som make-up fjerner (har brugt en fra matas på sprøjteflaske som er lidt mere vandig), og kunne ikke umiddelbart forestille mig den er testet på dyr eftersom det “bare” er baby-olie og der ikke så meget forskelligt kemisk i det – men igen, er ikke sikker!

  8. Så fedt indlæg!

    Jeg er ligesom nogle af de andre også interesseret i at se et indlæg hvor du kommer ind på hvad der testet på dyr og hvad der ikke er, for det har jeg virkelig ikke styr på!

    Jeg er ny i blogland, så hvis du har lyst så kig endelig ind.
    http://missbuhl.wordpress.com/

    God aften :-)

  9. Jeg synes, det er vanvittigt, at L’Oreal stadig tester på dyr. Det kan umuligt være for at holde deres produkter billigere, for e.l.f. tester ikke på dyr, og det bliver jo ikke billigere end det.

    Jeg kan nok heller ikke se mig fri for at eje dyretestede ting – i forbindelse med den kampagne her fandt jeg fx ud af, at Essie tester på dyr, og jeg elsker ellers Essie. Øv. Jeg blev simpelthen så skuffet.

    Hvor ville det være skønt, hvis den her lov blev vedtaget, så man kunne købe hvad som helst kosmetik med god samvittighed!

    1. I L’oreals tilfælde er det nok ikke for at holde priserne nede, nej, men måske nærmere for at holde deres avance oppe.

      De sidder jo tungt på markedet for kosmetik og hudpleje, desværre, og ejer jo mange af de store mærker som fx Lancome, Garnier, Kerastase, Vichy og nu også The Body Shop.

      Personligt er jeg enormt ked af, at de ejer La Roche Posay, hvis solcremer jeg ellers har været enormt glad for. Og det samme med Essie, for øv hvor laver de altså god neglelak :(

      1. Jeg vil lige tilføje at mange firmaer “føler sig nødt til” (ikke at der er en undskyldning) at teste på dyr, hvis de vil sælge deres produkter i Kina. Den kinesiske lovgivning dikterer at firmaer skal teste deres produkter på dyr, så dette kan være en af grundene til at det sker. Vampy Varnish har lavet et indlæg om netop dette emne og MAC Cosmetics som helt klart er værd at læse da man får indsigt i branchen. http://www.vampyvarnish.com/2012/03/mac-cosmetics-animal-testing/#more-26779

        1. Oh crap! Men tak for link, ja æv, æv,æv at økonomiske interesser skal ende med at blive tungen på vægtskålen :(

  10. Jeg nyder at følge din blog og særligt dine spændende opskrifter og stærke holdninger, hvormed jeg også håber at du kan tåle lidt kritik på dine indlæg.
    Jeg har ikke fulgt den store protest mod makeup produkter testet på dyr og hvilke metoder, de store producenter bruger, men anerkender det store fremskridt makeup har haft de seneste år ud fra en holdning om at de skal være sunde at påføre huden. Dette fremskridt kan man vist ikke takke forbrugere aka mennesker for, da grunden til udviklingen skyldes at det er blevet testet på dyr i samme omfang som medicin er.
    Hvis man ikke tillader test på dyr, må man vel være klar til selv at træde i deres sted….og personligt nej tak til at få gnedet makeup produkter i mine skimhinder!
    Ja det kan være synd for ‘uskyldige’ dyr at de skal lade livet for at vi kan tage makeup på hver dag, men hellere dem end jeg…
    Jeg er ihvertfald glad for produkter der er mindre skadelige på min hud end produkter som ikke er testet.
    Men cool at du bringer emnet på banen – jeg synes bare der mangler et større perspektiv.
    Måske skulle man hellere rette fokuset mod hvordan testningen skal foregå end helt at være imod det?!?!

    1. Jepper det er selvfølgelig helt fint :) Er dog overhovedet ikke enig. Mest af alt fordi jeg ikke mener du har ret. Det er nemlig muligt at teste produkter helt uden at de skal i nærheden af dyr nu til dags. Det er derfor det overhovedet er muligt (og var/er planen) helt at forbyde både dyreforsøg og salg af dyretestede produkter i EU. Det ville ikke være en mulighed hvis det gik ud over sikkerheden. Det er altså ikke et spørgsmål om, at du/jeg som forbrugere får et dårligere produkt, men om at producenterne skal lægge om til mere moderne og humane måder at teste på. At lægge om fra det ene til det andet koster selvfølgelig penge og derfor er der store økonomiske interesser i at kunne fortsætte med at teste på dyr. For dig og mig som forbrugere gør det ingen forskel. Langt det meste (heldigvis) af det vi køber i dag har ikke været testet på dyr, men det betyder ikke at det ikke er testet og sikkert at bruge.

      At makeup og hudpleje er blevet mere skånsomt på det seneste skyldes ikke at det er blevet testet mere på dyr (netop mange af de gode og skånsomme mærker er kendetegnet ved netop IKKE at teste på dyr), men at vi i højere og højere grad er gået back to basics og bruger renere, simplere og mere naturlig makeup/hudpleje imo :) Synes slet ikke at man kan sætte lighedstegn mellem mindre skadeligt og at det er testet på dyr, som du gør. Det er jo netop dem med al ‘kemien’ og de allergifremkaldende produkter, der fortsætter med at ville teste på dyr…

  11. Du er så mega sej at bringe sådanne emner op Emily! Jeg er helt enig med dig og skriver self. meget gerne under. Jeg er også typen der tager totalt afstand fra dyremishandling af alle slags og får det rigtig fysisk skidt af, at tænke på hvad vil byder de forsvarsløse dyr. Især ‘levende sushi’ man hører så meget om for tiden hyler mig meget ud for tiden. At man får et dyr til at lide så meget fordi vores mad skal være smart og noget nyt gør mig så sur! For hvad betyder det at dyret er slået ihjel inden tilberedning eller inden det bliver serveret? Hvem ønsker en levnende fisk på sin tallerken? Ikke noget for smagsoplevelsen ihverfald.
    Jeg har f.eks. heller ikke behov eller lyst til at besøge et land som Thailand hvor deres dyr oftest kun er til for at underholde turister og som lever under de værste forhold.
    Dyreplageriet kan kun bremses ved, at man ikke støtter op omkring dette og f.eks. skriver under på dette ligesom dig :)

    Tak for indlægget :)

    1. Du lyder helt ligesom mig. Vi er nok trods alt lidt for sarte, men forstår dig fuldt ud. Rejser ikke til Grækenland igen, fordi jeg slet ikke kan holde alle gadehundene og -kattene ud. Og den måde de bliver behandlet på. Andre folk synes jeg er skør, men helt ærligt det er sgu ikke ferie for mig at kigge på dyremishandling…
      Klem fra en dyretosse til en anden ;)

  12. Det er så fedt, at du tager det op igen! Jeg er også en af dem, der har set frem til det her forbud, da jeg er så træt af at blive vildledt i den store jungle af mærker. Jeg prøver så godt som muligt at fravælge firmaer, der tester på dyr, for som du selv skriver, så kan man ikke vide, hvorvidt der der er testet undervejs i processen.
    Jeg forstår virkelig ikke folk, der siger, der ikke er andre muligheder. Clinique, Estee Lauder, MAC etc. har da klaret det skide godt, selvom de ikke tester på dyr.
    Jeg har også delt linket på FB i håb om at flere vil underskrive. Jeg håber virkelig, at lovgivningen træder i kraft som planlagt!

    Sienna Miller og Sir Paul McCartney haha sejt!

  13. Smukt! Det er det her jeg forbinder med din blog, det er så dejligt at nogle der har noget at skulle have sagt breder et så lækkert budskab. Det er bare irriterende at jeg er fuldstændig uanende omkring min makeup, har ikke en lille idé omkring min makeup er testet på dyr? ved du hvordan man kan finde ud af dette?

    1. Der findes forskellige lister rundt omkring på nettet hvor du kan se hvad der er testet og hvad der ikke er. Ved at Jeanett (Miss Jeanett i topbaren), har skrevet et indlæg om det prøv evt. at søge på det eller spørge ovre hos hende :)
      Det smukke hvis forbuddet går igennem ville være at vi som forbrugere slet ikke behøver at bekymre os om den slags længere :)

  14. Jeg så et tilsvarende indlæg hos Jeanett, der ligesom dig skriver, at der er alternativer til dyreforsøg – jeg bliver simpelthen nødt til at spørge jer, hvad det er for alternativer I taler om?
    Det er ikke fordi, jeg ikke helst så man kunne undgå at lave forsøg på dyr, men i mine øjne er det direkte naivt at tro, at vi kan undvære det.
    Skal man i stedet teste produkter (fx også medicin) direkte på mennesker i første forsøg? Jeg er meget glad for dyr og går meget op i dyrevelfærd, men jeg mener stadig at et menneskeliv er mere værd og ser derfor også hellere, at man finder ud af eventuelle bivirkninger ved at se dem hos dyr, fremfor mennesker.
    Du skriver i et svar til en kommentar ovenfor, at brugen af mere naturlige og “rene” ingredienser skulle gøre makeuppen mere sikker og derfor overflødig at teste på dyr. Men hvad så med allergifremkalende stoffer, der i bund og grund er naturlige? Pollen er også ret naturligt, men alligevel plager det mange mennesker (dig selv inklusiv, hvis jeg husker rigtigt), og æteriske olier er heller ikke at spøge med. Skal mennesker først slå ud og lide under det, før vi opdager skadevirkningerne?
    Det er nu og engang sådan, at dyr minder om os menesker på rigtig mange måder, og det er i og for sig deres forbandelse – de er det tætteste vi kommer på at teste produkters effekt på mennesker, og jeg går ind for gennemtestet kosmetik, medicin m.m.
    Derfor er det i min optik langt vigtigere at rette fokus på, hvordan vi udfører dyreforsøg. Jeg læser selv på et studie, der betyder jeg sandsynligvis kommer til at forske indenfor medicinalverdenen og dermed også gøre brug af forsøgsdyr, og jeg ved derfor, at der i forvejen er meget strikse regler på området – i hvert fald i Danmark.

    Dette skal ikke ses som en kritik af dig eller din holdning, jeg synes bare, at det er for snæversynet en tilgang til problematikken at forsøge at forbyde dyreforsøg, da jeg tror det vil have en masse uheldige konsekvenser.

      1. Dyrenes beskyttelse siger jo faktisk i det materiale selv, at man ikke kan undvære dyreforsøg, som det ser ud nu.
        Jeg vil være den første til at klappe i mine hænder, når man finder et tilsvarende og lige så sikkert alternativ, der kan spare dyrene – men det er altså ikke fundet. Og indtil man finder det (og ja, post endelig nogle penge i den forskning) må man fortsætte med at anvende dyr; for forbrugerens sikkerhed.
        Jeg går selvfølgelig også ind for, at man skærer ned på unødige stoffer, af flere årsager, men selv her kan vi ikke helt undlade dyreforsøg – og det var sådan set bare dét, der var min pointe.

        1. Først og fremmest er det i min optik MEGET vigtigt at skelne mellem dyreforsøg i forbindelse med kosmetik og dyreforsøg i forbindelse med medicinsk forskning. Dette indlæg (og kampagnen) handler om at stoppe dyreforsøg i forbindelse med kosmetik. Det andet er en langt mere kompleks etisk diskussion synes jeg. Og hvis det var den diskussion det handlede om ville jeg være mere enig med dig Kat. At det var nødvendigt, men at det bør begrænses så vidt det er muligt (sagt helt, helt kort).

          Dernæst behandler rapporten/debatoplægget fra Dyrenes Beskyttelse dyreforsøg i en masse sammenhænge (sæbe, vaske- og rengøringsmidler, tilsætningsstoffer i mad etc. etc.) og derfor er den heller ikke sammenlignelig med denne kampagne, der altså udelukkende handler om kosmetik. Men derfor er det stadig en rigtig god og læseværdig rapport! Jeg blev klogere. Tak for link Lise :)

          Kat – Det jeg mente med at man skal vælge ‘rent og naturligt’ er netop det rapporten fra Dyrenes Beskyttelse er inde på. Ved godt at ‘rent og naturligt’ er utroligt vagt og kan dække over mange ting, men jeg mener netop ikke æteriske olier og andet der beviseligt kan fremkalde allergi. Men sandheden er jo også at de stoffer vi allerede ved er allergifremkaldende/skadelige på andre måder ikke bliver mindre skadelige ved at vi bliver ved med at teste dem (på dyr).
          Der findes (heldigvis) rigtig mange kosmetik- og hudplejefirmaer, der ikke tester på dyr og som ikke har gjort det i årtier. Betyder det så at deres produkter er farligere? I langt de fleste tilfælde tværtimod. Ofte er det jo netop de produkter, der indeholder beviseligt skadelige stoffer, der må testes for at se hvor stor en mængde af det skadelige, der kan tolereres (fordi der kan være økonomiske interesser i at proppe så meget ‘gift’ i som muligt). Tro endelig ikke at det at et produkt er testet (på dyr) er en garanti for at sikre os som forbrugere. Det kan lige så vel være for at holde en milliardindustri kørende. For at sikre at kunderne trods alt ikke bliver alt for syge af produktet og stopper med at købe det. Dette er meget groft sagt og sat på spidsen, I know ;)

          Som Liva skriver om længere nede findes der laboratorietests hvor man kunstigt kan efterligne menneskehud/slimhinder mv. og teste på den måde. Jeg er ikke laborant/bioanalytiker eller lignende, så jeg kan desværre ikke fortælle mere om den type ‘kunstige’ tests, men jeg vil gerne forsøge at tjekke op på det hos Forsøgsdyrenes Værn og vende tilbage :)
          Så der behøver altså hverken at være mennesker eller dyr, der lider overlast, når vores læbestift eller neglelak skal efterprøves :)

  15. Jaaaa fedt indlæg! Kunne ikke være mere enig, og skriver selvfølgelig under med det samme :)
    Mener det er under al kritik at gøre brug af dyr til forsøg og så især til noget så overfladisk som kosmetik, og bruger selv udelukkende produkter jeg ved der ikke er testet på dyr.
    Det er ikke iorden, især ikke når der findes så mange alternativer, f.eks. celle- eller vævsstrukturer som man kan bruge lige så godt istedet.
    FEDT du gør opmærksom på det :-)

  16. Selvom det er et sponseret indlæg, synes jeg det er forfriskende der også er plads til den her slags på en modeblog, det giver den noget mere dybde i min optik :)

    Dyrenes Beskyttelse har også kørt en underskriftindsamling i flere måneder, netop med fokus på samme emne. Den man du se her: http://www.underskrift.dyrenesbeskyttelse.dk.

    Jeg håber vi sammen kan få lagt pres på politikerne, og vise vi ikke synes det er ok at de store firmaer skal være skyld i at flere dyr skal lide unødigt.

    1. Mange tak Louise, dejligt at du ser sådan på det :) Og tak for linket til Dyrenes Beskyttelse!

  17. Det skal bare stoppe. jeg køber ikke produkter der er testet på dyr, men det er svært hvad for nogle man skal købe. min familie anede ikke at Colgate er testet på dyr. problemet er at man ikke aner hvad man skal købe og ikke købe. jeg har sat mig ind i tingene og undgår disse produkter…. Det her forbud skal bare ske! nu!