Lige så glad som jeg var i gårsdagens indlæg, lige så trist er jeg i dag. En del af den tristhed er sikkert hormonel (har også spist ret meget chokolade på den konto), noget skyldes vejret og så er der en god portion der skyldes en hel masse fremtidsbrikker, der pludselig blev kastet op i luften. De skal nok falde på plads, men jeg har lige nu lidt svært ved at se det samlede puslespil. Og jeg er på mange måder lidt af en tryghedsnarkoman og har det bedst når min hjemmebase er i orden (og støvsuget), når der er styr på økonomien og selvklart når alle dem der er vigtige for mig, har det godt.
Og på sådan en dag, hvor jeg allermest har lyst til at aflyse alting og kravle ned under dynen og se SATC og spise popcorn, så er det jeg hanker op i mig selv, og minder mig om, at jeg har taget en beslutning om at være glad. At det er mit valg. Og at jeg ikke gider at brokke eller bekymre mig. Bekymringer er som oftest et farligt spild af tid og brok bliver man kun i dårligere humør af. Især når det ikke er noget der er sådan rigtigt slemt.
Der sker dårlige ting for os alle sammen og rigtig dårlige ting for en hel del. Vi bliver alle sammen vrede, kede af det og frustrerede en gang imellem. Men vi vælger selv om vi vil bruge resten af tiden på at være glade (for det vi har) og om vores kop er halvt fuld eller halvt tom. Og min er altså halvt fuld. Basta!
Det er ingen sag at være glad når man er det, det er langt sværere når først man er ked af det. Men det kan heldigvis lade sig gøre. Så i dag vil jeg fokusere på de små ting der er gode, hoppe i vandpytter med Penny, ringe til min mormor og købe en gave til en ven. At gøre andre glade og at vende det dumme til noget positivt virker næsten hver gang. Heldigvis.