Jeg må ærligt indrømme, at jeg umiddelbart var en kende skeptisk overfor Jojo Moyes sådan helt generelt. Jeg havde en idé om, at det var noget lidt for pladderromantisk og ret banalt noget. Men jeg blev altså positivt overrasket. Måske fordi forventningerne ikke var så høje. Måske fordi bogen virkelig var god. Sikkert en kombination.
Jeg synes det er en nuanceret, velskrevet og ikke mindst meget rørende historie. Undervejs blev jeg irriteret på (kan godt lide når det skurrer lidt, så det er kun positivt) og holdt af karaktererne, levede mig ind i deres kvaler og jublede med dem, når det gik godt (eller de blev fulde og ’dansede’ i kørestolen). Og græd så tårerne trillede ned ad kinderne hen mod slutningen.
Men mest af alt grinte jeg. Ikke på sådan en lårklaskende måde, men jeg kluklo en hel del undervejs. Jeg kunne virkelig godt lide den lune, skæve og lidt sorte humor, som bogen var gennemsyret af.
Generelt fik jeg måske lidt en følelse af at bogen var skrevet meget over samme læst som Moyes (og andre) har brugt før. Et skelet der uden tvivl virker og fungerer, men som måske også bliver lidt forudsigeligt. Når det er sagt overraskede bogen mig alligevel mere end én gang og jeg må indrømme, at jeg lige til det sidste troede at den ville ende ’lykkeligt’. Det gjorde den jo på sin vis også. Men jeg havde nok troet, at den endte med at Will valgte at leve.
Selve Louisas dannelsesrejse og ’kommen ud af puppen’ generede mig dog lidt undervejs og jeg fandt den en anelse karikeret og følte, at den del af historien blev skåret lige vel meget ud i pap. At hun var så hjælpeløs og ligeglad. Alligevel kunne jeg ikke lade være at knibe en tåre, da cirklen blev sluttet og hun sad og læste Will’s brev på en fortovscafé i Paris. Syntes det var sådan en fin og bittersød slutning. Lige dele hjerteskærende og livsbekræftende.
Nu glæder jeg mig til at høre hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Hvad kunne I godt lide? Jeg var ret begejstret for den lune, sarkastiske og til tider sorte humor.
- Hvad irriterede eller generede jer? Jeg blev lidt træt af at Louisa var så handlingslammet og bare gled med og lidt var en dørmåtte og groopie i hendes forskellige relationer. Selvfølgelig var det en forudsætning for at hun kunne ende med at blomstre op og tage ansvar. Men jeg syntes at dét tema blev lige lovlig udpenslet. Lidt mindre havde gjort det (bedre) for mig.
- Hvordan havde I det med at en kærlighedshistorie involverede en svært handicappet mand? Var det grænseoverskridende? Rykkede det ved noget i jer selv? Jeg må ærligt indrømme, at jeg fik helt dårlig samvittighed over hvor lidt jeg har tænkt over, hvordan det er at leve med et svært handicap. Jeg skiftede mellem at have ondt af Will pga. de mange begrænsninger og være sur på ham og tænke at han skulle tage sig sammen pga. alle de begrænsninger han skabte og byggede op om sig selv som en mur.
- Hvordan havde I det med slutningen? Jeg ved slet ikke selv hvor jeg står i forhold til aktiv dødshjælp på den måde og min hjerne slog lidt knuder undervejs, fordi jeg havde så mange modstridende følelser omkring det. På trods af det, så synes jeg faktisk at slutningen var mægtig fin og helt rigtig. Alle blev på sin vis sat fri.
Love the pop of pink!;)
♥♥♥
Jeanne
http://fashionmusingsdiary.com
Jeg nød virkelig også at læse bogen! Så skøn, og så mange tårer. Pyh, hvor den ramte hårdt..
Jeg kunne godt lide selve hovedpointen med bogen: det dybe dilemma, de stærke følelser, det enorme og dybt uretfærdige dilemma. Det bedste ved bogen var jo nærmest den sorg den uundgåeligt fremkaldte.
Jeg kunne til gengæld ikke lide de underlige forhold Lou har til hendes søster. Er Treena en ven eller fjende? Lou selv ved det ikke, og vi som læsere ved det da slet ikke. Jeg kunne slet ikke håndtere deres teenageagtige, smålige skænderier. De kapitler kunne jeg godt have undværet!
Hele kærlighedshistorien kombineret med handicap var en underlig oplevelse. Jeg syntes at “dansescenerne” var umådeligt sjove, men det uendelige fokus på, at han aldrig ville kunne have sex igen blev altså underligt i længden. Det var dog især i de romantiske scener, at jeg virkelig følte med Will, og kunne forstå hans afmagt. Det må være forfærdelig at have så meget liv at give af, men ikke at kunne gøre noget..
Slutningen havde jeg set komme lige fra vi fandt ud af, hvad hans plan var, men det gjorde den bestemt ikke mindre hjerteskærende. Den var knusende hårdt at læse, men samtidig også perfekt forløsende. I bund og grund følte jeg, at bogen satte et perfekt punktum for historien, så jeg er meget nervøs for den efterfølger Moyes lige har annonceret: After You.
Er helt, helt enig mht. forholdet til søsteren. Det var så underligt og irriterede mig grænseløst. Hvorfor sagde Lou aldrig ordentligt fra overfor hende?
Ja, jeg skulle også lige finde mig til rette i handicap/kærlighed/ingen sex-tingen, men omvendt er det jo hverdag for mange, mange, mange mennesker, så jeg var egentlig glad for at få det belyst.
Nej, virkelig? Det lyder lidt som at koge suppe på et ben, der skulle have været kasseret. Eller?
Først og fremmest var jeg vild med bogen, særligt fordi Moyes formår at skrive med lethed om tungt og tabubelagt emne. Bogen fik både grin men virkelig også mange tårer frem og specielt i slutningen af bogen.
Jeg var faktisk særligt begejstret for beskrivelsen af kærlighedsforholdet og hele problematikken om aktiv dødshjælp.
Louisas familiehistorie var nok lidt irrelevant for mig. På den anden side skabte de kapitler lidt luft i fortællingen, og skabte dermed rum for reflektion til de tungere emner.
Jeg har for et halvt år siden mistet en nær bekendt, soldet meste af sit liv har været bundet til en kørerstol grundet muskelsvind. Hvad han har formået i sit liv er utroligt, og han gjorde en kæmpe forskel for andre, som var i samme situation som ham. Det har jeg altid haft stor respekt for. Derfor kunne Wills manglende livslyst godt provokere mig imens jeg læste bogen. Til gengæld er det fantastisk, at der se nogle der tør tage bladet for munden og skrive om sådan et vigtigt emne.
Slutningen overraskede mig faktisk. Jeg troede hele vejen igennem at Will ville vælge livet med Louisa. Jeg tror måske, at slutningen har gjort bogen endnu bedre. Jeg kan stadig mærke bogen “i maven”, når jeg skriver om den. Det betyder, at den har gjort et stort indtryk på mig.
Tak! Det er altid en fornøjelse at læse en bog, som rører noget i en.
Det gør mig ondt at høre om din ven, men hvor er det til gengæld sejt at han bliver husket som en, der gjorde en forskel! Og kan sagtens forstå at du blev provokeret af Will. Jeg havde også flere gange lyst til at ruske i ham og sige ‘så tag dig da sammen’!
Der findes så mange der har meget færre ressourcer, overskud osv. der alligevel formår at være taknemmelige og udrette noget. Eller sådan tænkte den sure side af mig i alle tilfælde. Men ja, ret spændende at få belyst en verden, man ellers ikke ser indefra.
Jeg var desværre lidt skuffet over bogen. Læste den igennem på et par dage og fandt den både forudsigelig og let. Selve handlingen var lidt brugt og alt for meget kopi af De Urørlige til mig. Samtidig fik jeg billeder af Louisa og hendes familie som hende sekretæren fra Love Actually, der er sød og kluntet og bor hjemme hos sin arbejderfamilie, he he. Selve slutningen synes jeg personligt var det bedste i bogen, for der fik den mere kant.
Jeg er netop begyndt på næste måneds bog, og glæder mig til at diskussionen af denne, for det er både sjov og firnulig :-)
Rigtig god mandag og tak for et fedt initiativ med læseklubben :-)
Vh Katrine
Forstår dig godt. Men ja, slutningen gjorde lidt hele bogen.
Dejligt at du er med på denne måneds bog. God læselyst :)
Jeg nød virkeligt at læse denne her bog. Jeg blev revet med helt fra start af, og havde svært ved at lægge den fra mig. Nogle steder lo jeg højt, andre steder blev jeg meget irriteret på den passive Louisa eller den opgivende Will. Men det der kom mest bag på mig, var hvor meget den rørte mig. Altså, jeg tudede! Rigtig meget.
Jeg tænkte en del over historien, både mens jeg var i gang med at læse den, og efterfølgende.
Dét jeg tænkte mest over var: at Will er et menneske som er fængslet i sin krop, mens han ser livet passere forbi ham. Han brænder for at kunne leve det liv han engang havde, fyldt med oplevelser og spontanitet. Fra den ene dag til den anden var det slut for ham. Han skulle nøjes med at være en tilskuer.
På den anden side har vi Louisa. Hun lever til gengæld i et ”mentalt fængsel”, altså noget hun selv har skabt via hendes egne begrænsninger. Livet passerer også hende, fordi hun ikke tør tage chancer og bryde ud af de ”mure” hun selv har sat op.
Og hér kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om jeg måske ligner Louisa? Altså, om jeg tør tage chancer nok, om jeg går efter mine drømme, og om jeg tør leve livet. Eller, om jeg ubevidst har begrænset mig selv.
Denne her bog havde jeg slet ikke regnet med vil påvirke mig overhovedet. Den virkede sådan let og chiclit agtig. Men det gjorde den. Og jeg er glad for at jeg har læst den, fordi den satte nogle vigtige tanker i gang = Jeg skal leve livet mens jeg har det.
Hvor er det rart at høre, at jeg ikke er den eneste der har tudet ned i bogen :) Jeg nød virkelig at læse bogen og kunne mærke, hvordan den blev sværere og sværere at ligge fra mig, jo længere jeg kom ind i den – det er jo den skønneste følelse, når en bog river én sådan med.
Jeg er enig i, at den er på nippet til at være lidt forudsigelig og at personerne til tider er lidt for karikerede. Men jeg synes ikke, at det overskyggede min opfattelse af bogen som helhed.
Tusind tak for læseklubben Emily! Det er virkelig et hyggeligt initiativ.
Dejligt at du havde sådan en god oplevelse og selv tak, så dejligt at du læser med :)
Jeg læste bogen i sommers, og det var også min første JoJo Moyes roman. Måske jeg også var en smule skeptisk… det er jeg hvert fald typisk, når det gælder “hypede” bøger. Nogle gange er hypen berettiget, andre gange ikke så meget ;)
Men jeg læste Mig før Dig i min sommerferie. På et par dage. Den overraskede mig positivt. Jeg har læst min del af chick lit, og jeg blev så glad for at opdage en chick lit forfatter, der skriver ikke går ned på kvaliteten. Det er fedt.
Ja, sproget er rigtigt fint synes jeg. Ellers sidder man ofte og bliver helt trist over noget skamskrevet makværk i den genre, men her var der ikke noget der generede og bortset fra det lidt forudsigelige plot (som så alligevel overraskede mig), så var jeg også positivt overrasket. Synes det var en god ‘hurtiglæser’ og fin og rørende underholdning :)
Dette var min første Moyes og det bliver næppe den sidste. Havde på forhånd en lidt skeptisk forventning. Synes det meste Chicklit litteratur handler om kvinder med store kontokort overtræk, vægt angst og kærligheds problemer. Sådan var dette her jo slet, slet ikke.
Jeg har grinet og grædt gennem denne bog. Jeg kan virkelig relatere til historien. Ikke at jeg sidder lænket til en kørestol med meget lidt selvstædighed tilbage, så kan jeg alligevel godt føle Wills frustrationer og tanker om det liv han har mistet. Jeg er selv førtidspensioneret grundet et trafikuheld. Det er i dag 7 år siden og jeg har fundet mig et nyt og lykkeligt liv på de nye betingelser, men det var hårdt at bearbejde tabet af erhvervsevne mm. Ikke at jeg overhovedet kan sammenligne min situation med Will, men den store livsændring ulykken var skyld i, den kan jeg genkende.
Jeg elskede den sorte humor og havde ikke noget som sådan irriterede mig i denne historie. Det var dog lidt svært helt at sætte sig ind i det ansvar Louisa havde overfor familiens økonomi. Den slags fælles ansvar for familien kender vi ikke rigtig herhjemme. Det var interessant, at komme omkring de forskelige mennesker, deres levemåder, tanker og reaktioner på Will. En skøn og livsbekræftende fortælling, som endnu engang bekræfter mig i, at vi må og skal give dødligt syge mennesker muligheden for en værdig død. Både uden at kriminalisere dem og deres pårørende. Siger ikke det er nemt at afgøre hvornår det skal være muligt, men vi må være lydhøre.
Tak fordi du satte denne bog på programmet Emily. Nu har jeg købt Marts måneds bog og glæder mig. Den skal vist nok fremkalde et grin eller to under vejs :-)
Nej, temaet er meget mere interessant end de sædvanlige (og nej, dem magter jeg altså heller slet ikke).
Er ked af at høre om din ulykke og kan sagtens forstå at den gør at du for alvor kan relatere til bogens tema.
Ja, det er nogle svære betragtninger, ved slet ikke hvor jeg selv står, men jeg fik virkelig rykket ved nogle grænser og belyst nogle ting fra en helt anden side gennem denne bog.
Selv tak og dejligt at du også er med på denne måneds bog :)
Jeg nød virkelig at læse bogen, den ramte hårdt nogle gange!
Den fik mig både til at grine og bestemt også at fælde et par tårer. Da jeg først rigtig kom igang med den, kunne jeg slet ikke ligge den fra mig.
Jeg synes ligesom der er en anden der har skrevet, at den mindede lidt om de urørlige, men det var egentlig ok.
Jeg var specielt vild med den “lette” måde Moyes formår at skrive denne bog på, og samtidig er der bare en dejlig form for humor gennem bogen.
Jeg nåede både at “hade” Will og Lou, men også “elske” dem igen ;)
Jeg kunne ret godt lide slutningen, den var forudsigelig, men hvis ikke han endte med at dø, ville jeg synes det var en lidt mærkelig slutning. At han var handicappet, synes jeg gav bogens kærlighedstema en hel anden betydning og forståelse for det svære ved at være handicappet.
Bogen har efterladt en del tanker. Dels min egen holdning til aktiv dødshjælp. Men også hvordan jeg og min kæreste ville have det med jeg skulle hjælpe en så ung mand, på en så tæt måde. Jeg er selv social og sundhedsassistent og sygeplejerske studerende, så de situationer vil jeg uden tvivl komme i. Men det har bare givet lidt stof til eftertanke.
Jeg har allerede købt en af hendes andre bøger, som jeg vil igang med ;)
Jeg har ikke læst De Urørlige, kun set filmen, men jeg kan sagtens følge jer.
Kan godt lide din betragtning med at du både nåede at ‘hade’ og ‘elske’ hovedpersonerne, det synes jeg vidner om at du har levet dig ind i den og at den har rørt noget i dig.
Spændende med din uddannelse og at det er noget du i høj grad kan relatere til.
Ej, hvor godt. Hvilken har du købt?
Jeg har købt den der hedder “det sidste brev fra din elsker”, glæder mig meget til at komme igang med den :)
Og tusind tak, for denne skønne bogklub, det er første gang jeg er med, det er virkelig hyggeligt, at læse hvad andre synes om den samme bog.
Åh den har jeg også liggende, måske jeg også skal gå ombord i den.
Selv tak og så dejligt at du har lyst til at være med :)
Jeg forelskede mig virkelig i bogen, og følte at jeg kunne relatere til hovedpersonen, hvilket jeg altid synes er skønt. Jeg ventede endtlig også bare at hun skulle slå op med kæresten(løberen), da jeg ikke syntes at det gav nogen mening, at hun var sammen med ham. Jeg syntes dog ikke at det gjorde nogen forskel, at Will sad i kørestol, hvis jeg ser på selve kærlighedshistorien. Men da vi finder ud af, at han vil tage sit eget liv, blev det jo lige pludselig anderledes. Jeg tænkte hvis det var mig der havde været i hendes sted. Når man forelsker sig er der jo ikke rigtig andet at gøre, end at være sammen med den person.. Alle de ting hun gjorde med kalenderen syntes jeg var genialt. Og hun jo også selv klogere af det, hvilket jo også var det , som Will ønskede.
Jeg kunne dog slet ikke klare det andet sidste kapitel, da det går op for en at han virkelig er død(fælder også en tåre nu) Men at hun alligevel gjorde som han havde skrevet på brevet, syntes jeg virkelig var fint.
Bogen er faktisk blevet en af mine yndlingsbøger og kunne godt finde på at læse den igen. Der var mange små grin, og rammer det jo altid et eller andet, når man kan spejle sig i hovedpersonen.
Hvor er det bare dejligt at læse om den gode oplevelse du har haft med bogen Melanie. Kunne virkelig også godt lide at den formåede at bevæge mig så meget, både til grin og gråd. Og ja, det var inspirerende hvordan Louisa kom ud af puppen og aktivt begyndte at tage ansvar for sit liv og komme videre :)
Denne bog overaskede bestemt også mig positivt! Mojo Moyes formår virkelig at levere en historie med et vigtigt budskab med lige dele lethed og sort humor i sin skrivestil. Jeg tudede også til slut! :)
Jeg synes at forfatteren viser dybde og indsigt med den slutning hun lader historien tage. Jeg arbejder selv med hjerneskadede mennesker, der er bundet til en kørestol og derudover også delvist har mistet evnen til at tale. Det er helt naturlige menneskelige overvejelser som hovedpersonen gør sig. Dog kan jeg ikke lade være med at blive lidt trist over, at Will var så stædig som han var og aldrig ville møde ligesindede, for at se hvordan det kan lykkes andre at leve et andet, men stadig meningsfyldt liv på trods.
Helt enig mht. at hans stædighed og sortsyn var irriterende. Det var som om han ikke rigtigt ville give noget en chance ikke?
Dejligt at du har haft en fin læseoplevelse og at bogen er tro mod virkeligheden i den forstand at du kan relatere til den givet dit arbejde.
Jeg havde generelt en rigtig god læseoplevelse. Det var virkelig fritidslæsning i allerhøjeste grad og jeg blev i den grad fanget bogen. Så fanget af jeg så igennem fingre med nogle af de ting, der ikke var så gode. Jeg synes nemlig også at personbeskrivelserne blev skåret lidt for meget ud i pap nogle gange. Jeg kan godt lide en tekst med lidt flere tomme huller. Jeg synes dog at forholdet mellem Louisa og Will var rigtig god beskrevet, og jeg synes at det var en fin slutning, dog uden at jeg har taget stilling til, hvorvidt jeg er for eller imod Wills beslutning om aktiv dødshjælp.
Tak for tippet om bogen, det var dejligt at læse den. Normalt læser jeg bøger a la de to andre du har haft på programmet i læseklubben. Jeg håber, at der også kommer flere af den slags igen. Alt i alt en fantastisk ide med denne klub
Det lyder som om vi har haft meget samme oplevelse Tine.
Og ja, det er heller ikke det jeg sædvanligvis læser, men søger at have lidt bredde og tage forskellige genrer osv. med her i læseklubben, så det er også skægt for mig at læse noget lidt andet end jeg plejer :)
Dejligt at høre, tak!
Jeg har det meget blandet med denne bog. For jeg synes, at den var virkelig underholdende, men også forudsigelig. Slutningen har jeg det meget ambivalent med, da jeg ikke synes, at de skulle ende op sammen, men jeg synes ikke, at Wills opgiven på livet var rigtig heller.. Hmm..
Kan sagtens følge dig. Af og til blev den næsten banal i sin forudsigelighed, men samtidig fik den mig (flere gange) til både at grine højt og græde så tårerne løb, så et eller andet kunne den.
Nej, det havde været for kliché hvis de var endt sammen ikke? Hmm… men ja, hvad skulle der ellers have været sket?
Først er jeg meget taknemmelig for at have fundet denne læseklub. Tak til dig Emily for dette fantastiske initiativ, og for den lækre “indpakning” af den her på din blog. Jeg glæder mig til at læse nogle bøger, som rækker ud over det jeg plejer at læse, og at dele oplevelserne med jer her.
Dette var min første Moyes bog, og jeg har det som de fleste skriver; den blev læst på et par dage. Jeg fandt mig selv siddende i et fly med tårerne trillende ned ad kinderne på de sidste sider i bogen.
Det er en ganske udmærket bog, rummende det hele. Der er både romantik, dilemmaer, besættelser og meget mere som vi læsere kommer igennem, og jeg synes på alle måder den er værd at læse.
Hvor er det fedt at du har det sådan Mette! :)
Jeg får også selv læst noget, jeg måske ikke ville ellers (prøver at vælge lidt bredt og ikke kun det jeg sædvanligvis selv ville læse), så det er vist win win for alle.
Dejligt at du havde en god (og tårepersende) oplevelse med bogen.
Jeg læste bogen sidste vinter, lige efter jeg havde læst John Greens ‘En flænge i himlen’. Jeg havde grædt mine øjne ud til ‘En flænge i himlen’, og jeg valgte ‘Mig før dig’ i den tro, at den kunne opmuntre mig lidt efter en så trist bog om sygdom, ungdom og død.
Jeg kunne vist ikke have valgt mere forkert.
At læse to så emotionelt krævende bøger lige efter hinanden var virkelig en voldsom oplevelse. Jeg var lige blevet færdig med at sørge over den ene fiktive karakter, da jeg begyndte at græde over den næste. For begge bøger skar sig helt ind i min sjæl og var så tankevækkende på den der helt umulige knugen-i-maven agtige måde.
‘Mig før dig’ er en sådan sjov hybrid af kærlighedskomedien og den større, politiske diskussion. Mest af alt er jeg nok imponeret over, hvor modig Moyes er med hendes slutning, for med den rykker hun sig fra en genre til en anden. For hvor bogen sommetider forekom mig forudsigelig og typisk, så gør slutningen (forudsigelig eller ej), at historien har noget lidt tungere på hjerte.
Faktisk har Moyes lige annonceret, at hun der udkommer en opfølger på historien, der fortæller hvad der skete med Lou bagefter bogen. “After You” hedder den. Dét er jeg bange for og synes egentligt er en smule unødvendigt. For Lou er i mine øjne ikke som sådan en mindeværdig karakter, det er hendes interageren med Will der er mindeværdig. Og en helt bog om Lou? Jeg ved ikke … Hvad tænker du?
Av, ja det lyder ikke så godt med to gange tudebøger lige i træk. Men syntes du ikke også at den var lun og hyggelig? Jeg syntes bestemt det var en barsk historie, men også at den var virkelig skæg og pudsig (på den gode måde) mange steder :)
Er helt, helt enig mht. slutningen.
Og er (desværre) også enig mht. ‘2’eren’ den er vist ret så unødvendig… Men nu bliver en af os nød til at læse den og se om den er så tumpet, som vi går og forestiller os ;)
Dette var min første bog i din bogklub, men absolut ikke den sidste. Det er virkelig en god mulighed for at læse noget, jeg ellers ikke ville få læst.
Med hensyn til selve bogen så tror jeg vi har haft nogenlunde samme læseoplevelse. Jeg var virkelig positiv overrasket over bogen. Og jeg må ærligt sige at det var en bog jeg godt kunne læse igen.
Jeg kunne særligt godt lide selve meningen med bogen, altså det store dilemma. Dertil kunne jeg super godt lide den måde, et så tabubelagt emne blev fremstille. Og så var jeg vild med de tanker og følelser man som læser sad med.
Det jeg virkelig ikke kunne lide ved bogen var Lou’s karakter, særligt i begyndelsen. Mod slutningen begyndte jeg dog at holde af hende. Men jeg sad flere gange og nærmest råbte “så svar dog igen”. Manglede helt sikkert noget modspil fra hende, både i forhold til Will, Treena, Patrick og hendes forældre. Forstod ærligt ikke hvorfor hun bukkede så meget under?
At bogen omhandlede handicap, og samtidig kærlighed, gav mig meget at tænke over. Ligesom dig, har jeg nok aldrig rigtig tænkt over hvordan det er at leve med et så svært handicap. Som tidligere skrevet, var jeg vild med fremstillingen af det ellers meget tabubelagte emne, og jeg oplevede som læser en masse blandede følelser i forhold til Will. Jeg begyndte rent faktisk at holde utrolig meget af ham som person, og må ærligt indrømme at jeg fældede en tåre til sidst. Men samtidig kunne jeg også godt sidde, og blive irriteret på ham fordi han havde så negativ en indstilling til hele tilværelsen.
Med hensyn til slutningen så forstår jeg virkelig godt Wills beslutning omkring aktiv dødshjælp. Stod jeg i hans situation ville jeg helt sikkert også overveje mine muligheder. Men må ærligt indrømme, at jeg håbede på, at han ville ændre mening i løbet af bogen. Særligt fordi han og Lous forhold udviklede så på den måde det gjorde. Dog synes jeg at slutningen netop gjorde bogen så særlig, og den gav mig utrolig mange følelser i kroppen.
Alt i alt var det en rørende, morsom og tankevækkende bog. Jeg er utrolig glad for jeg valgte at hoppe med i klubben, og ser allerede frem til at læse marts måneds bog!
God dag til dig <3
Så dejligt at høre Emma! :)
Kan sagtens relatere til dine følelser og dilemmaet. Det var virkelig svært, for jeg håbede både at håbe på den ene og den anden potentielle slutning. Ingen af dem var rigtigt til at bære.
Helt enig mht. Lou, man blev helt irriteret over at hun var så vag og bare lod sig tromle. Men vi fik jo lidt af forklaringen mht. voldtægten, men det fik stadig ikke helt enderne til at mødes for mig.
Havde det på præcis samme måde. Håbede sådan at han ville ændre mening og omvendt var det jo nok blevet en noget pladderromantisk slutning, hvis han havde gjort det. Den var meget bittersød den slutning. På én gang helt rigtig og helt forkert fordi det var så hårdt.
Fedt at du også er med på næste måneds bog.
Tak og i lige måde.
Klem
Jeg har læst 2 af Jo Jo’s bøger nu – og det jeg godt kan lide – udover at det er en kærlighedsroman, men at den også berører aktuelle samfundsrelavante emner – som f.eks. aktivitdødshjælp i denne her bog. (Har også læst Hende du forlod, og den omhandler også et af de svære samfundrelevante emner)
Jeg havde nok forventet en anden slutning – havde regnet med at hun ville få ham til at ændring sin mening – men at han holdte fast i sin beslutning på jeg på sin vis godt forstår.
Det er et meget svært emne, men jeg kan godt forstår at der er nogle der vælger den løsningen, fordi alternativet, at fortsætte med at leve, er uholdbart for dem.
Fedt at høre Camilla. Hvad handler Hende du forlod om? Kan du anbefale den?
Kh.
Emily
Det var min anden bog af Moyes, så forventningen var høj, da jeg var meget glad for “en plus en ” (kan klart anbefales).
Sad lidt i starten med følelsen af at det var “de urørlige” om igen. Men det ændrede sig heldigvis synes jeg. Den vagte også forskellige følelser i mig, også den følelse af at man havde lyst til at ruske lidt i dem begge to. Især at Will ikke ville møde andre, med samme handicap. Selv om de kunne irritere mig helt vildt, så kunne jeg heller ikke lade være at holde af dem.
Kunne godt lide at historien ikke bare handlede om, at en handicappede der manglede hjælp. Men at Lou lige så meget manglede noget hjælp.
Lod mig rive så meget med af bogen hen mod slutningen, at jeg måtte lægge den fra mig, i vrede over at han absolut ville dø, ikke at jeg er uenig i at det var nød til, at være den slutning. Men det vækkede bare nogle følelser i mig, jeg ikke havde set komme, fordi jeg begyndte at holde så meget af dem.
En samlet god oplevelse, men jeg var dog mere vild med “en plus en”.
Spændende med En plus en. Den har jeg lige foræret min mormor, så måske jeg skal låne den, når hun er færdig med den :)
Rigtigt fint perspektiv du har mht. at de begge havde brug for hjælp og på sin vis havde hver deres handicap, det er godt set.
Oki, må vist hellere få læst En plus en :)
Jeg læste Mig før dig på en sejltur, hvor jeg også havde medbragt Fifty Shades of Grey. Jeg læste dem begge på originalsprog og lige så meget som jeg ikke kunne lide Fifty Shades of Grey, så elsker jeg Mig før dig. Jeg følte mig mere tiltrukket af Will end af Christian, og det på trods af at Will sidder i en kørestol. Jeg elsker den passage, hvor Will hjælper Louisa ud af den labyrint og fortæller hende at hun ikke var ansvarlig og hun selv har evnen til om hun vil lade det styre hendes liv. Jeg tror det er et stort vendepunkt i Louisa´s liv, for grunden til at hun er så passiv er jo at hun indtil videre har ladet det styre hendes liv. Hun plejede at være en energisk og udadvendt person. Jeg har oplevet to personer dø af ALS, og jeg er 100% sikker på at skulle den sygdom ramme mig, ville jeg gøre som Will. Jeg forstår ham faktisk godt og jeg havde sådan en euroforisk taknemmelighed da jeg havde læst bogen at jeg var frisk og rørig. Når man tænker på, at man ikke hører Wills tanker i bogen, så synes jeg godt man fornemmer hvordan han bare ikke kan klare tanken om at skulle være bundet til den kørestol resten af livet. Og han har jo ret, Lou kan ikke love at det ikke vil ændre sig. Jeg græd da jeg læste kapitlet om Wills mor og jeg fik bare så ondt af hende, for hun formår ikke at nå ind til Will, selvom hun elsker ham og slutningen får jo også store konsekvenser for hendes liv. Jeg kunne faktisk godt lide forholdet mellem Lou og hendes søster, for er det ikke sådan søstre forhold ofte er. Vi vil så gerne at man skal være bedste venner med sine søstre, men i de fleste forhold er der også jalousi. Jeg synes Lou søster er lidt egoistisk, men hun har også en stor kærlighed til Lou og det synes jeg tydeligt man ser til sidst i bogen. Jeg har læst alle Jojo Moyes bøger på originalsprog og synes hun har en fin evne til at gøre hendes karakterer til levende personer, som man kan relatere til. Jeg kan bedst lide Mig før dig, The girl you left behind, brudeskibet og Sheltering Rain
Hej Søs,
Fedt med en lille sammenligning af 50 shades og Mig før dig, det kunne jeg godt lide og er tilmed meget enig.
Haha… godt med søskendeforholdet. Jeg er selv enebarn, så syntes det lød lidt hårdt og voldsomt, men det kan godt ske at det er sådan virkeligheden er ;)
Sejt at du har læst alle bøgerne og tak for anbefalingerne.
Kh.
Emily
Jeg er netop blevet færdig med bogen og er helt rød om øjnene. Det var jo forudsigeligt, at den ville ende sådan- man kan jo udlede det af forsiden, men alligevel håber man jo til det sidste. Snøft!
Bogen var en øjenåbner- især i forhold til, hvor vanskeligt det er at leve som handicappet. Både de praktiske begrænsninger, men også det psykiske pres pga. omverdenens reaktioner. Det føles som om, at jeg nu har fået lov til at få et glimt af deres liv indefra. Samtidig er jeg nu endnu mere bevidst om, hvor hurtigt skæbnen kan indhente en.
Jeg er som udgangspunkt for aktiv dødshjælp, men nøj hvor må det være svært at blive efterladt. At der er en, der ikke mener, at man er grund nok til at blive.
Super god bog- tak for anbefalingen!