I dag gjorde jeg noget besynderligt på vej hjem fra et frokostmøde på Sokkelund på Frederiksberg. Hvor de i øvrigt serverer en virkelig god chèvre chaud, skulle jeg hilse at sige.
Nå, men tilbage til det pusseløjerlige: Uden helt at vide hvorfor – det berusende vejr sikkert – kørte jeg en anden vej hjem end sædvanligvis. Det var ikke en decideret omvej, slet ikke, men det var heller ikke den hurtigste vej.
Således befandt jeg mig pludselig på Jernbane Allé i Vanløse og mindedes min barndoms mange ture i Vanløse Bio. Jeg er vokset op på Ydre Frederiksberg og dengang (lang tid før metroen og Falkoner Biografen) var det nemmere at tage til Vanløse at se film end ind til byen.
Måske det tog 5-10 minutter længere end normalt at cykle en helt anden vej hjem. Men den ekstra tid var godt givet ud. For det var så interessant og dejligt at se noget helt andet, end jeg plejer og jeg følte mig en lille smule som turist i min egen by.
Så det er bestemt noget jeg vil forsøge at gøre intentionelt af og til fremover. Helt gratis og ganske skæg hverdagsspænding. Eller spænding og spænding, men en fin lille, anderledes oplevelse var det i alle tilfælde.
Kunne I finde på at tage en omvej med vilje? Eller gør i det allerede?
ENGLISH RECAP: Today I took a detour on purpose on my way home from a meeting. Biking. Always biking. This is Copenhagen after all. And you know what? It was really fun and felt like being a tourist in my own city. I highly recommend it and plan on doing this every once in a while.