På stranden i Hossegor i morges. Skal stadig lige blinke med øjnene, når jeg kigger ned på venstre hånd.
For fire dage siden spurgte min bedste ven (og Drømmemand) mig om jeg ville gifte mig med ham. I Bois de Boulogne i udkanten af Paris over det, jeg fremover vil mindes som den bedste picnic nogensinde. Også selvom vi hverken havde tæppe, glas eller bestik. Til gengæld havde vi strålende solskin og det var en varm sensommerdag, hvor det føltes som om tiden stod stille. Vi var i vores eget lille vakuum i flere timer, dér i skoven. Helt høje på kærlighed og hinanden.
Og vi talte og talte. Og fortalte hinanden nogle virkeligt vidunderlige ting, som man nok også burde fortælle af og til uanset hvad. Men i alle tilfælde var helt rigtige dér og som var noget så dejlige både at få at vide og sige. Tænk hvor heldig man er, når man elsker nogen så højt og det så er gengældt.
Og så snakkede vi om bryllup. Og lagde skøre og fantastiske planer for det. Og grinte meget. For det skulle lige gå op for mig, at selve det med at blive gift, jo er næste step efter sådan et frieri. Tænk engang. Jeg skal giftes. Med Drømmemanden <3
Inden han gik ned på knæ. Hvor jeg helt uanende begyndte at arrangere sagerne til et billede. Tør slet ikke tænke på, hvor nervøs jeg havde været, hvis det var mig, der sad der og brændte med ringen i lommen.