Kalenderen siger, at vi har taget hul på en frisk og lækker, ny måned og det betyder (bl.a.), at det er tid til at dele min novemberbegivenhedsønskeliste (har jeg fortalt, hvor meget jeg holder af det danske sprogs muligheder for sammensatte navneord?) med jer.
Men først en lille status mht. hvordan det gik med at realisere oktoberlisten. Som jeg også skrev sidst, så er det en ønskeliste for, hvad jeg godt kan tænke mig at huske at lave af ting, der strækker sig en anelse ud over det sædvanlige. Og altså ikke noget der må ende med stress eller dårlig samvittighed, hvis ikke man når hvert et punkt. Ligesom man ikke bliver sur eller ked af det, hvis ikke man får, alt det man har skrevet på sin julegaveønskeseddel (vel?) ;)
Når det er sagt, så nåede jeg næsten alle oktoberpunkterne. Godt nok blev brunch på The Union til frokost, men det er en detalje jeg kan leve med :) Og så har jeg stadig et hængeparti med gallerivæggen, men tror nu på, at det nok skal lykkes denne måned i stedet.
Novemberønskelisten er lige nedenfor billedet af mit nye spisebord, som jeg er noget så glad for og som virkelig har ‘samlet’ mit køkken og gjort det til et mere færdigindrettet rum. Men mere om det i et andet indlæg…
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Bruge 3 timer på søndag på at samle ind til Dansk Flygtningehjælp sammen med en veninde og bagefter invitere hende på frokost og varm kakao.
- Bage brød. Både dette der skal hæve i min nye hævekurv, så det får et smukt mønster + et grydebrød.
- Lade mine negle få luft og prøve at se, om jeg kan gennemføre en uge uden neglelak. Ja, ja, grin I bare ;)
- Lære Penny et nyt trick. Hun kan de fleste af de gængse, så tror jeg vil lære hende at hente mine sutsko. Men forslag modtages gerne.
- Se en og gerne flere film til CPH:DOX. Jeg tror det i alle tilfælde skal være Dior and I og også gerne Palestine Marathon, sidstnævnte har en af mine venner filmet og så synes jeg samtidig, at det er sådan en fin bevægelse.
- For en gangs skyld være på forkant med december (som jeg elsker, men som oftest kommer bag på mig) og allerede nu købe kalenderlys (ok, det har jeg faktisk gjort… og det er lyserødt!) og ind til adventskrans. Og skrive ønskeseddel og planlægge julegaveindkøb. Måske det kunne blive et helt lille juleplanlægningsindlæg?
- En tur forbi Nørrebros nye donut-shop. Der i øvrigt deler gratis donuts ud på fredag (d. 7/11).
- Kigge på og forhåbentlig planlægge en snarlig rejse. Også selvom det nok først bliver i det nye år. For jeg har stadig rejsekuller jvf. dette indlæg. Jeg er især lun på Paris eller Marokko. Men overvejer også Dubai, hvor jeg har en veninde, der er udstationeret. Drømmerejsen er dog til Guadeloupe, som jeg en gang læste om i et dagblads rejsetillæg og ikke kan få ud af hovedet.
- Bage de her småkager med lakrids og tranebær apropos punkt 6.
- En tur til frisøren, noget så tiltrængt og noget så dejligt, men altid noget jeg får udskudt i det uendelige.
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge den kommende måned på :)
Se listen for august her, for september her og for oktober her.