Jeg er usandsynligt dårlig til at være syg og tage det alvorligt. Denne uge er et klassisk eksempel. Jeg har skrantet og haft rigtigt ondt i halsen siden weekenden, men i stedet for at tage den med ro og lytte til kroppen, har jeg kørt på efter ferien, proppet kalenderen med aftaler og så snuppet et par panodiler og halspastiller for at det hele kunne glide. Og tænkt, at det nok gik over af sig selv. Mens jeg gik til møder og på arbejde og ud om aftenen.
Det gør det sjovt nok aldrig, går over af sig selv, og i går aftes mistede jeg stemmen og var helt klatøjet og skidtmads og blev lagt i seng af de to veninder, jeg havde til middag. Og af den ene, der er sygeplejerske, beordret til at blive hjemme fra arbejde i dag. Og til ikke at arbejde eller lave alt muligt andet, selvom jeg var hjemme. Vi har nemlig boet sammen, så hun kender mig (lidt for) godt.
Når det kommer til andre, er jeg ellers altid den første til at prædike, at man skal passe på sig selv, lytte til kroppens signaler og blive hjemme, når man er syg. Både så man kan blive hurtigt rask, men også så man ikke smitter andre.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke synes den regel gælder mig selv, men jeg tror, jeg vil have den som forsæt for resten af året. Og forhåbentlig også det næste og så videre, men det er godt at starte med et overskueligt delmål.
I dag skal jeg således bare se et par af mine yndlings-feel-good-film, nulre Pennys ører og så en tur til lægen, at kigges i halsen om lidt. Og ikke noget arbejde eller vimsen rundt. Jeg orker for en gangs skyld heller ikke andet, så det bliver ikke svært at overholde de skrappe (og kærlige!) formaninger.
Ps. Hvor er jeg bare glad for jeres dejlige respons på de sidste par indlæg! I kan tro, at jeg glæder mig til at svare på kommentarerne, når jeg er lidt friskere igen.