Uanset om man er en lykkens pamfilius som undertegnede, der har været på juleferie og har fået lidt farve eller om man bare er blevet godt og grundigt vintertør i det, så er her et par gode tips og tricks til at komme af med skællene og atter blive blød og fin. Og bevare den der tan, hvis man er heldig at have erhvervet sig sådan en.
Eksfoliér først
Det er spild af læbepomade, håndcreme og bodylotion at komme den på tørre, døde hudceller, der alligevel er på vej til at dessertere, så sørg for at komme af med dem først. Skrub krop og hænder med en hampehandske og/eller en god bodyscrub. Eller lav en selv, se min opskrift her.
Tørre læber eksfolieres blidt med en blød tandbørste eller med lipscrub’en, der også er opskrift på her. I ansigtet er det tilstrækkeligt for de fleste at bruge en god gammeldags (og ren!) frottévaskeklud sammen med det foretrukne renseprodukt for en mild eksfolierende effekt.
Skrub et par gange om ugen eller efter behov.
Fugt, fugt og atter fugt
Når du er kommet af med det tørre, gustne ydre, så er det med at fylde godt på med fugt og beskyttende pleje. Og helst af den rene slags, som eksempelvis de økologiske og USDA certificerede produkter fra eos. Brug bodylotion efter badet hver dag og gerne mens huden er let fugtig, så trænger den bedre ind. Håndcreme efter behov men gerne morgen og aften som minimum her i den kolde tid. Jeg har altid en på natbordet og en i tasken og undgår på den måde at mine hænder krakelerer. Læbepomade efter behov men det er en smal sag, når man nærmest har lyst til at spise den, fordi den smager og dufter så godt.
Og så lidt fedt
De fleste cremer indeholder begge dele, men vil du sørge for at forsegle al den herlige fugt ekstra godt og beskytte huden mod kulde og vind, så slut af med et par dråber olie umiddelbart efter du har smurt creme på. Lyder det for omstændigt, så bland blot oliedråberne direkte i cremen, når du smører den i ansigtet, på kroppen eller hænderne. Du kan bruge en ansigts- eller kropsolie specielt til formålet, men et par dråber ren mandelolie eller kokosolie er også alletiders.
Hyggetid
Når man alligevel er i gang med en mindre hjemmespa så kan man jo overveje at gå all in på hjemmeaften og tilsætte hyggetøj, te og en god bog. Det er bestemt med til at gøre januar lidt nemmere at komme igennem og så koster det stort set ingenting, for de der vil spare. En halv time er alt der skal til.
Tipsene ovenfor er også den bedste måde at bevare den brune farve, hvis man er heldig at have lidt af den. Jeg planlægger i alle tilfælde nærmest at bade i bodylotion, for at holde på farven så længe som muligt ;)
Hvor er det smukke sengetæppe fra?
Det er fra Murumuru: http://www.murumuru.dk Kram Emily
Tusind tak for svar. Hold nu op nogle smukke ting de har.