Jeg er usandsynligt dårlig til at være syg og tage det alvorligt. Denne uge er et klassisk eksempel. Jeg har skrantet og haft rigtigt ondt i halsen siden weekenden, men i stedet for at tage den med ro og lytte til kroppen, har jeg kørt på efter ferien, proppet kalenderen med aftaler og så snuppet et par panodiler og halspastiller for at det hele kunne glide. Og tænkt, at det nok gik over af sig selv. Mens jeg gik til møder og på arbejde og ud om aftenen.
Det gør det sjovt nok aldrig, går over af sig selv, og i går aftes mistede jeg stemmen og var helt klatøjet og skidtmads og blev lagt i seng af de to veninder, jeg havde til middag. Og af den ene, der er sygeplejerske, beordret til at blive hjemme fra arbejde i dag. Og til ikke at arbejde eller lave alt muligt andet, selvom jeg var hjemme. Vi har nemlig boet sammen, så hun kender mig (lidt for) godt.
Når det kommer til andre, er jeg ellers altid den første til at prædike, at man skal passe på sig selv, lytte til kroppens signaler og blive hjemme, når man er syg. Både så man kan blive hurtigt rask, men også så man ikke smitter andre.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke synes den regel gælder mig selv, men jeg tror, jeg vil have den som forsæt for resten af året. Og forhåbentlig også det næste og så videre, men det er godt at starte med et overskueligt delmål.
I dag skal jeg således bare se et par af mine yndlings-feel-good-film, nulre Pennys ører og så en tur til lægen, at kigges i halsen om lidt. Og ikke noget arbejde eller vimsen rundt. Jeg orker for en gangs skyld heller ikke andet, så det bliver ikke svært at overholde de skrappe (og kærlige!) formaninger.
Ps. Hvor er jeg bare glad for jeres dejlige respons på de sidste par indlæg! I kan tro, at jeg glæder mig til at svare på kommentarerne, når jeg er lidt friskere igen.
God bedring :) Synes faktisk det er dejligt med en ufrivillig fridag, selvom det inkluderer sygdom, for så er det som om, man slapper af på en helt anden måde.
Uhh, kender det kun alt for godt selv.
Har tendens til at gå ned med sygdom efter en ferie fordi kroppen har fået lov til at slappe af. Og så har jeg normalt dårlig samvittighed over at lægge mig syg, fordi jeg lige har været væk…
God bedring! Og pas nu godt på dig selv!
Kh, Tanja
Åh hvor jeg kender det alt for godt. :) Jeg prædiker også højhelligt til alle andre om at passe på sig selv – både helbredsmæssigt, men også psykisk. Men det er som om man aldrig selv lytter til de der skide gode råd, men gør sig så klog på.
Men det er også bare så belastende at måtte smide alt på gulvet, være en ‘dårlig kollega’ og bare trække stikket på grund af en smule sygdom. Som bare altid kommer på det værst tænkelig tidspunkt!
Personligt tror jeg bare jeg kikser mere i den anden ende. Jeg når altid det punkt, hvor jeg ikke gider være syg længere. Så jeg beslutter mig for, at nu er jeg rask, og så tager jeg ellers ud og laver alle de der sjove ting. Og lægger mig så syg i en uge mere. Dumt!
Jeg håber snart du bliver rask igen, du må have rigtigt god bedring (:
Og husk aldrig mere at kysse på dem med ondt i halsen!
Rigtig god og hurtig bedring!!
Åh, det kender jeg så godt det der… Dertil kommer, at jeg altid bliver skide ynkelig hvis sygdommen ikke går væk efter en dag på sofaen. Men der er bare ikke noget at gøre ved det, man må bare blive liggende indtil man er frisk igen – om det så tager en eller 5 dage. Håber det ikke kommer til at vare for længe for dig ;-)
Jeg tilslutter mig “mor”-koret: pas nu godt på dig selv, lyt til din krop og prioritér dit helbred over aftaler og arbejde. Bum!
(Det er i grunden utroligt, hvor storsindet man er over for fx syge kollegaer, når man har en tendens til at piske sig selv ud af sengen og ud i verden, når man BURDE blive liggende… )
God bedring ;-)
Penny ser ud til at elske en hel dag i sengen med damen.
God bedring herfra.
Åh, jeg er heller ikke altid tålmodig nok til at lægge syg. Ikke fordi jeg er en arbejdshest, men jeg får hurtigt dårlig samvittighed over ikke at være til undervisning, læse tekster og så videre. God bedring i hvert fald!
Hvor er det dejligt, at du har gode veninder til at beordre dig i seng, når du ikke selv gør <3 god bedring, smukke E.
Åh, din stakkel! Alverdens gode bedring-ønsker sendes din vej :’)