Jeg har hygget mig med den herhjemme i sofaen og om aftenen, inden jeg skulle sove og så har den også underholdt mig noget så godt både på stranden i Thailand og ikke mindst på flyet. For mig leverede Toner i natten lige akkurat det som Moyes gør så godt. Hyggelig læsning, der tager fat i noget, de fleste kan relatere til på den ene eller anden måde. Og som i tillæg byder på en god kærlighedshistorie, der ikke er pladderromantisk og som gerne er lidt pudsig eller uforudsigelig.
Måske den ikke var helt så raffineret, som nogle af hendes senere romaner, men omvendt var den også lidt mere rå i kanterne, hvilket jeg godt kunne lide. På minussiden var den måske noget klichéfyldt, ligesom der var nogle temaer, der blev gentaget en del og skåret lidt for meget ud i pap. Eksempelvis Isabels nervøse væsen og hvordan hun hele tiden tog sig til halsen, blev lige lovligt udpenslet for min smag.
På samme måde blev man som læser holdt en del i hånden bogen igennem og var ikke i tvivl om, hvad man skulle synes eller hvad de forskellige metaforer betød. Her kan jeg nok bedre lide, at man selv for lov at komme frem til, hvad der står mellem linjerne.
Men det til side så syntes jeg bogen var så hyggelig, spændende og letlæst. Og selvom jeg følte mig guidet meget igennem som læser, så var jeg glad for de mange små overraskelser og twist som historien alligevel bød på undervejs.
Jeg følte sådan med Isabel (som jeg dog indledningsvis fandt vanvittigt irriterende) og børnene og ønskede virkelig, at hele husprojektet måtte lykkes for dem. Og blev så glad, da hun endelig begyndte at tage ansvar og affære og ikke mindst da hun (og Kitty og Thierry) lærer af Byron og lever helt ‘jord til bord’-agtigt, dér i Det Spanske Hus.
Selvom det også er besværligt og de ikke har et ordentligt bad, så bliver det hele fremstillet så idyllisk og glædesfyldt, at jeg følte mig helt inspireret til noget lignende. Flytte med hund og mand på landet og holde høns og dyrke (noget af) vores egen mad. Her er jeg nok også lidt farvet af venindebogen med Signe Wenneberg, jeg lavede for lidt siden, men Toner i natten gjorde i alle tilfælde ikke lysten mindre.
Bogen var måske ikke helt så tårepersende, som nogle af de andre Jojo Moyes romaner, men hvor var jeg egentlig glad for at den endte godt. Om ikke andet så for Isabel og Byron. Det er nu engang rart med en happy ending af og til også selvom det måske ikke er så raffineret.
Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen?
Tag gerne udgangspunkt i det, jeg har skrevet ovenfor (uanset om I er enige eller det modsatte) eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)



