Søde semlor

semlor

Godmorgen derude,

Jeg har været så heldig at få lov til at blogge her i Emily’s fine univers. Jeg hedder Ditte og står bag bloggen The Food Club, hvor jeg blogger om mad og deler ud af mine opskrifter. Udover bloggen har jeg udgivet en kogebog om salater, en e-bog om dejlig morgenmad, og så er endu en bog faktisk på vej om sunde søde sager – den udkommer til april.

Da Emily spurgte om jeg vil lave et indlæg, tænkte jeg længe over hvad jeg skulle blogge om – jeg vidste det skulle være om mad og helst en opskrift. Jeg ved, at Emily sætter pris på en god kage, og er ret pjattet med fastelavnsboller – når hun er retur fra Thailand er fastelavn lige om hjørnet, og derfor er det sikkert rart at komme hjem og finde denne opskrift på bloggen.

Det er første gang jeg har kastet mig ud i at lave semlor og faktisk har jeg heller aldrig smagt dem før – MEN hold da op hvor er de lækre. De minder en smule om vores egne danske fastelavnsboller, men i semlor er der både marcipan og flødeskum – det er jo en helt fantastisk kage.

semlor-2

Semlor, 8 stk.

dej:
12 g gær
40 g smør
1,2 dl mælk
1 tsk stødt kardemomme
et nip salt
2 spsk rørsukker
ca. 180-200 g hvedemel

fyld:
200 g marcipan
1-2 spsk mælk
2 dl fløde
2 spsk amaretto

andet:
æggestrygelse
flormelis til pynt

Smuldr gær i en skål. Smelt smørret, og hæld mælken ved, så den bliver lun. Hæld smør/mælk-blandingen over gæren og rør kardemomme, salt og sukker i. Tilsæt mel og ælt dejen sammen til den er smidig og en anelse klistret. Lad dejen hæve 45 minutter.

Når dejen har hævet, formes den til 8 små boller, som stilles på en bageplade med bagepapir – lad bollerne hæve i ca. 30 minutter. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem i ca. 7-8 min. ved 225 grader (varmluft), eller indtil de er gyldne. Lad dem køle af på en bagerist.

Når bollerne er afkølede, skæres et lille låg af hver bolle og bollerne udhules med en gaffel eller fingrene. Rør marcipan sammen med mælk indtil det er ensartet og cremet – fordel en skefuld marcipan i bunden af hver bolle. Pisk fløde til rimelig stift skum og vend amaretto i. Kom flødeskum i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt en krans rundt på hver bolle – du kan også sagtens fordele flødeskummet med en ske. Læg låget tilbage på hver bolle og drys flormelis hen over bollerne.

Ha’ en dejlig søndag!

semlor-3

semlor-1

(Visited 2.672 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Shit de ser lækre ud! Hvad hedder din bog om salater?? Den skal så meget på min ønskeseddel til min kommende fødselsdag;)

      1. Så fik jeg bagt dem! Super lækre. Som min veninde sagde, man får ligesom det bedste af begge fastelavnsboller. Den luftige bolle (den gammeldags) toppet med flødeskum (wienerbrøds) ;)

  2. Wuuuh, endnu en fin blogsitter!
    Åh hvor ser de delikate ud, når det ikke i dag, men skal prøves meget snart . Smukke billeder, som altid;))

    1. Hvor dejligt at høre – håber du har mod på at give dig i kast med at bage semlor.

  3. Eeeeej, bortset fra marcipan har jeg alt hjemme, klar til at gå i krig i køkkenet. Men hvor finder man marcipan henne nu hvor det ikke rigtigt er højsæson længere? =/

    1. De kan sagtens laves uden amaretto – det er bare mit eget påfund :-) Tilsæt evt en smule vanilje til fløden i stedet.

  4. Jeg er vild med dine billeder!
    Og hvor ser det de dog lækre ud – dem må jeg smage en dag!