Opskrift: Svampelasagne og grøn karry

Overskriften rimer måske ikke ligefrem på jul, men måske du har lyst til noget andet end julemad fra på mandag eller måske dit nytårsforsæt står på en ugentlig kødfri dag eller to. Hvis det ene eller det andet er tilfældet, så er her et par dejlige opskrifter at bogmærke.

De er begge fra Nadia Mathiasen aka. Foodfanatic‘s nyeste kogebog, Kødfri Mandag, der på fineste vis hylder og inspirerer til den snart så navnkundige Meatfree Monday. Og som især er til dig, der synes et måltid uden kød er lidt mangelfuldt, men gerne vil prøve at indføre en vegetarisk dag hist og her.

Nadia beskriver selv bogen som “en kødelskers guide til grøn mandag” for hun er nemlig selv ret glad for kød og mad med saft, kraft og masser af (umami)smag. Men derfor kan man godt leve grønt af og til og det endda helt uden at lide afsavn.

Lasagne med svampe og spinat & grøn karry med broccoli, gulerod og sød kartoffel af Nadia Mathiasen

LASAGNE MED SVAMPE OG SPINAT
– 4 personer
Selv den allermest stædige kødentusiast vil næppe savne noget,
når den her lasagne lander foran ham eller hende. Du kan sagtens
nøjes med at bruge helt almindelige champignoner eller en
blanding af flere forskellige svampe som eksempelvis portobello,
bøgehatte og shitakesvampe.

1 løg
2 fed hvidløg
800 g svampe
400 g babyspinat
Olivenolie
2 tsk. balsamicoeddike
1 portion behamelsauce
6 friske lasagneplader
2 dl panko (kan erstattes med rasp – brug da lidt mindre)
1 håndfuld friske urter, fx bredbladet persille, oregano og basilikum
Salt, peber

  • Pil og hak løget og hvidløgene.
  • Hak svampene og babyspinaten groft.
  • Varm lidt olie på en pande, og sautér løget og hvidløgene, til løgene er klare.
  • Kom babyspinaten på panden med det vand, der hænger ved efter skylning, og sautér videre, til spinaten falder sammen, og væden fordamper. Sæt til side.
  • Varm lidt ekstra olie på samme pande, og steg nu svampene, til de har afgivet deres væde og tager farve. Tilsæt balsamicoeddike, og lad det koge ind. Krydr svampene med salt og peber, og vend dem sammen med løgene og spinaten.
  • Kom ⅓ af svampefyldet i et ovnfast fad og oven på det en smule bechamelsauce. Læg ⅓ af lasagnepladerne oven på, og gentag processen. Slut af med et generøst lag bechamelsauce.
  • Hak urterne, og bland dem med panko, 2 spiseskefulde olivenolie, salt og peber. Drys blandingen på lasagnen, og bag den i en 200 grader varm ovn i 20-30 minutter, til brødkrummerne er sprøde, og det begynder at boble i siderne.
  • Servér med en god salat

BROCCOLI, GULEROD OG SØD KARTOFFEL I GRØN KARRY
– 4 personer
Ligesom panangkarry finder du også den grønne karrypasta i
asiatiske supermarkeder, hos etniske grønthandlere og i supermarkeder.
Husk, at karrypastaer varierer i styrke. Generelt er supermarkedernes karrypasta mildere end dem, du køber i de asiatiske supermarkeder – så husk at prøve dig frem.

1 lille broccoli
200 g grønne bønner
3-4 søde kartofler
2 gulerødder
1 løg
8 kaffir-limeblade
2 spsk. grøn karrypasta
Olie til stegning
6 dl kokosmælk
2 spsk. fiskesauce
1 tsk. sukker
Sød basilikum til pynt

  • Start med at skære broccolien ud i små buketter.
  • Skær degrønne bønner i mindre stykker.
  • Skræl de søde kartofler og gulerødderne, og skær dem i grove tern.
  • Pil løget, og skær det i både.
  • Kassér stilken på limebladene, og riv dem over en
    gang eller to.
  • Steg karrypastaen i olie, og tilsæt løget, de søde kartofler og gulerødderne. Sautér et par minutter, tilsæt nu limebladene, kokosmælken, fiskesaucen og sukkeret.
  • Bring gryden i kog, og lad karryen simre, til rodfrugterne næsten er møre.
  • Tilsæt broccolibuketterne og de grønne bønner, og lad dem simre med, til de også næsten er møre, men stadig har bid.
  • Smag til med lidt mere fiskesauce eller sukker, hvis det er nødvendigt.
  • Pynt med sød basilikum, og servér med ris.

Tusinde tak Nadia! Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med opskrifterne, når jeg er retur fra juleferie :)

 

(Visited 5.032 times, 6 visits today)

Skriv en kommentar

10 Kommentarer

  1. Det lyder virkelig lækkert! Jeg har altid lyst til frisk og grøn mad efter al den tunge julemad, så jeg tror da klart jeg skal skrive de her opskrifter bag ørerne :)

    Klem. <3

  2. Mmh, hvor lyder det lækkert.

    Her hjemme har vi også tit kødfrie dage. Det er særligt chili sin carne, kikærtebøffer og karry med kikærter og kokos, der hitter stort.

    Jeg deler lige opskrifterne, hvis der er nogle, der kunne have lyst til endnu mere kødfri-inspiration.

    http://www.cathrinebrandt.dk/chili-sin-carne-vegetarisk-chiligryde-med-linser-og-boenner/
    http://www.cathrinebrandt.dk/vegetariske-kikaerteboeffer/
    http://www.cathrinebrandt.dk/karrygryde-med-kikaerter-og-kokos/

  3. Mit mål er faktisk, at spise væsentlig mindre kød i det nye år, så måske jeg skal kigge nærmere på hendes kogebog? Jeg er i hvert fald ivrig efter god inspiration, hvor kødet ikke er hovedingrediensen.

  4. Ej hvor ser den lasagne lækker ud! Den glæder jeg mig til at lave her, når al julemaden har lagt sig! Julemad er lækkert, men puha det lægger sig tungt! ? Og så ser det endda ud til at retten er SU-venlig. Hehe. ? Rigtig glædelig jul til dig Emily!

  5. Kære Emily
    Jeg savner dine egne opskrifter. Der var mange af dem for et par år siden, og du inspirerede mig tit, men det er som om de er forsvundet helt. Når der så endelig er en hjemmelavet madopskrift, er det en helt en enkel suppe eller som denne, hvor du gengiver andres opskrifter. Og Nadias opskrifter ser da superlækre ud – men hvor er dine egne bud, som du har afprøvet og gjort personlige?
    Julehilsner
    Cecilia

    1. Hej Cecilia,
      Det er modtaget og dejligt at høre at de er savnede. Jeg har været lidt flad på madinspirationen, men nu har jeg alle tiders motivation til at komme op på køkkenhesten igen i det nye år. Er der noget særligt, du gerne vil se? Ellers freestyler jeg bare :)
      Kram og god jul E

      1. Tak for svar! Synes især du lavede mange gode grønne/vege-retter (på meatfree Mondays!) og inspirerende morgenmad. Så vil heppe på mere af det i 2017 – og god tur indtil da ;-)

        1. Det var bestemt så lidt og det er lige akkurat det jeg bedst kan lide at lave, så det kan jeg godt love dig, der nok skal komme mere af. Tak <3