Jeg prøver at starte eller slutte hver dag med at tænke på noget, jeg er taknemmelig over. Stort som småt. I perioder glemmer jeg det og måske det lyder tumpet og lidt new age-agtigt, men jeg synes altså det er en rar, lille øvelse. Især i disse sammenligningstider.
I dag er jeg taknemmelig for at min Drømmemand og jeg skal giftes om halvanden uge. Verdens bedste Scrabble-makker, altan-buddy og meget, meget andet. Der altid foreslår nye eventyr, har ja-hat-tendenser, er skør på den helt rigtige måde og laver små sange om os, han synger hver morgen, så jeg ikke kan andet end at starte hver dag med at grine stort.
Jeg er også taknemmelig over den søde Penny-hund, der ligger ved min fødder, mens jeg sidder og arbejder. Og hvor begejstret hun er for meget små ting i livet, som pinde og vandpytter eksempelvis. Det smitter.
Hvad er I taknemmelige for?
