Jeg må ærligt indrømme, at jeg umiddelbart var en kende skeptisk overfor Jojo Moyes sådan helt generelt. Jeg havde en idé om, at det var noget lidt for pladderromantisk og ret banalt noget. Men jeg blev altså positivt overrasket. Måske fordi forventningerne ikke var så høje. Måske fordi bogen virkelig var god. Sikkert en kombination.
Jeg synes det er en nuanceret, velskrevet og ikke mindst meget rørende historie. Undervejs blev jeg irriteret på (kan godt lide når det skurrer lidt, så det er kun positivt) og holdt af karaktererne, levede mig ind i deres kvaler og jublede med dem, når det gik godt (eller de blev fulde og ’dansede’ i kørestolen). Og græd så tårerne trillede ned ad kinderne hen mod slutningen.
Men mest af alt grinte jeg. Ikke på sådan en lårklaskende måde, men jeg kluklo en hel del undervejs. Jeg kunne virkelig godt lide den lune, skæve og lidt sorte humor, som bogen var gennemsyret af.
Generelt fik jeg måske lidt en følelse af at bogen var skrevet meget over samme læst som Moyes (og andre) har brugt før. Et skelet der uden tvivl virker og fungerer, men som måske også bliver lidt forudsigeligt. Når det er sagt overraskede bogen mig alligevel mere end én gang og jeg må indrømme, at jeg lige til det sidste troede at den ville ende ’lykkeligt’. Det gjorde den jo på sin vis også. Men jeg havde nok troet, at den endte med at Will valgte at leve.
Selve Louisas dannelsesrejse og ’kommen ud af puppen’ generede mig dog lidt undervejs og jeg fandt den en anelse karikeret og følte, at den del af historien blev skåret lige vel meget ud i pap. At hun var så hjælpeløs og ligeglad. Alligevel kunne jeg ikke lade være at knibe en tåre, da cirklen blev sluttet og hun sad og læste Will’s brev på en fortovscafé i Paris. Syntes det var sådan en fin og bittersød slutning. Lige dele hjerteskærende og livsbekræftende.
Nu glæder jeg mig til at høre hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Hvad kunne I godt lide? Jeg var ret begejstret for den lune, sarkastiske og til tider sorte humor.
- Hvad irriterede eller generede jer? Jeg blev lidt træt af at Louisa var så handlingslammet og bare gled med og lidt var en dørmåtte og groopie i hendes forskellige relationer. Selvfølgelig var det en forudsætning for at hun kunne ende med at blomstre op og tage ansvar. Men jeg syntes at dét tema blev lige lovlig udpenslet. Lidt mindre havde gjort det (bedre) for mig.
- Hvordan havde I det med at en kærlighedshistorie involverede en svært handicappet mand? Var det grænseoverskridende? Rykkede det ved noget i jer selv? Jeg må ærligt indrømme, at jeg fik helt dårlig samvittighed over hvor lidt jeg har tænkt over, hvordan det er at leve med et svært handicap. Jeg skiftede mellem at have ondt af Will pga. de mange begrænsninger og være sur på ham og tænke at han skulle tage sig sammen pga. alle de begrænsninger han skabte og byggede op om sig selv som en mur.
- Hvordan havde I det med slutningen? Jeg ved slet ikke selv hvor jeg står i forhold til aktiv dødshjælp på den måde og min hjerne slog lidt knuder undervejs, fordi jeg havde så mange modstridende følelser omkring det. På trods af det, så synes jeg faktisk at slutningen var mægtig fin og helt rigtig. Alle blev på sin vis sat fri.
